Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tambili — kokosnøddens „konge“

Tambili — kokosnøddens „konge“

Tambili — kokosnøddens „konge“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SRI LANKA

TAMBILI er det singalesiske navn for en særlig kokosnød der på engelsk ofte kaldes kokosnøddens „konge“. Tambili-palmen er en meget smuk palme, som efter seks til otte år frembringer klaser af store, orangegule nødder, og den bærer frugt året rundt. Tambili-nødden er omkring 30 centimeter lang og vejer cirka halvandet kilo. Den findes overalt på den tropiske ø Sri Lanka. På singalesisk henviser ordet tambili ikke blot til nødden, men også til dens markante orangegule farve.

Hvordan drikker man af en tambili? Frugten plukkes inden den er moden. Toppen skæres af kokosnødden, og der laves et hul i nødden, som indeholder omkring en liter drikkeklar væske kaldet tambili-vand. Det sødlige, næsten klare, kokosvand smager godt og er meget næringsrigt. På Sri Lanka viser man blandt andet gæstfrihed ved at servere tambili-vand for en træt og tørstig gæst.

Når man rejser rundt i Sri Lanka, er der alle vegne boder der sælger tambili til lave priser. Sælgeren skærer behændigt toppen af nødden, sætter et sugerør i, og, voila, du har nu en ren, sund og forfriskende drik. Den mere eventyrlystne turist får måske lyst til at drikke af tambili-nødden ligesom de lokale gør, ved at bøje nakken tilbage og drikke vandet direkte af nødden. Men er man uøvet, spilder man nok mere end man drikker.

Enhver singaleser véd hvor god frugten er for helbredet. Det siges at tambili-vand nedsætter kropstemperaturen og har en gavnlig virkning på fordøjelsessystemet. Vandet fra kokosnødden indeholder en del mineraler, nogle kulhydrater, fedtstoffer, calcium, C-vitamin, fosfor, jern og lidt proteiner. Drikkens elektrolytbalance gør den ideel for dem der lider af dehydrering på grund af varmen, har problemer med fordøjelsen eller har kolera. Det er ikke altid man kan garantere at vandkilder er rene, men tambili-nødden er fra naturens hånd hermetisk lukket, så kokosvandet er rent og samtidig sundt.

Hvis du rejser til Sri Lankas frodige tropekyster, er vi overbeviste om at du vil nyde synet af de farvestrålende tambili-palmer, som pryder mange tropiske haver og gyldne strande, og også vil nyde kokosnøddens forfriskende drik.