Jeg prøvede at tjene to herrer

FORTALT AF KEN PAYNE

Jeg er født i 1938 og opvokset på min farfars ranch i New Mexico, USA. Vi havde 9700 hektar land som bestod af prærier og vandløb med bjerge i baggrunden. Jeg husker tydeligt lydene af får, kvæg og heste foruden den ringlen der kom fra cowboyernes sporer. Somme tider lyttede jeg til vinden i græsset som var en stærk modsætning til kildirernes høje, skingre sang omkring vandtanken.

DEN påvirkning man bliver udsat for tidligt i livet, kan gøre et dybt og varigt indtryk. Som barn tilbragte jeg mange timer med min farfar, der var god til at fortælle historier fra det vilde vesten. Han kendte endda folk der havde fulgtes med Billy the Kid, en ung lovløs der døde i 1881 i en alder af 21 med en hel del mord på samvittigheden.

Mine forældre var Jehovas Vidner. De tog mig med til Hondodalen hvor vi forkyndte i hele området — fra den ene ende til den anden. Vi besøgte isolerede rancher og hytter af tørrede lersten. Ofte havde de en grammofon med og afspillede plader med J.F. Rutherfords bibeloplæsning. Rutherfords stemme har prentet sig uudsletteligt i min hukommelse. * Vi spillede hans foredrag for alle slags mennesker — ranchejere, mexicanske farmere og indianere, blandt andet apacher og puebloindianere. Noget jeg elskede, var at gå på gadearbejde med bladene; kun få afviste en lille dreng, selv i krigsårene.

Ja, jeg havde en god baggrund. Jeg gav dog ikke agt på Jesu advarsel: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Mattæus 6:24) Jeg ville ønske jeg kunne se tilbage på et lykkeligt liv i heltidstjenesten. Men meget tidligt blev jeg ledt bort fra dette mål af en anden ’herre’. Allerede da jeg var 3 år skete der noget som satte sig varige spor. Hvad var det?

Flyvning blev min lidenskab

Tilbage i 1941 landede der en Piper Cub ved vores lade. Den blev brugt i bekæmpelsen af  prærieulve der tog vores får. Allerede dengang, i en alder af kun tre år, ville jeg være pilot. Da jeg var 17 flyttede jeg hjemmefra og fik arbejde i en lufthavn i Hobbs, New Mexico, hvor jeg fejede hangarer og gik til hånde på flyene mod at jeg fik flyvetimer. Den kristne tjeneste blev trængt i baggrunden.

Som 18-årig blev jeg gift, og med tiden fik min kone og jeg tre børn. Ud over at give flyveundervisning og flyve med charterfly tjente jeg til dagen og vejen ved at flyve med fly som blev brugt til sprøjtning af afgrøder og til bekæmpelse af rovdyr. Efter at have levet på denne måde i seks år begyndte jeg at flyve for Texas International Airlines, fra Dallas i Texas. Det gav mig mere stabilitet i mit liv, og jeg kunne endda virke som ældste i Denton-menigheden. Jeg ledede også flere bibelstudier, deriblandt et med en luftkaptajn og hans familie, som alle tog imod sandheden fra Bibelen.

I 1973 havde jeg fløjet fly med propelturbine-motorer i cirka tre år, men jeg begyndte at miste interessen da DC-3’eren blev taget ud af drift. Mit hjerte var stadig i New Mexico. Men hvordan skulle jeg kunne forsørge min familie hvis jeg holdt op som pilot?

Kunsten blev min lidenskab

Siden 1961 havde jeg, som hobby, malet motiver fra det vestlige USA, og salget gik strygende. Derfor tog jeg min afsked fra flyselskabet og flyttede tilbage til New Mexico. Men jeg kunne ikke bevare ligevægten. Jeg tillod mig selv at blive opslugt af kunsten. Maleriet, billedhuggeriet og et deltidsjob som pilot tog al min tid. Jeg arbejdede mellem 12 og 18 timer om dagen, og det førte til at jeg forsømte min familie og mit forhold til Gud i alvorlig grad. Hvad skete der så?

Mit ægteskab gik i stykker og endte med skilsmisse. Jeg flyttede nordpå til Montana, hvor jeg slog mig på flasken. En ukristen levevis førte til at jeg slog ind på den samme vej som den fortabte søn i Jesu billedtale. (Lukas 15:11-32) En dag indså jeg at jeg ikke havde en eneste rigtig ven. Selv plejede jeg at sige til folk der havde problemer: „Gå hen til Jehovas Vidner. De kan give jer den hjælp I har brug for,“ og reaktionen var som regel: „Hvorfor er du så ikke selv et Jehovas Vidne?“ Jeg var nødt til at indrømme at man ikke kan være et Jehovas Vidne og leve som jeg gjorde.

I 1978 vendte jeg langt om længe tilbage til New Mexico til den menighed hvor brødrene kendte mig. Det var første gang i mange år at jeg var i en rigssal, og jeg kunne ikke lade  være med at græde. Hvor var Jehova barmhjertig mod mig! Vennerne i menigheden var meget venlige og hjalp mig til igen at følge Jehovas veje.

En ny ægtefælle — en ny begyndelse

I 1980 giftede jeg mig med Karen, en smuk søster som jeg havde kendt i adskillige år. Hun havde to sønner, Jason og Jonathan, fra sit tidligere ægteskab. Hendes dybe kærlighed til Jehova bragte stabilitet ind i mit liv, og vi fik yderligere to dejlige sønner, Ben og Phillip. Men vores liv blev ikke nogen dans på roser. Tragedien lurede forude.

Jeg satte mig grundigt ind i billedkunst og kunne sidde i timevis og studere komposition, proportion og perspektiv samt anatomi — især hestens. Jeg var særlig inspireret af motiver fra det vilde vesten og begyndte at lave skulpturer af ler: heste, indianere til hest, cowboyer og endda en læge fra gammel tid kørende med en lille hestevogn. Det blev efterhånden en succes, så jeg besluttede mig for at åbne et galleri. Karen fandt på navnet ’Mountain Trails Gallery’.

I 1987 åbnede vi et galleri i Sedona, Arizona, under dette navn. Mens Karen passede galleriet, arbejdede jeg på mit atelier derhjemme og så efter drengene. Da drengene blev syge og salget samtidig gik dårligt, besluttede vi at bytte så Karen kom til at gå hjemme og passe drengene. Jeg tog leret med til butikken og begyndte at modellere direkte foran kunderne. Fra da af gik salget væsentligt bedre!

Folk begyndte at stille spørgsmål vedrørende de bronzeskulpturer jeg lavede. Jeg forklarede hvor jeg fik mine motiver fra, og fortalte samtidig historier fra det vilde vesten med navne, steder og begivenheder som jeg havde fået kendskab til fordi jeg havde læst meget om emnet. Folk viste stor interesse for de skulpturer jeg arbejdede på, og nogle ville endda give et beløb på forhånd og betale resten når skulpturen var støbt i bronze. Det affødte udtrykket ’førstøbningssalg’. Det blev omgående en succes, og forretningen gik så godt at vi endte med at have tre gallerier og et stort støberi med 32 ansatte. Men det tog utrolig meget af min energi. Karen og jeg spekulerede på hvordan vi kunne komme ud af denne trædemølle, så vi bad til Jehova. På det tidspunkt var jeg ældste og vidste at jeg kunne gøre mere.

Tilbage til tjenesten for én herre

I 1996 da kredstilsynsmanden besøgte vores menighed, spurgte han om vi ville spise til middag med ham. Allerede inden måltidet lod han bomben springe: Han spurgte om vi ville overveje at flytte til navajoreservatet for at hjælpe til med at oprette en ny menighed i Chinle. Sikken en udfordring! Vi havde ved flere lejligheder besøgt reservatet og været med i forkyndelsen i noget af dette afsidesliggende distrikt. Et nyt mål! Her var vores chance for at komme ud af materialismens ubarmhjertige trædemølle og vie mere tid til Jehova og hans folk. Snart tjente vi igen kun én herre.

Carusettafamilien, som var vores gode venner, og hvor faderen var ældste, blev opfordret til at slutte sig til os i forbindelse med dette projekt. Vi solgte hver især vores hus og købte mobile homes, som vi kunne anbringe i reservatet. Jeg solgte gallerierne og til sidst også støberiet, og vores forenklede liv betød at vi var fri til at gøre mere i den kristne tjeneste.

I oktober 1996 holdt den nye menighed i Chinle sit første møde. Siden har forkyndelsen bredt sig som ringe i vandet blandt navajoindianerne, og vores menighed har nogle dygtige navajo-pionerer. Vi er begyndt at lære dette vanskelige sprog i håb om at man så vil tage imod os selv om vi ikke er navajoer. Med tilladelse fra de indianske myndigheder har vi købt en grund og bygget en rigssal i Chinle, som blev indviet i juni i år.

Vi rammes af en tragedie

Mens jeg selv var nødt til at blive i Chinle, tog Karen i december 1996 drengene med på en lille tur til Ruidoso i New Mexico. Under en skitur ramte vores 14-årige søn, Ben, en kampesten og døde. Det var et frygteligt chok og en stor sorg for os, ja, en grufuld prøve. Bibelens håb om en opstandelse har hjulpet os igennem  denne tragedie. Den støtte vi fik af vores kristne brødre, var også en kolossal hjælp. Da vi holdt en mindehøjtidelighed for Ben i rigssalen i Sedona, hvor vi havde boet i flere år, strømmede det til med navajoer. Aldrig havde de omkringboende set så mange på en gang! Brødrene og søstrene fra Chinle-menigheden var taget hele vejen fra reservatet, mere end 300 kilometer, for at støtte os.

Det er skønt at se de åndelige fremskridt der er sket med Phillip, Bens lillebror. Han er til stor glæde for os og har desuden nogle gode åndelige mål. Han leder flere bibelstudier og har også haft et med en lærer. Men vi længes alle efter at se Ben igen i den nye verden som Jehova har lovet os. — Job 14:14, 15; Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:1-4.

Karen og jeg er blevet velsignet med en kærlig familie der bakker os op. Min stedsøn Jonathan tjener Jehova sammen med sin kone, Kenna, det gælder også min yngste søn af første ægteskab, Chris, og hans kone, Lorie. Vores børnebørn Woodrow og Jonah har elevopgaver på Den Teokratiske Skole. Min far døde i 1987, men i en alder af 84 år er min mor stadig aktiv i tjenesten, ligesom min bror, John, og hans kone, Cherry.

Jeg har på min egen krop erfaret sandheden i Jesu ord: „Ingen kan trælle for to herrer . . . I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ Den dag i dag kan kunsten lægge meget beslag på mig, men jeg har lært hvor vigtigt det er at bevare ligevægten og hele tiden være på vagt så kunsten ikke igen kommer til at overskygge alt andet. Det er langt bedre at følge den opfordring apostelen Paulus giver os: „Mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.

[Fodnote]

[Illustration på side 18, 19]

Min flyvemaskine i 1996 i Chinle

[Illustration på side 19]

En bronzeskulptur med navnet ’Ingen tid til tøven’

[Illustration på side 21]

Vi mødes for at studere Bibelen dér hvor der nu ligger en rigssal

[Illustration på side 21]

Jeg forkynder ved en typisk navajohytte

[Illustration på side 21]

Sammen med min kone, Karen