Der var åbent hus til glæde for alle

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TYSKLAND

„SUPER! Det var alle tiders!“ „Tak for traktementet og de pragtfulde udstillinger. Vi følte os rigtig godt tilpas.“ Sådan udtrykte mange deres værdsættelse. Hvad var det der udløste denne reaktion? Det var et åbent hus-arrangement som var tilrettelagt af Jehovas Vidners afdelingskontor i Tyskland. I tre dage, fra fredag den 24. maj til søndag den 26. maj 2002, holdt afdelingskontoret i Selters/Taunus åbent hus. Her kunne besøgende komme og være med til at markere 100-årsdagen for oprettelsen af det tyske afdelingskontor sammen med de 1000 frivillige medarbejdere på stedet.

Jehovas Vidner fra de omkringliggende menigheder havde flittigt uddelt indbydelser. To uger før den store begivenhed var mere end 100.000 invitationer blevet delt ud til folk på gaden eller i deres hjem. Denne kampagne blev støttet med annoncer, lange avisartikler og radioudsendelser. Der var blevet trykt personlige indbydelser til leverandører og myndighedspersoner. I alt tog over 7000 personer imod indbydelsen — heraf var en betydelig andel ikke Jehovas Vidner.

Besøgende slentrede gennem trykkeriet, bogbinderiet, forsendelsen, værkstederne, vaskeriet og dele af administrationsbygningen. Der var udstillingsplancher som oplyste folk om hvordan Jehovas Vidner i Tyskland havde holdt fast ved Bibelens principper under både det nazistiske og det kommunistiske styre. Og en bibeludstilling med mere end 700 udstillingsobjekter satte fokus på brugen af Guds navn, Jehova. Det ville være for omfattende at gentage alle de pæne ord folk sagde, men her er et udpluk af det der blev sagt:

„Alle er så venlige her. Her er så rent, så ordentligt. Det hele passer godt sammen — de mennesker der bor her, og omgivelserne. Vi håber at vi kan tage noget af jeres venlighed med os.“ — Et ældre ægtepar.

„Tak for den gode mad og fordi I tog jer så godt og venligt af os. Vi har nydt det i fulde drag, og vi kunne godt tænke os at komme igen. Folk her er virkelig rare!“ — Indført i gæstebogen af en gruppe fra en glarmesterskole.

„Tak for den varme modtagelse vi fik i jeres lokaliteter. [Vi] syntes det var et meget interessant besøg. En stor ros til dem der er ansvarlige for vaskeriet og renseriet. Vi har aldrig set så pæne og velordnede faciliteter nogen steder.“ — E-mail fra en repræsentant for et firma der fremstiller vaskepulver og vaskeriudstyr.

Eva, der var rundviser, siger: „Når vi kom til de private værelser, var folk begejstrede og parate til at flytte ind på stedet. ’Vi henter lige vores kufferter,’ sagde nogle for eksempel.“

En kvinde der sad i en elektrisk kørestol, var i færd med at studere en tegning over lokaliteterne da en af de frivillige medarbejdere  spurgte hende om hun kunne hjælpe hende med noget. „Egentlig ikke!“ svarede damen. Hun fortalte at hun allerede havde været her i fem timer og faktisk ikke kunne sidde oprejst meget længere. Normalt var hun sengeliggende og havde lige nu stærke smerter. Men, som hun sagde: „Jeg kan altid ligge i sengen derhjemme, men der er kun åbent hus én gang! Det er alt sammen så spændende at jeg vil være sikker på at få det hele med!“

Lille Georg, der er omkring fem år, blev spurgt hvad han syntes bedst om. Han var begejstret for rotationspresserne og svarede: „Papirrullerne! De puttede dem ind i den ene ende, og de kom ud i den anden og var blevet til aviser. Det var det bedste!“

Et af Jehovas Vidner fik en behagelig overraskelse. Hendes mand, der ikke delte hendes tro og kun havde overværet et enkelt kristent møde, gik med til at deltage i åbent hus-arrangementet om lørdagen. Da hans kone kom hjem fra menighedsmødet om søndagen, stod han i sit pæne tøj og var klar til at tage af sted. „Hvor skal du hen?“  spurgte hans kone. „Jeg fik ikke set det hele i går. Så vi kører til Selters så snart du er klar. Jeg vil se lidt nærmere på det hele,“ svarede han.

Ved bibelplancherne spurgte en nydelig ældre dame genert hvor der var en telefon, fordi hun hurtigt måtte ringe til nogen. Det viste sig at hendes mand var bogbinder og havde specialiseret sig i at restaurere gamle bøger. Hun og hendes mand mødes jævnlig med en kreds af bogelskere, deriblandt en protestantisk præst der er lidenskabelig bibelsamler. Det var ham hun ville ringe til. Eftersom han ikke var hjemme, indtalte hun en besked på hans telefonsvarer: „Hvis du overhovedet har mulighed for det, må du endelig komme herover i dag. Jeg er sikker på at du aldrig har set noget lignende. Det må du ikke gå glip af!“

Et ægtepar kom fra den nærliggende by Limburg med deres datter for at besøge afdelingskontoret. De havde aldrig hørt om Jehovas Vidner før de modtog en indbydelse. Parret besluttede at komme og få et kig på lokaliteterne i Selters. Marlon og Leila, der er frivillige medarbejdere på afdelingskontoret i Tyskland, tog imod dem og fortalte dem om Jehovas Vidner og om hverdagen på afdelingskontoret. Det gjorde så stort indtryk på familien at de bad om at få nogen til at komme regelmæssigt og studere Bibelen med dem i deres hjem.

„Det var dejligt at være her og rigtig sjovt. Jeg så kun trykkeriet, men det var alle tiders. I er nogle skønne og søde mennesker.“ — Indført i gæstebogen af Stefanie (12 år).

En kvinde fra en nabolandsby sagde: „Der er noget jeg må sige jer. Jeg er muslim, men jeg har altid gerne villet se hvordan her ser ud. I er alle så flinke og afslappede. I får os [udlændinge] til at føle os velkomne i Tyskland. I interesserer jer for andre mennesker. Det er herligt! I morgen kommer jeg igen og tager min mand med.“ I gæstebogen skrev hun: „Her er vidunderligt! Det er som at være i Paradiset.“

Chaufføren på en af de busser der kørte frem og tilbage mellem parkeringspladsen og indgangene, hørte en passager sige til en anden: „Hvor er de venlige! Og tænk, jeg anede ikke hvad der bliver lavet her. Det er først nu jeg finder ud af hvad disse mennesker arbejder med. Og læg mærke til deres måde at være på! Det må have noget at gøre med deres religiøse opdragelse.“

To timer efter at arrangementet var forbi, gik en mand frem og tilbage i gården foran administrationsbygningen. Han var meget eftertænksom og blev ved med at ryste på hovedet og se tilbage på bygningen. Så gik han hen til en af afdelingskontorets medarbejdere og sagde: „Det er tydeligt at der står kærlighed bag alt det her. Jeg er ikke et af Jehovas Vidner, men jeg ønsker jer Jehovas velsignelse.“

Og en forkynder skrev: „Med dette korte brev vil jeg gerne sende jer min dybtfølte tak. I havde rigtig lagt jer i selen for at vi skulle have det rart ved åbent hus-arrangementet. . . . Det var som en forsmag på den tid hvor hele menneskeheden vil leve sammen i enhed! . . . Åbent hus-arrangementet har afgjort bidraget til at herliggøre vor Gud, Jehova.“ — Sandra.

[Illustration på side 23]

Kørselstjeneste for de ældre, handicappede eller dem der blot var trætte

[Illustration på side 23]

Her kunne man se hvordan der tidligere blev forkyndt

[Illustration på side 23]

Velkommen til åbent hus!

[Illustration på side 24]

En medarbejder forklarer det tekniske med enkle ord

[Illustration på side 24]

Bibeludstilling