Millioner vil overvære begivenheden — Kommer du også?
Millioner vil overvære begivenheden — Kommer du også?
■ HVORHEN? Til et af områdestævnerne under temaet „Giv Gud ære“ som bliver holdt hundreder af steder i hele verden. Programmet varer tre og en halv dag og er arrangeret af Jehovas Vidner med det formål at hjælpe alle som elsker Gud, til at leve på en sådan måde at de giver deres Skaber den ære han fortjener.
Stævnets første dag vil fokusere på temaet „Frygt Gud og giv ham ære.“ (Åbenbaringen 14:7) „Skaberværket forkynder Guds ære“ er titlen på et foredrag der vil hjælpe os til at forstå hvordan Jehovas egenskaber ’ses klart’, eller „fornemmes i de ting der er frembragt“. (Romerne 1:20) Det opmuntrende foredrag over stævnets tema „Herlige profetiske syner ansporer os“ er en stærk opfordring til alle tilstedeværende om at have de vigtige begivenheder i tanke som Guds ord har forudsagt vil indtræffe i vor tid.
Stævnets anden dag bærer temaet „Du er værdig, Jehova, . . . til at modtage herligheden“. (Åbenbaringen 4:11) „Amos’ profeti — dens budskab til os i dag“ er titlen på et symposium i tre dele som vil understrege betydningen af profetens advarsler til os i dag. Foredraget „’Det gode land’ — et glimt af Paradiset“ vil øge vores værdsættelse af det område Jehova gav sit folk i fortiden, og danne afslutningen på dagens program.
Stævnets tredje dag vil have temaet „Forkynd om hans herlighed blandt nationerne“, som er baseret på Salme 96:3. Blandt højdepunkterne er et symposium med titlen „Genspejl Jehovas herlighed“. Dette indlæg i tre dele vil skitsere hvordan vi kan være mere effektive i forkyndelsen. Herefter følger dåbsforedraget og dåben — et højdepunkt ved alle Jehovas Vidners stævner. Om eftermiddagen holdes foredraget „Hadet uden grund“, og indlægget „Vær på vagt over for ’de fremmedes stemme’“ vil give aktuelle advarsler mod „falske lærere“ som prøver at vildlede Guds folk med „falske ord“. (2 Peter 2:1, 3) Foredraget „Vore børn er en dyrebar arv“ vil afslutte dagens program og være til glæde for både forældre og børn.
Stævnets sidste dag vil være bygget over temaet „Gør alt til Guds ære“. (1 Korinther 10:31) Foredraget „Hvordan unge priser Jehova“ vil blive ledsaget af en række interviews. Desuden omfatter formiddagens program et 45-minutters skuespil med titlen „Forkynd frimodigt trods modstand“. Eftersom religion konstant er nyhedsstof, vil det offentlige foredrag behandle emnet „Giv Gud ære — Hvem gør det i dag?“ Foredraget „Bliv ved med at ’bære megen frugt’ til Jehovas ære“ vil danne en opildnende afslutning på stævnet.
Dette er blot nogle få af de opmuntrende indlæg der vil kunne høres ved Jehovas Vidners områdestævner „Giv Gud ære“. Du vil sikkert gerne overvære hele stævnet, fra torsdag til søndag. I Danmark afholdes der et internationalt stævne med deltagelse fra 41 lande. Det foregår på Brøndby Stadion og i Brøndby Hallen i dagene fra den 17. juli til den 20. juli, og du er hjertelig velkommen.