Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En verden uden stofmisbrug er nær

En verden uden stofmisbrug er nær

En verden uden stofmisbrug er nær

Kan du forestille dig en verden uden stofmisbrug?

KOFI ANNAN, FN’s generalsekretær, har opfordret alle lande til at arbejde hen imod en sådan verden. Han erklærede: „Vi må tage nye og modige initiativer til at bekæmpe dette onde; denne plage som har fået tag i så mange af vores børn.“

Verdenslederne kan måske blive enige om at reducere den verdensomspændende produktion og distribution af illegale stoffer, men det er en kolossal opgave. Hennadiy Udovenko, der er formand for en særlig samling af FN’s generalforsamling, har sagt: „Med en årlig omsætning på over 400 milliarder dollars er narkotikahandelen en af de mest indbringende lyssky forretninger, . . . [og den er] i stand til at korrumpere eller destabilisere verdens finansielle markeder“. Han tilføjede at narkotikaproblemet „er blevet et globalt fænomen, og intet land er immunt over for denne trussel“.

Det er svært at forestille sig en verden der er fri for stofmisbrug. De jordiske regeringer har tydeligvis ikke været i stand til at fjerne det. Men ingen kan forhindre den almægtige Gud i at gennemføre sin hensigt, nemlig at indføre et jordisk paradis hvor ethvert følelsesmæssigt, fysisk og åndeligt behov vil blive dækket. (Salme 145:16; Lukas 23:43; 2 Peter 3:13) Ifølge profeten Esajas vil Guds ord ’ikke vende tilbage til ham med uforrettet sag, men vil gøre hvad han har behag i, og gennemføre hvad han har sendt det til’. — Esajas 55:11.

Allerede nu kan troen på disse løfter føre til nogle meget gavnlige resultater. At det er sandt, viser eksemplet med Edmundo. Han var narkoman, men tog sit liv op til revision da han fik tro på Bibelens løfte om en retfærdig ny verden. I dag siger Edmundo: „Hvor var det dog dumt af mig at spilde så meget kostbar tid.“ Hans ønske om at bevare Guds godkendelse motiverer ham nu til at forblive stoffri. Ja, kundskab om Gud og hans løfter kan motivere os til at ’iføre os den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. — Efeserne 4:24.

Mange andre tidligere narkomaner har også fået et nært forhold til Skaberen. Følgende ord af salmisten har en særlig betydning for dem: „Husk ikke mine ungdomssynder og mine overtrædelser. Lad det være med loyal hengivenhed du husker mig, for din godheds skyld, Jehova. God og retskaffen er Jehova. Derfor belærer han syndere om vejen.“ (Salme 25:7, 8) Det er en stor trøst for forældre til narkomaner at vide at deres børn kan forandre sig! Med en ihærdig indsats kan forældre hjælpe deres børn til at undgå stofmisbrug og få „et fast greb om det virkelige liv“, som vil blive en realitet i Guds nye verden. — 1 Timoteus 6:19.

[Illustrationer på side 10]

Håbet om at leve i Guds nye verden har motiveret mange stofmisbrugere til at ændre deres liv