Den ensomme „kvinde“ ved Bosporus

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TYRKIET

SOM en mor der står i døren og venter på at familien skal komme hjem, har tårnet stået ensomt og fortabt i over 200 år på et lille skær dér hvor Bosporusstrædet munder ud i Marmarahavet. (Se kortet.) Strømhvirvlerne og brændingens brodsøer mod klippen kan ligne kniplinger på en kjolesøm. Fra sin udkigspost har denne „kvinde“ — Jomfrutårnet — været et tavst vidne til historiens gang.

På de kanter har historien budt på skibsforlis, plyndringer, blodige slag og løsslupne løjer i prægtige paladser. Tårnet er blevet Istanbuls vartegn i en sådan grad at det er det første mange tænker på når de hører den gamle bys navn.

 Det er svært at sætte ord på hvorfor tårnet fascinerer folk. Men hver aften ved solnedgang tryllebindes tilskuere på den asiatiske kyst af udsigten mod tårnet med Istanbuls silhuet som baggrund. Måske lader en ældre mand sit liv passere revy; eller en ung mand hengiver sig til optimistiske fremtidsdrømme. Måske synes en barnløs enke at tårnet er en visuel genspejling af hendes ensomhed. Den tyrkiske lyriker Sunay Akın, der lader tårnet være et tilbagevendende tema, har engang sagt: „Jomfrutårnet byder på den ringeste udsigt til Istanbul, for dér må man undvære Jomfrutårnets skønhed.“

Tårnets historie fortaber sig i det dunkle. Jo grundigere man udforsker ’kvindens’ fortid, desto mere indhylles den i sagn og legender.

Klippeskæret i oldtiden

Den lille øs historie begynder længe før tårnet blev opført. Byzantion, som lå dér hvor Istanbul ligger i dag, tog i 411 f.v.t. parti for Sparta i krigen mod Athen. Derfor kom den europæiske side af Bosporus til at høre under Sparta, mens den asiatiske side tilfaldt Athen. Sparta led nederlag, men Athen afstod fra repressalier mod Byzantion og nøjedes med at tage herredømmet over Bosporusstrædet. Athen opkrævede told af skibe der sejlede gennem strædet, og det menes at den græske hærfører og politiker Alkibiades opførte en toldbygning på den lille ø. Der forlyder intet om et tårn.

Nogle år efter blev Byzantion underlagt Athen, som forstærkede sin stilling i området med 40 galejer for at imødegå truslen fra kong Filip II af Makedonien. Flådechefen Hares rejste et alter for sin hustru, som blev syg og døde i Chrysopolis (det nuværende Üsküdar over for Istanbul). Sagnet vil vide at alteret stod på den holm hvor Jomfrutårnet siden blev opført.

En omskiftelig historie

Ifølge en bog om tårnet var det første der mindede om et tårn, en lille fæstningslignende bygning der blev opført mens Manuel I Komnenos regerede (1143-1180 e.v.t.). Bygningen blev bestykket med kanoner.

Da osmannerne i 1453 havde erobret det daværende Konstantinopel, blev den lille fæstning bevaret som militært anlæg. Senere blev der tilføjet et fyrtårn af træ ud mod Marmarahavet. Efter erobringen stod tårnet på sin post mens flere sider af historiens bog blev skrevet med blod. Soldater huggede løs på hinanden i nærkampe, og i Bosporus stod søslag hvor fragtskibe lastet  med krudt og alskens brændbare materialer blev sendt mod fjenden.

Som tiden gik, blev tårnet medtaget af jordskælv og hærget af brande. I 1720 brændte det ned. Et nyt tårn i sten blev opført af Damat Ibrahim Pasha, der tilføjede et lille, blytækket tårn med mange vinduer. Da koleraen hærgede i 1829, blev tårnet anvendt som karantænestation. Under Mahmud II blev den sidste større ombygning foretaget i 1832. I 1857 blev tårnet overtaget af fyrvæsenet, og et fransk firma fik til opgave at omdanne tårnet til et velfungerende fyrtårn. Det blev automatiseret i 1920 og tjente i næsten 100 år som fyrtårn.

I osmannertiden var fyret ikke blot tændt om natten, men også i dagtimerne når der var tåge. Under stormvejr skete det at små både blev fortøjet til tårnet for ikke at lide skibbrud. Fra tårnet blev der også affyret salutter ved officielle begivenheder.

Tårnet blev desuden brugt til forskellige statslige formål. Embedsmænd der stod over for at skulle forvises eller henrettes, blev holdt i midlertidig forvaring her.

Skiftende formål gennem tiden

I 1923 indstillede staten sin brug af tårnet, og nu fungerede det kun som fyrtårn. I de turbulente år under Anden Verdenskrig blev tårnet sat i stand, og dets indre blev armeret med beton. Efter 1965, da tårnet blev overdraget til flåden, blev det for en tid brugt som militær kommunikationscentral. Gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede blev den internationale skibstrafik gennem Bosporus tættere, og fartøjerne blev større. Skibenes vokseværk betød at det var forbi med Jomfrutårnets upåagtede tilværelse. Efter 1983 blev tårnet benyttet af det tyrkiske farvandsvæsen som kontrolpunkt for skibstrafikken gennem strædet.

Kort efter nytår i 1989 fik tårnet igen mediernes bevågenhed. En overskrift lød „Jomfrutårnet forgiftet“, og i artiklen påstod man at der i tårnet blev opmagasineret cyanid til skadedyrsbekæmpelse på skibsværfter. Giften var indtil da blevet opbevaret i en dokbygning som i mellemtiden var blevet revet ned, og så havde man anbragt giften i tårnet „fordi man ikke havde andre steder at gøre af den“. Endnu værre var det ifølge artiklen at hvis cyanidgassen var eksploderet, havde det været katastrofalt for Istanbul. Efter otte måneders intens medieomtale på tryk og på tv blev giftbeholderne flyttet et andet sted hen.

Det kom ikke som nogen overraskelse da en gruppe unge digtere i maj 1992 tog ud til tårnet og med borgmesterens støtte erklærede at de gerne så det næsten totalt forladte tårn omdannet til kulturcenter. Når alt kom til alt, havde det jo i mange år været en kilde til inspiration for utallige digtere og prosaforfattere. Gennem en kort periode afløste kunst- og fotoudstillinger hinanden, og der blev holdt flere koncerter derude. Mens det stod på, blev tårnet erklæret for en „poesiens republik“.

Jomfrutårnet i dag

En storstilet istandsættelse blev gennemført i 1999 for at gøre tårnet tilgængeligt for offentligheden. Derpå blev det bekendtgjort at tårnet som led i et turistfremstød et år senere skulle åbne som restaurant og kulturcenter. I dag står en restaurant, en café med bar, en udsigtsplatform og en souvenirbutik åben for turister. Man kommer dertil med små både fra forskellige anløbspladser i Istanbul og omegn.

De kommercielle aspekter af istandsættelsen er ikke faldet i lige god jord hos alle. Men Jomfrutårnets charme og skønhed er så godt som intakt. Hvis din vej engang falder forbi Istanbul, så gå endelig ikke glip af et besøg i Jomfrutårnet. Du kan også nyde den uforlignelige udsigt til Bosporus og Jomfrutårnet mens du sidder og får en kop te i haven på et af de mange serveringssteder på den asiatiske side. Måske vil der da melde sig et erindringsglimt eller to af den betagende historie som denne yndefulde symbolske kvinde fra Bosporus har gennemlevet.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TYRKIET

ISTANBUL

MARMARAHAVET

Bosporusstrædet

SORTEHAVET

[Illustration på side 25]

Litografi fra det 19. århundrede

[Illustration på side 26]

Restaurant

[Illustration på side 26]

Udsigtsplatform