Eksplosion i en kemikaliefabrik

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

DEN 21. SEPTEMBER 2001, bare ti dage efter angrebet på World Trade Center i New York, forårsagede en eksplosionsulykke i en kemikaliefabrik stor ravage i Toulouses forstæder i det sydvestlige Frankrig. Det franske tidsskrift Le Point beskrev ulykken som „den værste industrikatastrofe efter Anden Verdenskrig“.

Hen ved 300 tons kunstgødning eksploderede og efterlod et 15 meter dybt og 50 meter bredt krater. Eksplosionen og den efterfølgende chokbølge dræbte 30 mennesker og sårede mere end 2200. Omkring 2000 huse blev ødelagt, og 27.000 andre bygninger inden for en radius af otte kilometer blev beskadiget. Panikken bredte sig fordi folk fejlagtigt troede at der var tale om et terrorangreb, og at der havde været et giftigt gasudslip fra fabrikken.

Adskillige Jehovas Vidner blev såret eller på andre måder berørt af eksplosionen, men næstekærlighed fik øjeblikkelig medkristne til at hjælpe. (Johannes 13:34, 35) Her følger en beskrivelse af nødhjælpsarbejdet.

„Der var intet tilbage af bygningen“

Khoudir er en af de overlevende arbejdere fra kemikaliefabrikken. Han blev slået bevidstløs af eksplosionen og de omkringflyvende murbrokker, som også brækkede kæben på ham og slog hans kraveben af led. Benjamin, som arbejdede i en nærliggende bygning, blev kastet tre meter gennem lokalet og ind i væggen. Flyvende glasstykker gav ham adskillige snitsår i ansigtet og ramte hans højre øje så synet blev svækket. Han sagde: „Det var godt jeg ikke var på mit eget kontor, for dér faldt omkring 600 kilo mursten ned på min stol.“

Alain, som er lærer på en skole bare 200 meter fra fabrikken, stod og fotokopierede da eksplosionen skete. Han sagde: „Der var intet tilbage af bygningen ud over nogle ståldragere. Ingen mure, ikke noget tag, ingenting. Jeg blev ramt af glasstykker overalt i ansigtet. Det var ligesom at blive slået med en forhammer.“ Alain mistede synet på det ene øje og er blevet delvis døv efter eksplosionen.

Hurtig nødhjælp

Ældste fra de 11 menigheder som var berørt af ulykken, gik straks i gang med at kontakte alle menighedernes medlemmer for at finde ud af om de på nogen måde havde lidt skade. Man sendte straks frivillige ud til dem som havde mest behov for hjælp. Disse nødhjælpsarbejdere konstaterede hurtigt at rundt regnet tres af brødrenes huse var beskadiget, og hjalp med at finde logi til omkring ti familier. De hjalp også til med at reparere to beskadigede rigssale. Desuden tilbød de at hjælpe med at anmelde skaderne til forsikringsselskaberne.

Catherine og Michel bor lige over for fabrikken. Catherine kørte i sin bil da eksplosionen skete. Hun siger: „Først føltes det som et jordskælv. Et par sekunder senere hørte vi braget, og vi så røgen stige op. Da vi kom hjem, lignede kvarteret en krigsskueplads. Alle husene var ødelagt, og butiksruderne var knust. Man så folk løbe rundt i gaderne. Nogle sad eller lå på vejen, nogle græd, andre skreg. Hjemme hos os var alle vinduerne revet ud af muren med rammer og det hele, og alle dørene  var blæst væk. Vore kristne brødre og søstre kom os hurtigt til hjælp, og allerede samme eftermiddag var der kommet et hold fra menigheden med spande og koste og plasticfolie til vinduerne.“

Alain og Liliane bor også ved siden af fabrikken. Eksplosionen ødelagde deres lejlighed fuldstændigt. Alain fortæller: „Alting var smadret. Vægge og fliser var revnet, og vinduer, døre og møbler var alt sammen ødelagt. Der var intet tilbage. Vore kristne brødre kom os straks til hjælp. De ryddede grundigt op og hjalp også med at få skik på de andre lejligheder i bygningen. Naboerne var forbløffede over at så mange kom for at hjælpe.“ En mand som Alain studerer Bibelen med, havde ringet om morgenen og spurgt om Alain kunne komme hen og læse med ham. Liliane var gået byærinder. Derfor var der ingen hjemme da eksplosionen skete.

Det var ikke kun menighedens medlemmer som fik gavn af den nødhjælp Jehovas Vidner ydede. Efter at de havde hjulpet hinanden, hjalp de naboerne med at rydde op i deres lejligheder og med at sætte noget for de knuste ruder. Deres naboer var meget taknemmelige — og overraskede over at de ikke forlangte noget for hjælpen.

Brødrene tilbød også at hjælpe de lokale myndigheder, som havde svært ved at overskue skadernes omfang. De ryddede op i skoler og andre offentlige bygninger, og i ét område sendte myndighederne frivillige fra Jehovas Vidner ud fra dør til dør for at finde ud af hvilken hjælp folk havde behov for.

Et tilbud om åndelig hjælp

Ud over den rent materielle hjælp havde mange Jehovas Vidner i ulykkesområdet brug for åndelig hjælp. Rejsende tilsynsmænd og lokale ældste besøgte derfor alle som var berørt af ulykken. Denne hjælp blev meget påskønnet. Catherine sagde: „De ældste støttede os fuldt ud. De kom for at opmuntre os, og det var lige hvad vi havde brug for, endnu mere end materiel hjælp.“

Den kristne kærlighed som straks efter ulykken gav sig udslag i handling, gjorde indtryk. Et af Jehovas Vidner som var kommet alvorligt til skade, sagde: „Vi ved ikke hvad morgendagen bringer. Vi må hele tiden tjene Jehova som var det vores sidste dag.“ (Jakob 4:13-15) En anden konkluderede: „Alt dette har gjort det klart for os at vi ikke skal knytte os for stærkt til det materielle, og at de sande værdier findes hos Jehovas folk.“

[Illustration på side 14]

Benjamin og Khoudir

[Illustration på side 14]

Alain

[Illustration på side 15]

Toulouse, dagen efter eksplosionen

[Kildeangivelse]

© LE SEGRETAIN PASCAL/​CORBIS SYGMA

[Illustration på side 15]

Alain og Liliane