Pacet gennem barndommen

DET lille, enmotorede fly satte brummende farten op, lettede fra startbanen og hævede sig mod den truende himmel. Det havde været en mediebegivenhed med nyhedsdækning, kameraer og reportere der fulde af beundring stillede spørgsmål og strømmede over med lovord. Hvem var det der tiltrak sig al denne opmærksomhed? Det var ikke den uddannede pilot om bord på flyet eller den eneste passager — en voksen mand — men passagerens datter på syv år.

Det var pigen der skulle flyve det lille fly. Der var en eller anden rekord der skulle slås, og en stram tidsplan der skulle overholdes. Og medierne ville stå parate ved næste stop. På trods af de truende skyer var de tre personer altså gået om bord i flyet. Her havde pigen sat sig på en pude sådan at hun kunne se hen over instrumentbrættet, og hun brugte nogle anordninger på pedalerne så hun kunne aktivere dem med fødderne.

Flyveturen blev kun alt for kort. Pludselig opstod der en storm. Flyet drejede, tabte opdrift og styrtede ned, og alle tre ombordværende blev dræbt. Medierne skiftede straks den overstrømmende ros ud med stor sorg. Enkelte reportere og journalister spekulerede over om medierne havde et medansvar i denne tragedie. Mange folk holdt på at børn ikke burde have lov til at flyve et fly. I USA vedtog man love for at sikre sig at kravet bliver efterkommet. Men bag de letkøbte løsninger og mediernes sensationslyst skjulte der sig et dybereliggende problem.

 Denne tragedie fik nogle til at tænke mere alvorligt over en tidstypisk tendens. Børn i dag får afkortet deres barndom fordi man presser dem til at påtage sig opgaver der normalt tilkommer voksne. Konsekvenserne er ganske vist ikke altid så tragiske som i det nævnte eksempel. Men de kan være afgørende og langvarige. Lad os se på nogle af de måder hvorpå børn bliver pacet gennem barndommen.

Præstationsræs

Forældre er forståeligt nok interesseret i at deres børn klarer sig godt. Men når denne interesse bliver overdrevet, kan det ske at forældrene kræver for meget af deres børn og presser dem hårdt i en tidlig alder. Det begynder tit ret uskyldigt. For eksempel bliver det mere og mere almindeligt at forældre sørger for at deres børn går til noget i deres fritid — det kan være alt fra sport til musikundervisning eller ballet. Derudover får de ofte privatundervisning.

Det er selvfølgelig ikke forkert at støtte barnet i at udvikle sine talenter. Men er der en fare for at det kan gå over gevind? Det er der helt klart. Det ses af at nogle børn virker næsten lige så stressede som fortravlede voksne. Tidsskriftet Time siger: „Før havde børn en barndom; nu har de en læseplan. Børn der burde tumle rundt og more sig, opfører sig i dag som målbevidste arbejdsbier.“

Mange forældre håber at deres børn i en tidlig alder bliver til noget inden for sport, musik eller skuespilkunst. Allerede inden børnene bliver født, bliver de indmeldt i en førskole for at forbedre deres udsigter til at få succes. Nogle mødre melder sig til „prænatale universiteter“ for at stimulere deres ufødte barns hjerne ved hjælp af musik.

I nogle lande bliver børnene testet for læsefærdigheder og matematiske evner inden de fylder seks år. Denne praksis har vakt bekymring fordi den måske kan skade børnene følelsesmæssigt. Hvad foregår der for eksempel inde i et barn der „dumper“ i børnehaven? David Elkind, der har skrevet bogen Børn der paces frem, bemærker at skoler er tilbøjelige til alt for hurtigt og for tidligt at stemple børn. Det sker for at lette arbejdet for lærerne og ikke så meget for at sikre børnene en effektiv undervisning.

Har det sin pris at presse børn til at blive kompetente små voksne før tiden? Elkind er foruroliget over den udbredte opfattelse i samfundet at børn skal lære at klare voksenansvar. Han siger: „Det afspejler vores tilbøjelighed til at  acceptere det som ’normalt’ at vore dages unge bombarderes med stadig flere problemer der skaber stress.“ Ja, opfattelsen af hvad man kan udsætte børn for, er i hurtig forandring.

Presset til at vinde

Mange forældre synes måske det er normalt, ja endog tilrådeligt, at lære børnene at det gælder om at vinde — især inden for sport. Olympiske medaljer er for mange børn en stor motivation. For i nogle få øjeblikke at kunne sole sig i sejrens glans og sikre sig en god levefod som voksne tvinges nogle børn til at haste igennem barndommen eller helt at give afkald på den.

Tænk blot på de kvindelige gymnaster. De begynder i en meget ung alder at følge et hårdt træningsprogram der udsætter deres små kroppe for en enorm belastning. De bruger flere år på at forberede sig mentalt og fysisk på De Olympiske Lege. Det er selvfølgelig kun få af dem der vinder. Vil taberne synes at resultatet var det hele værd og berettigede at de havde ofret en stor del af deres ungdom? I sidste ende har måske selv vinderne deres tvivl i den henseende.

Det er muligt at disse små piger rent mentalt kan paces gennem barndommen af deres stærke trang til at blive sportsstjerner. Men deres fysiske udvikling kan blive hindret af en sådan hård træning. Hos nogle hæmmes knoglevæksten. Spiseforstyrrelser er almindelige. I flere tilfælde forsinkes puberteten — helt op til flere år. I dag oplever mange piger dog det modsatte problem, nemlig at puberteten begynder tidligt. — Se ovenfor.

Børn der har alt undtagen en barndom

Hvis man skal tro på underholdningsmedierne, kunne man få det indtryk at den ideelle barndom indebærer at man bliver forkælet med al mulig luksus. Nogle forældre slider i det for at give deres børn flest mulige goder, for eksempel et flot hjem, masser af fornøjelser og dyrt tøj.

Alligevel kommer ikke så få børn fra sådanne hjem ud i druk og stofmisbrug og bliver trodsige og oprørske. Hvorfor? Mange er fulde af vrede fordi de føler sig forsømt. Børn har brug for forældre som kan give dem kærlighed og omsorg. Forældre der har for travlt til at give dem det, bilder sig måske ind at de arbejder hårdt for at sikre sig at børnene bliver lykkelige — men det kan meget vel være at de er i færd med at gøre det modsatte.

 Psykologen Judith Paphazy siger om „forældre der begge er udearbejdende og fra velbjærgede socioøkonomiske lag“, at de ofte „forkæler deres børn fordi de inderst inde er klar over at deres jagt efter materielle goder sker på familiens bekostning“. Efter hendes mening prøver de i sådanne tilfælde at „betale sig fra deres ansvar som forældre“.

Ofte er det børnene der må bøde. Selv om de måske har mange materielle goder, mangler de den allervigtigste ingrediens i en god barndom: forældrenes tid og kærlighed. Hvis ikke de får vejledning og klare grænser, kommer de alt for tidligt — og næsten totalt uforberedte — til at stå over for udfordringer der kræver en voksens modenhed. Skal de prøve stoffer? Dyrke sex? Bruge vold for at give afløb for deres vrede? De vil sandsynligvis finde svarene på egen hånd — hos jævnaldrende eller deres forbilleder fra film og tv-verdenen. Det kan føre til en brat, måske endda tragisk, afslutning på deres barndom.

Barnet som partner

Når en familie med to forældre pludselig bliver en eneforsørgerfamilie, hvad enten det skyldes dødsfald, separation eller skilsmisse, lider børn ofte under det. Mange eneforsørgerfamilier klarer sig fint, men det sker i nogle tilfælde at børn paces til at blive voksne.

Man kan godt forstå at en enlig mor eller far af og til føler sig ensom. Det fører desværre til at nogle lader et af børnene — ofte det ældste — overtage rollen som den anden voksne i familien. Moderen eller faderen betror sig, måske af ren og skær fortvivlelse, til sin lille søn eller datter og bebyrder på den måde barnet med problemer som det endnu ikke er klar til at bære. Nogle enlige forældre bliver følelsesmæssigt alt for afhængige af deres barn.

Andre forældre svigter helt og holdent deres ansvar og tvinger et barn til at overtage rollen som den voksne i familien. Carmen og hendes søster, der er omtalt tidligere, lod en sådan situation bag sig da de søgte tilflugt på gaden. Mens de endnu selv var børn, var de blevet sat til at være forældre for deres yngre søskende. Det var for tung en byrde.

Det er helt klart farligt at pace børn gennem barndommen, og det bør så vidt muligt undgås. Men der er nogle positive skridt forældre kan tage for at sikre sig at deres børn kan få en lykkelig barndom. Lad os se nærmere på nogle råd der har bestået tidens prøve.

[Ramme på side 6]

Problemerne ved en tidlig pubertet

Kommer piger hurtigere i puberteten i dag? Blandt forskere er meningerne delte. Nogle siger at gennemsnitsalderen for pubertetens begyndelse hos piger var 17 år i 1800-tallet, hvorimod den i dag er under 13 år. Ifølge en undersøgelse fra 1997 som omfattede 17.000 piger, viser 15 procent af de hvide og 50 procent af de afroamerikanske piger i USA de første pubertetstegn i en alder af otte år! Nogle læger sætter dog spørgsmålstegn ved disse resultater og råder forældrene til ikke bare at acceptere denne ekstremt tidlige kønsmodning som „normal“.

Under alle omstændigheder er denne situation et problem for både forældre og børn. Tidsskriftet Time skriver: „Endnu mere problematiske end de fysiske forandringer er de psykiske virkninger som en tidlig kønsmodning kan få på et barn der i betragtning af sin alder burde sidde og læse eventyr og ikke have travlt med at holde ’sultne ulve’ fra døren. . . . Barndommen er kort nok i forvejen.“ Artiklen rejser det foruroligende spørgsmål: „Hvad er det der for evigt går tabt når de unge pigers kroppe får dem til at se voksne ud inden de er modne følelsesmæssigt og mentalt?“

Ofte er det deres uskyld — fordi de udnyttes seksuelt. En mor siger uden omsvøb: „Piger der ser modne ud af deres alder, er som honning [for en bi]. De tiltrækker de ældre drenge.“ Der er høje omkostninger ved at blive presset til seksuel aktivitet i en tidlig alder. En ung pige kan miste sin selvrespekt og rene samvittighed, ja, ligefrem få fysiske og psykiske mén.

[Illustration på side 5]

Når der er for meget på programmet, kan det skabe problemer

[Illustration på side 7]

Når man presser børn til at vinde for enhver pris, går det sjove ved sport og leg fløjten

[Illustration på side 7]

Materielle ejendele kan ikke erstatte forældrenes omsorg