Hvad siger Bibelen?

Er kristen enhed det samme som ensretning?

VERDENS religioner er præget af splittelse. Selv inden for den samme kirke findes der mange forskellige og modstridende opfattelser med hensyn til lære og adfærd. En skribent har sagt: „Det er oven i købet svært at finde to mennesker der tror på nøjagtig den samme Gud. I vore dage ser det ud til at hvert menneske har sin egen teologi.“

I modsætning hertil opfordrede apostelen Paulus de kristne i Korinth til at „føre enig tale“ og „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1 Korinther 1:10) Nogle i dag kritiserer Paulus for denne udtalelse. ’Folk er forskellige,’ siger de, ’og det er forkert at kræve at alle kristne skal tænke og handle på samme måde.’ Men anbefalede Paulus at alle kristne skulle tænke og handle ens, at de skulle være som robotter? Giver Bibelen ikke rum for personlig frihed?

Enhed, ikke ensretning

I et andet af sine breve opfordrede Paulus de kristne til at yde Gud en ’fornuftmæssig’ tjeneste. (Romerne 12:1) I betragtning heraf er det ikke rimeligt at antage at han ville forsøge at gøre de kristne i Korinth til tankeløse robotter. Men hvorfor sagde han så at de skulle være „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“? Fordi menigheden havde et alvorligt problem. Den var blevet splittet på den måde at nogle betragtede Apollos som deres leder, mens andre foretrak Paulus eller Peter eller holdt sig til Kristus alene. Denne splittelse kunne man ikke ignorere, for den var en trussel mod freden i menigheden.

Paulus ønskede at korintherne skulle bevare „åndens enhed i fredens forenende bånd“, et udtryk han senere brugte i brevet til de kristne i Efesus. (Efeserne 4:3) Han opfordrede korintherne til alle som én at følge Jesus Kristus og ikke dele sig op i grupper, eller sekter. På denne måde ville de forblive ét og bevare freden. (Johannes 17:22) Han ’bragte dem i den rette tilstand’ ved at korrigere deres tankegang  og fremme enheden iblandt dem. Han ensrettede dem ikke. — 2 Korinther 13:9, 11.

Enheden er også af betydning for den kristne lære. De som vil følge i Jesu fodspor, forstår at der kun er „én tro“, ligesom der kun er „én Gud“. (Efeserne 4:1-6) De kristne vil derfor sikre sig at deres tro er i overensstemmelse med den sandhed som Gud i sit ord har åbenbaret om sig selv og sine hensigter. De har den samme opfattelse af hvem Gud er, og hvad han forventer af dem. De vil også stræbe efter at leve op til de klare moralnormer der findes i Guds ord. (1 Korinther 6:9-11) På denne måde vil kristne være enige og forenede, både i lære og i moral.

Når der opstår uoverensstemmelser

Det vil ikke sige at de kristne får at vide hvad de skal gøre i alle tænkelige situationer. I de fleste tilfælde må de selv tage stilling til hvad de vil gøre. Som eksempel kan nævnes en situation der var opstået i Korinthermenigheden i det første århundrede. Flere havde betænkeligheder ved at spise kød der måske stammede fra et afgudstempel. Nogle mente at hvis de spiste den slags kød, gjorde de sig skyldige i afgudsdyrkelse, mens andre mente at det ikke havde noget at sige hvor kødet kom fra. Det var et følsomt emne, og da Paulus skulle besvare spørgsmålet, opstillede han ikke en regel for hvad den enkelte skulle gøre. Han anerkendte at der var mulighed for at træffe forskellige afgørelser. * — 1 Korinther 8:4-13.

I dag kan kristne træffe afgørelser der er forskellige fra andre kristnes med hensyn til beskæftigelse, helbredsproblemer, fritid og meget andet hvor der er tale om et rent personligt valg. Sådanne forskelle ville måske forurolige nogle. De synes måske at det kunne føre til uoverensstemmelser og splittelse i menigheden. Det behøver dog ikke at være tilfældet. Lad os tage et eksempel. Komponister har kun et begrænset antal toner at arbejde med, og dog er mulighederne for at skrive smuk musik uendelige. På samme måde kan kristne træffe forskellige valg inden for de gudgivne princippers ramme. De har et vist mål af frihed til at træffe et personligt valg.

Hvordan er det muligt at bevare den kristne enhed samtidig med at man respekterer den enkeltes ret til at træffe et personligt valg? Svaret er kærlighed. Kærlighed til Gud får os til villigt at indordne os under Guds bud. (1 Johannes 5:3) Kærlighed til næsten får os til at respektere andres ret til at træffe en personlig afgørelse i overensstemmelse med deres samvittighed. (Romerne 14:3, 4; Galaterne 5:13) Paulus var et godt eksempel i denne henseende. I et lærespørgsmål underordnede han sig det styrende råds afgørelse. (Mattæus 24:45-47; Apostelgerninger 15:1, 2) Men samtidig opmuntrede han alle til at respektere deres trosfællers samvittighed i tilfælde hvor det var overladt til den enkelte selv at vælge. — 1 Korinther 10:25-33.

Ingen bør altså fordømmes for at træffe en afgørelse som hverken strider mod Bibelen eller mod vedkommendes egen samvittighed. (Jakob 4:12) På den anden side vil den som er loyal, ikke stå fast på sin personlige ret til at gøre et eller andet hvis det skader en andens samvittighed eller det går ud over menighedens enhed. Man vil heller ikke insistere på at man har ret til at handle på en bestemt måde, hvis der er tale om noget som tydeligvis er forbudt i Guds ord. (Romerne 15:1; 2 Peter 2:1, 19) Kærlighed til Gud bør tilskynde os til at bringe vores samvittighed i overensstemmelse med Guds tanker. Det vil igen medvirke til at fremme enheden i menigheden. — Hebræerne 5:14.

[Fodnote]