Nairobi National Park — Hvor dyrene strejfer frit omkring

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

KLOKKEN er halv syv om morgenen. I horisonten mod øst ligner den opstigende sol en stor, skarlagenrød og prægtigt funklende juvel. Dens gyldne stråler trænger igennem glasruderne i de høje kontorbygninger og bebuder begyndelsen på en ny dag. Ikke langt fra bygningerne udspiller der sig et bemærkelsesværdigt drama.

Skjult i det høje græs har en løve i nogen tid fulgt en græssende impala. Den unge antilope fornemmer faren og springer hurtigt af sted, men løven er lige i hælene på den. Den vilde jagt er begyndt. Hvis løven fanger antilopen, træder jungleloven i kraft, og den stakkels impala får sin dødsdom.

Sådanne forrygende jagter er en daglig foreteelse i Nairobi National Park, der ligger lige uden for Kenyas hovedstad, Nairobi. Her lever dyr og mennesker som nærmeste naboer. Således kunne man i 1962 se en løve gå omkring uden for et luksushotel, som om den ville kræve sit tidligere så vidtstrakte område tilbage. Hvordan gik det til at dyrene og byboerne kom til at dele territorium?

En vanskelig begyndelse

Det var ikke nogen let opgave at få parken etableret. Adskillige forhindringer måtte overvindes inden dyrene kunne nyde godt af et velbeskyttet hjem. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede strejfede de uhindret omkring i store dele af Østafrika. Her har man altid haft et nært forhold til de utæmmede dyr og ladt kvæget græsse i deres nærhed. Visse kvægavlere betragtede endda nogle af disse dyr som ’reservekvæg’ til nødsituationer!

Men så strømmede det ind i landet med storvildtjægere der var bevæbnede med geværer, og som for en stor dels vedkommende gerne ville samle  sig så mange trofæer som muligt. Blandt dem var den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt, som kom til Kenya i 1909 for at skaffe forskellige dyr til zoologiske museer. Med sine 600 bærere og professionelle jægere nedlagde han over 500 dyr og sendte deres skind hjem. Omtrent i samme periode optrådte en anden kendt storvildtjæger — Edward, prinsen af Wales. Disse mænd gjorde det populært at gå på safari og jage storvildt. Samtidig havde geværet bevirket at det var blevet let at sigte og ramme, lettere end med den traditionelle bue og pil.

Færdiggørelsen af den berømte jernbanelinje til Uganda tværs gennem Kenya åbnede mulighed for at mennesker kunne bosætte sig omkring Nairobi. På den måde blev dyrenes bevægelsesfrihed yderligere begrænset, og det så ud til at de helt skulle forvises fra området.

I løbet af 1930’erne var der endelig nogle folk der begyndte at tale dyrenes sag. Blandt dem var Archie Ritchie, der på det tidspunkt var jagtbetjent, og Mervyn Cowie, som var revisor. De arrangerede møder og udsendte pressemeddelelser for at bevæge kolonialadministrationen til at oprette en nationalpark der ville medvirke til at begrænse — om ikke standse — den hensynsløse nedslagtning af dyr. Regeringen var dog ikke særlig tilbøjelig til at gå med på idéen. Man var ikke parat til at afse land til det ene formål at opretholde plante- og dyrelivet i et område som var på vej til at blive den største bymæssige bebyggelse i Østafrika.

Fredningsbestræbelserne stødte på endnu en hindring under Anden Verdenskrig, da tropper som holdt øvelser, gav det område hvor parken ligger nu, en ublid medfart. Dyrene blev også ofre for krigen. Soldaternes stadige tilstedeværelse i området bevirkede at dyrene mistede deres menneskefrygt og øgede således risikoen for at nogle af rovdyrene blev menneskeædere. For ikke at tage nogen chancer dræbte man nogle af dyrene, deriblandt den berømte løvinde Lulu og hendes dejlige flok.

Som følge af en holdningsændring fra myndighedernes side blev mange af hindringerne dog overvundet, og fredningstilhængerne opnåede hvad de ville. Det blev en vanskelig fødsel med en lang og turbulent ventetid, men den 16. december 1946 var tiden inde; Nairobi National Park, den første park af sin slags i Østafrika, så dagens lys, og Kenyas daværende guvernør, Sir Philip Mitchell, underskrev ’fødselsattesten’.

Et paradis for de besøgende

I forhold til andre vildtreservater i Østafrika er Nairobi National Park ikke særlig stor. Reservatets areal anslås til at være knap 120 kvadratkilometer, og hovedindgangen ligger mindre end 10 kilometer fra Nairobis bymidte. Det er denne beskedne størrelse der har gjort parken berømt. Kun få steder på jorden kan den besøgende opleve et dyrereservat med et panorama som dette — med den usædvanlige kontrast mellem den hurtigtvoksende storby Nairobi og den afrikanske bush.

Parkens beskedne areal medfører at de besøgende har større chancer for at møde de store dyr end de har i de mere vidtstrakte naturparker og reservater — det gælder de fleste dyr lige bortset fra elefanten. Nairobi National Park rummer 100 pattedyrarter og mere end 400 fuglearter. Parken ligger tæt ved indflyvningsruten til Nairobis internationale lufthavn.

Som turist i Nairobi kan man i løbet af nogle få minutter komme direkte fra komforten på et moderne storbyhotel — forbi stilrene kontorbygninger — ud til ældgamle sletter, bush-områder og skove. Her kan man se løver og andre jagende dyr udfolde sig. Disse rovdyr, der med storbyens funklende skyskrabere som  baggrund jager deres bytte, er et uforglemmeligt syn.

I reservatet er der et myldrende dyreliv. Her kan man blandt andet møde sortbøfler, leoparder, geparder, giraffer, forskellige slags aber, adskillige antilopearter og de sjældne og truede sorte næsehorn. De fleste af disse dyr holder permanent til i parken. I tørtiden (februar-marts og august-september) kan man se store flokke af omvandrende dyr, blandt andet gnuer, der gør holdt ved reservatets mange vandhuller.

Nogle vandhuller fungerer som tilholdssted for grupper af flodheste. Disse tøndeformede kolosser holder sig neddykket om dagen og kommer op om natten for at græsse. Rundt om vandhullerne er der markerede naturstier så man har mulighed for at lade bilen stå og gå en tur. Men lige et advarende ord: Den slags slentreture kan være meget farlige fordi der ved nogle af vandhullerne findes rovgriske krokodiller, som af og til ligger og daser på bredderne — upåagtet af den intetanende safariturist. For at undgå at blive krokodilleføde gør man klogt i at følges med en af de erfarne parkopsynsmænd.

Parken rummer mange kendte fugle. En af dem der har fundet sig en permanent adresse her, er strudsen, der med sin højde på 2 meter er verdens største fugl. Og højt oppe på himmelen ser man den upopulære grib kredse rundt og passe sit hverv som skraldemand. Denne fugl, der umiddelbart kan virke frastødende, er til stor gavn for miljøet i parken fordi den fjerner ådsler, som ellers kunne være grobund for bakterier der skader andre dyr.

Af og til får du måske øje på en sekretær. Denne fugl har bag sine ører nakkefjer som kan minde om de fjerpenne sekretærerne skrev med i gamle dage. Det virker som om sekretæren altid har travlt og iler fra det ene møde til det andet. I parken er der også hammerfugle, krontraner, saddelstorke og kohejrer.

Så lille parken end er, udgør den dog et økologisk mesterværk. Mod vest ligger der en skov som dækker 6 procent af parkens areal, og som årligt får mellem 700 og 1100 millimeter regn. Her finder man et væld af forskellige træer, deriblandt den smukke kroton. Den sydlige og østlige del består af vidtstrakte sletter, dale og bjergkamme, og her falder der årligt mellem 500 og 700 millimeter nedbør. Slavedadler, høje græsarter og flere akaciesorter giver området et typisk savannepræg.

De storslåede klipper byder på endnu et imponerende syn med deres stejle vægge som rejser sig 100 meter op over dalen. De kan være udmattende at bestige selv for de mest entusiastiske bjergbestigere — hvis disse overhovedet vover forsøget!

En truet park

Mange naturfredningsproblemer har én fællesnævner: mennesket. Takket være menneskets bestræbelser for at ’fremme udviklingen’ vil Nairobi National Park måske snart høre fortiden til. Nairobi, storbyen der gav stødet til at parken blev verdensberømt, fortsætter med at vokse og brede sig og lader ikke meget plads tilbage til dyrene. Efterhånden som flere og flere bosætter sig i byområdet, stiger efterspørgselen efter jord, og dyrene kan kun se til. Spildevand fra nærliggende fabrikker er også en trussel mod alle former for liv i parken.

Noget andet der truer parkens bevarelse, er at visse dyrearter hindres i at bruge den under deres vandringer. En stor del af parken er indhegnet for at afholde dyrene fra at forvilde sig ind i byen. Tiltagende land- og kvægbrug spærrer i stigende grad passagen gennem det smalle uindhegnede område på parkens sydside som gør det muligt for dyrene at komme ind og ud af reservatet. En fuldstændig lukning kunne få tragiske følger. Dyr der bevæger sig ud for at finde græsgange, får måske aldrig mulighed for at komme tilbage igen. For at bevare en passage til de dyr der er på vandring, har Kenya Wildlife Service, landets ledende fredningsorganisation, fået en lejekontrakt på den jord der grænser op til parken. På trods af problemerne tiltrækker Nairobi National Park hvert år fortsat tusinder af besøgende der har lyst til at opleve parkens skønhed og slående kontrast til omgivelserne.

[Illustration på side 24]

Giraf

[Illustration på side 25]

Leopard

 [Ilustration på side 26]

En flok marabustorke

[Ilustration på side 26]

Krokodille

[Ilustration på side 26]

Løve

[Ilustration på side 26]

Krontrane

[Ilustration på side 26]

Sort næsehorn

[Ilustration på side 26]

Struds