„Regner det aldrig i Lima?“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I PERU

Hvis du skulle komme til Peru, vil du muligvis høre nogen sige: „Det regner aldrig i Lima.“ Det har du måske svært ved at tro her midt i den kølige og fugtige luft der får dig til at ryste af kulde.

LIMA, hovedstaden i Peru, ligger i en stor, udstrakt ørken langs Sydamerikas Stillehavskyst. I dette område kan man opleve et af verdens mest usædvanlige klimaer. Denne regnfattige stribe land strækker sig fra Sechuraørkenen i de nordligste egne af Peru helt ned til Atacamaørkenen i det nordlige Chile.

Dette tørkeprægede kystområde ligger mellem de forrevne Andesbjerge og det azurblå Stillehav. På afstand ser det ud som om der langs kysten ikke er andet end golde, ujævne bakker af sten og sand i et væld af beige og brune nuancer. Erosionen har revet en mængde brune klippestykker løs, som ligger spredt ud over bakkeskråningerne. Og disse sten bliver lidt efter lidt skubbet ned mod havet af de hyppige jordskælv i området.

Når klippestykkerne omsider er nået ned til kysten, maler Stillehavets voldsomme bølger dem langsomt til sand, som af vinden blæses sammen til halvmåneformede klitter. Visse steder i dette enorme ørkenområde er der ikke målt nedbør i tyve år, hvilket gør det til et af de tørreste steder på jorden. Men hvorfor er dette område så regnfattigt?

Andesbjergenes regnlæ

Noget af forklaringen er at passatvindene blæser fra øst mod vest. Når vindene støder mod Andesbjergenes savtakkede bjergrygge, tvinges de opad og bliver derved afkølet. Det bevirker at den fugtighed de bringer med sig, fortættes og falder som regn eller sne, hovedsagelig på bjergkædens østlige side. Man kan derfor sige at den vestlige side af bjergene ligger i et regnlæ.

Desuden fører hverken den kolde peruanske strøm, også kaldet Humboldtstrømmen, der er en nordgående strøm fra Antarktis, eller de vinde der blæser ind fra det sydlige Stillehav, ret meget fugtighed med sig. Alt dette er medvirkende til at der dannes en meget tør, men ikke varm, ørken. Selv om det regner sparsomt, er luftfugtigheden i Peru mærkelig nok meget høj, især i regntiden, som er den peruanske vinter  der strækker sig fra maj til november. Hvor stammer fugtigheden fra?

Garúaen

Om vinteren hænger der et lavt skydække over kysten, og en tyk havgus, en tågedis som peruanerne kalder garúa, kommer ind fra Stillehavet. I denne periode kan der gå måneder uden at man får et glimt af solen. Det giver ørkenen et køligt, ja, nogle vil måske sige et trist klima. Området ligger ganske vist i troperne, men gennemsnitstemperaturen i Lima om vinteren er kun på 16 til 18 grader. I vinterperioden kan den relative luftfugtighed nå helt op på 95 procent uden at det regner. Som beskyttelse mod den fugtige og gennemtrængende kulde pakker indbyggerne i Lima sig varmt ind, for de har lært at tilpasse sig vejret. *

Den lette finregn om vinteren er nok til at gaderne i Lima bliver våde, og til at ørkenvegetationen, der har været i dvale, igen kommer til live på kystens høje bakkedrag. Store flokke af får, geder og kvæg tager for sig af det grønne græs der nu spirer frem. I nogle byer har man desuden siden begyndelsen af 1990’erne opsamlet den lavthængende tågedis ved hjælp af store plastnet. Vandet bruges som drikkevand og til havevanding.

Fugten fra tågen og skyerne er dog ikke tilstrækkelig til at de vildtvoksende planter kan trives året rundt. I Lima falder der sjældent mere end 50 millimeter nedbør på et år, og størstedelen falder i forbindelse med garúaen. Derfor er det eneste der kan trives i dette tørre område langs kysten, de grønne planter der bliver vandet af små floder, som bringer det livgivende vand ned fra de sneklædte Andesbjerge. Set fra luften ligner de små floddale grønne  bånd der ligger tværs over den tørre kystslette.

Hvordan man lever uden regn

Perus gamle kulturer langs kysten — for eksempel Chimú- og Moche-kulturen — byggede sindrige vandingsanlæg for at overleve i det tørre klima. Ligesom i fortidens Ægypten var sådanne storstilede landbrugsprojekter livsgrundlaget for højtudviklede civilisationer. De gamle peruanere anvendte soltørrede lersten når de byggede veludviklede byer med blandt andet pyramidetempler, store mure og reservoirer. Da det meget sjældent regner, er ruinerne velbevarede, og det har givet arkæologerne et godt indblik i hvordan livet udspillede sig i Peru i tiden før Columbus. I dag er mange bebyggelser langs kysten stadig afhængige af de istandsatte akvædukter  og kanaler som blev bygget for tusinder af år siden.

Fortidens ørkenboere opdagede at jorden er meget frugtbar de steder hvor der er vand. Kunstvandingsprojekter langs kysten i Peru gør det i dag muligt at dyrke mange forskellige slags afgrøder, som for eksempel bomuld, ris, majs, sukkerrør, vindruer, oliven og asparges, så vel som andre grøntsager og frugter. På nuværende tidspunkt bor cirka halvdelen af Perus befolkning, som er på cirka 27 millioner indbyggere, på denne smalle kyststribe.

Når det endelig regner

Det sker dog at det regner i nogle områder af ørkenen, inklusive Lima. Med få års mellemrum må den kølige Humboldtstrøm vige for varmere havstrømme fra det vestlige Stillehav. Dette fænomen der kaldes El Niño, varsler at der snart kommer regn. I årene 1925, 1983 og 1997/98 var fænomenet El Niño særlig voldsomt. Det er ikke svært at forestille sig at indbyggerne i denne ørken, som stort set ikke er vant til regn, er dårligt forberedte på sådanne skybrud og de deraf følgende oversvømmelser.

Byen Ica i Peru blev i 1998 ramt af en sådan oversvømmelse. Ica-floden oversvømmede store dele af byen, og lerstenshusene gik i opløsning. Det gavnede dog andre dele af ørkenen som optog væden og blev til frodige græsgange. Sidste gang El Niño-fænomenet forekom, blev størstedelen af Sechuraørkenen forvandlet til en have med smukke blomster, der leder tanken hen på Guds løfte om at ørkenen en dag vil „blomstre som krokusen“. (Esajas 35:1) Den kraftige regn har også skabt en stor sø i ørkenen. Man skønner at søen som aviserne har døbt La Niña, er cirka 300 kilometer lang og 40 kilometer bred.

Perus store kystørken er endnu et eksempel på de mange forskellige naturfænomener der findes på vores planet. Selv om det sjældent regner, er dette tørre land, som følge af kunstvanding og den rette anvendelse af det dyrebare vand, blevet et behageligt hjemsted for millioner af mennesker.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 27]

Affald der giver afkast

Det kolde, næringsrige hav ud for Peru har i tusinder af år forsynet millioner af havfugle med føde — hovedsagelig i form af sardiner og ansjoser. Området er regnfattigt, så fuglenes ekskrementer hobede sig i årenes løb op til enorme dynger på øerne langs kysten. Nogle af disse dynger var over 30 meter høje! Inden spanierne ankom, havde man opdaget at disse ekskrementer, kaldet guano efter det indianske ord på sproget quechua, var et fortrinligt gødningsmiddel. I slutningen af det 19. århundrede begyndte peruanerne med stor succes at eksportere guano, indtil det på verdensmarkedet blev erstattet af kemiske gødningsmidler. Da det skete, var de gamle dynger opbrugt. I dag stammer guanoen for det meste fra fuglenes nuværende produktion.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Lima

[Illustration på side 25]

Stillehavskysten syd for Lima

[Kildeangivelse]

© Yann Arthus-Bertrand/CORBIS

[Illustration på side 25]

Sechuraørkenen langs Perus kyst

[Illustrationer på side 26]

Plastnet til opsamling af tåge i Mejía, Peru

Inkaernes oprindelige vandkanaler fungerer stadig i Ollantaytambo, Peru

[Kildeangivelser]

© Jeremy Horner/CORBIS; indsat billede: Med tilladelse af velgørenhedsorganisationen FogQuest; www.fogquest.org

[Illustration på side 26]

Skybrudsagtig regn, som man mener er et udslag af vejrfænomenet El Niño, forårsagede den 30. januar 1998 en alvorlig oversvømmelse i Ica, Peru

[Kildeangivelse]

AP Photo/Martin Mejia