Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Voldskriminalitet — Et problem der kan løses?

Voldskriminalitet — Et problem der kan løses?

Voldskriminalitet — Et problem der kan løses?

KRIMINALITET hører tilsyneladende uløseligt sammen med vores moderne samfund. Trods de velmente bestræbelser som de sociale myndigheder, politiet og eksperter i rehabilitering af kriminelle gør sig, bliver verden et mere og mere farligt sted at leve. Er der en løsning?

Bibelen viser at der snart vil ske en stor forandring, men den vil ikke komme som følge af jordiske regeringers bestræbelser. Uanset hvor ædle deres intentioner er, har alle jordiske ledere deres begrænsninger. De har ganske enkelt ikke den magt og de ressourcer der skal til for at fjerne årsagen til kriminalitet og indføre en varig og tryg samfundsorden.

Den forandring Bibelen taler om, vil blive gennemført af Skaberen. Eftersom han har dannet universet, har han både magt og ret til at gøre hvad mennesker ikke kan. Bibelen beskriver ham som den „der lader magthavere blive til intet, som har gjort dommerne på jorden til tomhed. . . . Hans kraft [er] så stærk.“ (Esajas 40:23-26) Hvilke forandringer lover Gud, og hvordan giver de os et realistisk håb om en bedre verden?

Salme 37:10 siger angående Guds løfte: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke.“ Gud vil ikke fjerne alle mennesker, kun de ugudelige, de uforbederligt onde som ikke vil forandre sig. De der er villige til at blive sagtmodige, ydmyge og fredelige, får i Salmernes Bog dette løfte: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ Når de onde er væk, vil de der er tilbage, kunne „glæde sig over megen fred“ — en verden fri for kriminalitet af enhver art. — Salme 37:11, 34.

En forandring af sind og hjerte påkrævet

Men for at løse problemet med kriminalitet én gang for alle, er det ikke nok at de onde fjernes fra jorden og de gode lades tilbage. Kriminalitet skyldes ofte at folk er blevet udsat for påvirkninger som resulterer i en forkvaklet måde at føle og tænke på. Men også her vil Guds styre udmærke sig frem for de nuværende jordiske regeringer. Der vil blive sørget for undervisning som vil hjælpe folk til at elske retfærdighed. Esajas 54:13 siger: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“

Det vil give nogle helt fantastiske resultater! Bibelen beskriver billedligt forandringerne hos folk som har haft dyriske egenskaber. Den siger: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen.“ Hvorfor? Fordi „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:6, 9) Men du og din familie behøver ikke at vente så længe på sådanne forandringer. Hvorfor ikke?

Gavnlige virkninger allerede nu

I dag forbereder mange sig til at leve i en verden uden kriminalitet ved at foretage nogle forandringer i deres liv. Allerede nu ifører de sig en ny personlighed, en personlighed som Gud ønsker skal præge de fremtidige indbyggere i hans nye verden. (2 Peter 3:13) De gør det ved at anvende de bibelske principper i deres liv. Bibelen siger: „[I skal] gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:23, 24.

Kolossenserbrevet 3:12-14 beskriver de positive egenskaber som mange retsindige mennesker i dag arbejder på at opdyrke: „Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“

Kunne du tænke dig at få hjælp til at iføre dig en ny, kristen personlighed? Det er der allerede millioner af mennesker rundt om i verden der gør med støtte fra Jehovas Vidner. Ved Jehovas Vidners møder, som holdes regelmæssigt i deres rigssale, og ved store stævner har endog tidligere voldsforbrydere lært at være fredsommelige. * Hvis du kunne tænke dig at få gavn af dette virkningsfulde undervisningsprogram ud fra Bibelen, må du ikke tøve med at kontakte udgiverne af dette blad. De vil med glæde hjælpe dig til at være blandt dem som allerede nu forbereder sig til at leve i Guds nye verden uden kriminalitet.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 10]

Millioner bliver nu oplært til at leve i en verden uden kriminalitet