Snydt for en barndom

„Barndommen [er] børnenes mest grundlæggende menneskerettighed.“ — Fra bogen „Børn der paces frem“.

DU ER sikkert enig i at alle børn burde kunne have en nogenlunde sorgløs og uskyldig barndom. Ikke desto mindre er det en af livets barske realiteter at en sådan barndom er uopnåelig for mange piger og drenge. Tænk blot på de utallige barndomsdrømme der brister når børn bliver ofre for krig. Tænk også på alle de børn der får deres liv ødelagt fordi de bliver tvunget til slavearbejde eller udsat for mishandling.

For de fleste af os er det svært at sætte sig ind i hvordan børn har det med at skulle leve på gaden fordi de føler sig mere trygge dér end i hjemmet. Netop som disse børn er allermest sårbare og har brug for al den kærlighed og beskyttelse de kan få, er de nødt til at være så durkdrevne at de kan forsvare sig mod folk der prøver på at udnytte dem. I disse svære tider er det selve barndommen der trues af udslettelse.

„Jeg ville ønske jeg havde haft en barndom“

Carmen, der er 22, måtte kæmpe sig igennem sine barndomsår. * Hun og hendes søster var tvunget til at bo på gaden for at komme væk fra en far der mishandlede dem, og en mor der forsømte dem. Selv om det var farligt at leve på denne måde, lykkedes det begge piger at undgå nogle af de faldgruber som mange unge havner i når de løber hjemmefra.

Men Carmen sørger over den barndom hun er gået glip af. „Jeg gik så at sige direkte fra babystadiet til en alder af 22 uden at have nogen barndom,“ siger hun sukkende. „Nu er jeg gift og har selv et barn, men jeg føler et enormt behov for at gøre de ting små piger gør, som for eksempel at lege med dukker. Jeg vil gerne elskes og krammes af en mor og far. Jeg ville ønske jeg havde haft en barndom.“

Masser af børn gennemgår det samme som Carmen og hendes søster. De bor på gaden og bliver faktisk snydt for deres barndom. Mange af dem begår kriminalitet for at overleve. Nyhedsrapporter og statistikker viser at børn bliver kriminelle i en forbløffende tidlig alder. Der er endnu et problem der forværrer situationen: Mange piger bliver mødre mens de endnu er teenagere, ja, mens de i realiteten stadig er børn.

Et overset socialt problem

Ikke overraskende ender mange børn i familiepleje. En ledende artikel i avisen Weekend Australian oplyser: „Der er lige så stille opstået en krise inden for familieplejen. Et stigende antal børn fra problemfamilier og opløste hjem bliver overset.“ Avisen skriver videre: „Nogle plejebørn må klare sig flere måneder, ja år, uden at en sagsbehandler tager kontakt med dem, og andre flyttes fra den ene plejefamilie til den anden uden nogen sinde at få et permanent hjem.“

 Der berettes om en sag hvor en 13-årig pige i løbet af tre år blev placeret i 97 forskellige plejefamilier. Hos nogle familier var hun kun en nat. Den dag i dag husker hun hvor ondt det gjorde at føle sig vraget og utryg. Mange plejebørn har ligesom hende aldrig haft nogen rigtig barndom.

Når du hører om disse barske kendsgerninger, kan det være at du som mor eller far priser dig lykkelig over at kunne give dine børn et hjem og de daglige fornødenheder. Ikke desto mindre er den fortabte barndom ifølge eksperter et omsiggribende problem. Men der er endnu et problem. I dag er situationen ikke nødvendigvis den at børn snydes fuldstændig for en barndom. Nogle gange er det snarere sådan at de paces gennem den. Hvordan skal det forstås, og hvad er konsekvenserne?

[Fodnote]