De forbløffende sanser i dyreverdenen

MUSEN føler sig helt tryg i ly af mørket mens den farer omkring i sin søgen efter føde. Men noget den ikke har taget højde for, er grubeormens evne til at „se“ varmen der stråler ud fra musen — og det er en fatal undervurdering! En flynder ligger fuldstændigt skjult under et lag sand i et hajbassin hvor en sulten haj svømmer i dens nærhed. Hajen kan ikke se flynderen, men pludselig standser den, borer næsen i sandet og fortærer sit bytte.

Grubeormen og hajen er eksempler på dyr der har specialiserede sanser som vi mennesker ikke har. Andre dyr har sanser der ligner vores, men de er mere fintmærkende og i stand til at opfatte andre stimuli. Det er øjet et godt eksempel på.

Øjne som ser en anderledes verden

Det spektrum af farver vores øjne kan se, udgør kun en brøkdel af hele det elektromagnetiske spektrum. Vores øjne kan for eksempel ikke se infrarød stråling, som har en længere bølgelængde end rødt lys. Men grubeorme har to små grubeformede organer mellem deres øjne og næsebor som registrerer infrarød stråling. * Så selv i mørke kan de ramme varmblodede byttedyr med stor præcision.

Ultraviolet lys har en bølgelængde som befinder sig mellem bølgelængden for det synlige violette lys og røntgen. Det ultraviolette lys er usynligt for mennesker, men mange dyr, deriblandt fugle og insekter, kan se det. For eksempel orienterer bier sig efter solens position — selv når det er delvist overskyet — ved at finde et stykke blå himmel og se det mønster som polariseret ultraviolet lys danner. Mange blomster har mønstre som kun kan ses i ultraviolet lys. Nogle blomster har endda „nektarspor“ som viser vej til nektaren. Nektarsporene tilbagekaster ultraviolet lys der set med insektets øjne står i kontrast til resten af blomsten. Visse frugter og frø „lokker“ fugle på lignende måde.

Da fugle kan se ultraviolet lys, og da dette lys giver deres fjerdragt en særlig stråleglans, ser fugle sikkert mere farverige ud i hinandens øjne end de gør i vores. De har en „farveintensitet som vi slet ikke kan forestille os,“ siger en ornitolog. Det er sandsynligvis også ved hjælp af evnen til at se ultraviolet lys at visse høge og tårnfalke kan finde små gnavere. Det skyldes ifølge tidsskriftet BioScience at hannerne blandt gnaverne „producerer urin og afføring der indeholder kemiske stoffer som absorberer ultraviolet lys, og at de strinter urin på deres vej“. Det hjælper fuglene til at „finde områder  med en stor koncentration af gnavere“ så de kan søge deres bytte dér.

Hvorfor har fugle et godt syn?

Fuglenes syn er et under. Bogen All the Birds of the Bible siger at hovedårsagen til dette „er at det billeddannende væv der beklæder nethinden, indeholder flere synsceller end hos andre dyr. Evnen til at se små objekter på afstand bestemmes af antallet af synsceller. Mens menneskeøjets nethinde indeholder omkring 200.000 synsceller pr. kvadratmillimeter, har de fleste fugle tre gange så mange, og høge, gribbe og ørne har en million eller flere pr. kvadratmillimeter.“ Nogle fugle har desuden den ekstra fordel at have to gruber — områder med maksimal optisk opløsning — pr. øje, hvilket giver dem en særdeles god afstands- og hastighedsbedømmelse. Fugle som fanger flyvende insekter, er udstyret med lignende øjne.

Fugle har også en usædvanlig blød linse så de hurtigt kan fokusere på genstande. Forestil dig hvor farligt livet på vingerne ville være, især i skove og tæt buskads, hvis alt var sløret. Ja, fugleøjet er et vidnesbyrd om stor visdom! *

Den elektriske sans

Den føromtalte hændelse med den skjulte flynder og hajen forekom faktisk i forbindelse med en videnskabelig undersøgelse af hajer. Forskerne ville gerne vide om hajer og rokker sanser de svage elektriske felter som fisk udsender. * For at finde ud af det skjulte de nogle elektroder på hajbassinets sandbund og forsynede dem med den nødvendige spænding. Hvad skete der? Så snart hajen nærmede sig elektroderne, gik den voldsomt til angreb på dem.

Hajer har det der kaldes passiv elektroreception; de kan sanse elektriske felter ligesom øret passivt hører lyd. Men elektriske fisk har aktiv elektroreception. Ligesom flagermus udsender et lydsignal og tolker ekkoet, udsender disse fisk elektriske bølger eller impulser, alt efter arten, og registrerer dernæst ved hjælp af nogle særlige receptorer enhver forstyrrelse i disse elektriske felter. * Elektriske fisk kan på den måde undgå hindringer samt finde bytte eller en mage.

Et indbygget kompas

Forestil dig hvordan det ville være hvis din krop var udstyret med et indbygget kompas. At finde vej ville i så fald ikke være noget problem! Forskere har i en lang række dyr, deriblandt honningbier og ørreder, fundet mikroskopiske krystaller af magnetit, et naturligt forekommende magnetisk materiale. De celler der indeholder disse krystaller, er forbundet med nervesystemet, og som følge deraf kan bier og ørreder registrere magnetfelter. Faktisk orienterer bier sig efter jordens magnetfelt når de bygger bikager, og når de skal finde vej.

Forskere har også fundet magnetit i nogle bakterier som lever i aflejringer på havbunden. Når aflejringerne hvirvles op, påvirker jordens magnetfelt magnetitten i disse bakterier, og det får dem til at bevæge sig tilbage mod havbunden. Ellers ville de dø.

Mange dyr som tager på træk eller vandring — herunder fugle, skildpadder, laks og hvaler — synes at benytte en magnetisk sans. Men foruden denne sans lader det til at de bruger mange forskellige sanser når de navigerer. Laksen, for eksempel, benytter efter alt at dømme sin skarpe lugtesans for at finde det vandløb den blev udklækket i. Den europæiske stær navigerer ved hjælp af solen, og andre fugle gør det ved hjælp af stjernerne. Men som professor i psykologi Howard C. Hughes siger i sin bog Sensory Exotica — A World Beyond Human Experience, „er vi tydeligvis stadig langtfra i stand til fuldt ud at forstå disse og andre mysterier i naturen“.

Misundelsesværdige ører

Sammenlignet med mennesker har mange dyr en forbløffende hørelse. Vi kan høre lyde på  mellem 20 og 20.000 hertz (svingninger i sekundet), men hunde kan høre lyde med frekvenser på mellem 40 og 46.000 hertz, og heste mellem 31 og 40.000 hertz. Elefanter og kvæg kan endda høre infralyd (lyde under menneskets høregrænse) helt ned til 16 hertz. Da lavfrekvente lydbølger har en større rækkevidde, kan elefanter kommunikere med hinanden over en afstand af mindst fire kilometer. Nogle forskere siger at sådanne dyr kunne benyttes til at give os en tidlig varsel om jordskælv og alvorlige vejrforstyrrelser, da begge fænomener udsender infralyd.

Insekter kan også opfange lyde i et stort frekvensområde. Nogle kan høre lyde i ultralydfeltet — mere end to oktaver over menneskets høregrænse. Andre kan høre infralyd. Visse insekter hører ved hjælp af tynde, flade trommehindelignende membraner som findes på næsten alle dele af kroppen undtagen hovedet. Andre hører ved hjælp af fine hår som ikke blot reagerer på lyd, men også på små bevægelser i luften, som for eksempel dem der forårsages af en menneskehånd. Det forklarer hvorfor det er så svært at få ram på en flue!

Tænk hvis man kunne høre lyden af et insekts fodtrin! Flagermusen, verdens eneste flyvende pattedyr, har en sådan forbløffende hørelse. Flagermus har brug for en specialiseret høresans for at kunne navigere i mørke eller fange insekter ved hjælp af ekkolokalisering, eller biosonar. * Professor Hughes siger: „Forestil dig et sonarsystem som er mere avanceret end dem de højstudviklede ubåde er udstyret med. Forestil dig så at det sonarsystem bliver brugt af en lille flagermus som med lethed kan være i din hånd. Alle de beregninger som hjælper flagermusen til at bedømme afstand, hastighed og endda hvilken insektart byttedyret tilhører, udføres af en hjerne der er mindre end din tommelfingernegl!“

Da præcis ekkolokalisering også afhænger af hvor godt det udsendte lydsignal er, kan flagermus „kontrollere tonehøjden af deres skrig på måder som enhver operasanger ville misunde,“ siges det i en opslagsbog. * Visse flagermus kan tilsyneladende ved hjælp af nogle hudfolder på næsen også fokusere lyd til en smal stråle. Alle disse sansemekanismer giver flagermusen et sonarsystem der er så avanceret at det kan frembringe „lydbilleder“ af genstande så tynde som menneskehår!

Mindst to slags fugle — sejlere i Asien og Australien og fedtfugle i tropisk Sydamerika  — bruger også ekkolokalisering, men tilsyneladende kun når de skal orientere sig i de mørke huler hvor de sover.

Biosonar i havet

Tandhvaler anvender også biosonar, men forskerne har endnu ikke helt klarlagt hvordan den fungerer. Delfinernes biosonar begynder med kliklyde, der menes at stamme fra næsepartiet, ikke struben. Melonen — en klump fedtvæv i delfinens pande — fokuserer lyden til en stråle som „oplyser“ området foran dyret. Hvordan hører delfinerne ekkoerne? Noget tyder på at det ikke er med ørerne, men med underkæben og dertil knyttede organer som er forbundet med mellemøret. Bemærkelsesværdigt nok indeholder denne del af delfinen den samme slags fedt som findes i melonen.

Delfinernes kliklyde ligner i forbavsende grad en matematisk bølgeform der kaldes Gabor-funktionen. Det beviser, siger professor Hughes, at delfinernes kliklyde „matematisk set er et næsten perfekt sonarsignal“.

Delfiner kan regulere styrken af deres kliklyde fra en svag hvisken og helt op til 220 decibel. Hvor kraftigt er det? Lyden af høj  rockmusik kan nå op på 120 decibel, og artilleriild 130 decibel. Med en biosonar der altså er langt kraftigere, kan delfiner på 120 meters afstand — muligvis endnu længere i stille vand — konstatere tilstedeværelsen af ting så små som en 8 centimeter stor kugle.

Bliver du ikke fyldt med forundring og ærefrygt når du tænker over de forbløffende sanser som mennesker og dyr er udstyret med? Ydmyge og veloplyste mennesker føler det ofte sådan — hvilket fører os tilbage til spørgsmålet om hvordan vi er indrettet. Det er sandt at vores sanser ofte blegner i forhold til visse dyr og insekter. Ikke desto mindre er det kun os mennesker som bevæges af det vi ser i naturen. Hvorfor nærer vi sådanne følelser? Og hvad er grunden til at vi ikke blot ønsker at få kundskab om det levende, men også gerne vil forstå formålet med det og få kendskab til vores egen rolle i den sammenhæng?

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 9]

Advarsel til insekter!

„Hver dag ved skumringstid finder der et forbløffende fænomen sted under nogle bakker i nærheden af San Antonio, Texas,“ siger bogen Sensory Exotica — A World Beyond Human Experience. „På afstand ligner det en enorm, sort sky der vælder op fra undergrunden. Men det er ikke en røgsky der formørker himmelen — det er 20 millioner mexicanske buldogflagermus som flyver ud af grotten Bracken Cave.“

Ifølge en nylig foretaget beregning er tallet snarere 60 millioner. Flagermusene flyver op i himmelen i en højde af 3000 meter for at jagte deres yndlingsspise, insekter. Selv om natte- himmelen sikkert er fyldt med flagermusenes ultralyd- skrig, hersker der ikke forvirring, for hver af disse bemærkelsesværdige pattedyr er udstyret med et højt avanceret system til registrering af deres egne ekkoer.

[Illustration]

Bracken Cave

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Lise Hogan

[Illustration]

Mexicanske buldogflagermus — biosonar

[Kildeangivelse]

© Merlin D. Tuttle, Bat Conservation International, Inc.

 [Illustration på side 7]

Honningbier — syns- og magnetisk sans

[Illustration på side 7]

Kongeørn — synssans

[Illustration på side 7]

Rokke — elektrisk sans

[Illustration på side 7]

Haj — elektrisk sans

[Illustration på side 7]

Stære — synssans

[Illustration på side 7]

Laks — lugtesans

[Kildeangivelser]

U.S. Fish & Wildlife Service, Washington, D.C.

[Illustration på side 7]

Skildpadde — muligvis magnetisk sans

[Illustration på side 8]

Elefant — lavfrekvent hørelse

[Illustration på side 8]

Hund — højfrekvent hørelse

[Illustration på side 9]

Delfiner — biosonar