Bliver det nogen sinde bedre?

I DAG har Verdenssundhedsorganisationen og andre organisationer iværksat programmer til sygdomsovervågning og -bekæmpelse. Forskellige organer udbreder oplysninger og fremmer forskningen i nye medikamenter og sygdomsbekæmpende foranstaltninger, alt sammen i et forsøg på at tackle det voksende problem med insektoverførte sygdomme. Enkeltpersoner og samfund kan også gøre meget for at skaffe sig oplysninger og beskytte sig. Beskyttelse af enkeltpersoner er dog ikke det samme som at have kontrol med sygdom i hele verden.

Mange eksperter mener at internationalt samarbejde og mellemfolkelig tillid er afgørende for at det kan lykkes at bekæmpe sygdom. Journalisten Laurie Garrett, som har modtaget Pulitzerprisen, skriver i sin bog The Coming Plague — Newly Emerging Diseases in a World out of Balance: „Den hurtigtvoksende verdensomspændende interaktion mellem folk og lande kræver at mennesker overalt på jorden lader være med at betragte deres nabolag, provins, land eller verdensdel som deres helt egen økosfære. Mikroorganismer og smittebærere tager ikke hensyn til de kunstige, menneskeskabte grænser.“ Opstår der en epidemi i ét land, vækker det hurtigt bekymring — ikke kun i nabolandene, men i hele verden.

 Nogle regeringer og folkeslag er fortsat mistænksomme over for enhver ’indblanding’ fra udlandet, selv når det drejer sig om programmer til sygdomsbekæmpelse. Dertil kommer at politisk kortsynethed og grådig kommercialisme ofte vanskeliggør en samlet international indsats. Vil mikroberne få overhånd i menneskets kamp mod sygdom? Føromtalte miljøskribent, Eugene Linden, som tror at det vil gå sådan, skriver: „Tiden er ved at løbe ud.“

Grund til håb

Videnskabelige og tekniske fremskridt kan ikke følge med i kapløbet mod sygdom. Og problemet med de insektoverførte sygdomme er blot en af de mange trusler mod menneskets helbred. Men der er grund til håb. Selv om forskerne kun lige er begyndt at forstå de komplekse forbindelser der er blandt alt levende, erkender de jordens evne til at restituere sig. Vores klode har indbyggede mekanismer som kan genoprette balancen i økosystemerne. Skove vokser for eksempel tit frem igen hvor de tidligere er blevet ryddet, og forholdet mellem mikroorganismer, insekter og dyr er tilbøjeligt til med tiden at stabiliseres.

Hvad vigtigere er, naturens komplicerede opbygning peger på en Skaber, en som har sat jordens mekanismer i gang. Mange forskere har indrømmet at der må stå en højere intelligens bag jordens tilblivelse. Ja, alvorligt tænkende mennesker må erkende at det er svært at benægte eksistensen af en Gud. Bibelen beskriver Skaberen, Jehova Gud, som almægtig og kærlig. Han er stærkt interesseret i at vi bliver lykkelige.

Bibelen forklarer også at vi har arvet ufuldkommenhed, sygdom og død fordi det første menneske syndede med overlæg. Betyder det at menneskeheden er dømt til at lide under sådanne forhold i al evighed? Nej! Det er Guds hensigt at omdanne jorden til et paradis hvor mennesker kan leve side om side med hans andre skabninger, både store og små. Bibelen forudsiger at der vil komme en verden hvor ingen skabninger, hverken store rovdyr eller små insekter, vil udgøre nogen fare for mennesket. — Esajas 11:6-9.

Menneskene vil selvfølgelig skulle bidrage til at bevare disse gode forhold — både socialt og økologisk. Gud pålagde mennesket at „tage sig af“ jorden. (1 Mosebog 2:15) I det fremtidige paradis vil menneskeheden klare denne opgave til fuldkommenhed ved at adlyde Guds anvisninger. Vi kan altså se frem til den dag da „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24.