„Husk paraplyen!“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND

I ENGLAND går de fleste med paraply, for man ved aldrig hvornår det begynder at regne. „Husk paraplyen!“ råber vi til hinanden når vi går ud ad døren — og glemmer den så måske i bussen, i toget eller i en forretning. Ja, vi er tilbøjelige til at tage paraplyen for givet. Og glemmer vi den, kan vi bare købe en ny. Men sådan har det ikke altid været. Før i tiden var det noget helt særligt at have en paraply. *

En fornem historie

De første paraplyer havde ikke noget med regn at gøre. De var symboler på magt og ære og var forbeholdt prominente personer. Flere tusind år gamle skulpturer og malerier fra Assyrien, Ægypten, Persien og Indien viser hvordan tjenere holder solskærme over deres herskere for at beskytte dem mod solen. I Assyrien var det kun kongen der måtte eje en paraply.

Ned gennem historien har paraplyen været et symbol på magt, især i Asien. En herskers status blev bedømt efter hvor mange paraplyer han ejede. Den burmesiske konge blev for eksempel kaldt De Fireogtyve Paraplyers  Herre. Undertiden havde antallet af lag også betydning. I Kina havde kejserens paraply fire lag, og den paraply der tilhørte Siams konge, havde syv eller ni lag. Selv i dag er paraplyen i visse orientalske og afrikanske lande et symbol på magt.

Religiøse paraplyer

Allerede tidligt i paraplyens historie blev den sat i forbindelse med religion. De gamle ægyptere troede at himmelgudinden Nut dækkede hele jorden med sin krop ligesom en paraply. For at få hendes beskyttelse gik folk derfor med deres eget transportable „tag“. I Indien og Kina troede man at en opslået paraply repræsenterede himmelhvælvingen. De første buddhister brugte den som et symbol på Buddha, og kuplerne på buddhistiske monumenter er ofte forsynet med „paraplyer“. Også i hinduismen indgår der paraplyer.

Omkring år 500 dukkede paraplyen op i Grækenland, hvor den blev brugt til at holde over gudebilleder ved religiøse højtider. Athenske kvinder havde solskærme, som blev båret af deres tjenere, hvorimod det var sjældent at se mænd med paraply. Fra Grækenland spredte skikken sig til Rom.

Den romersk-katolske kirke lod paraplyen indgå i de ceremonielle regalier. Det blev almindeligt at paven viste sig under en rød- og gulstribet silkeparaply når han trådte frem, og kardinaler og biskopper havde violette eller grønne paraplyer. Selv i dag finder man i basilikaer en stol til paven som er overdækket af en ombrellone, eller paraply, i pavens farver. Også den kardinal der fungerer som kirkens overhoved efter en paves død og indtil den næste er udnævnt, har i denne periode en ombrellone som sit personlige værdighedstegn.

Fra solskærm til regnskærm

Det var kineserne eller muligvis oldtidens romerske kvinder der fandt på at behandle papirskærme med olie og voks som beskyttelse mod regnen. I Europa gik man dog væk fra at bruge sol- og regnskærme indtil det 16. århundrede hvor italienerne, og senere franskmændene, genoptog den gamle skik.

I det 18. århundrede begyndte kvinder i England at gå med paraply, men mændene nægtede stadig at bruge den slags ’overflødige kvindestads’. Der var dog undtagelser. Ejerne af de såkaldte kaffehuse så fordelen ved at have en paraply klar når kunderne skulle ud til deres hestekøretøjer i dårligt vejr. Også præsterne fandt paraplyen meget praktisk når de forrettede en begravelse i silende regn.

Det var den berejste filantrop Jonas Hanway der fuldstændig ændrede englændernes syn på paraplyen. Han menes at være den første mand der havde mod til offentligt at gå med paraply i London. På sine oversøiske rejser havde han set mænd bruge paraply, og han var besluttet på at trodse de hånende droschekuske der gav ham en kaskade rendestensvand når de kørte forbi ham. Gennem 30 år så man jævnlig Jonas Hanway med paraplyen som sin trofaste følgesvend, og da han i 1786 døde, var det blevet populært blandt både mænd og kvinder at gå med paraply.

At håndtere en paraply var dengang noget af en udfordring. Den var stor, tung og klodset. Paraplyens olierede silke- eller lærredsskærm samt dens ribber og stang af  spanskrør eller ben gjorde det vanskeligt at slå den op når den var våd. Desuden var den ikke vandtæt. Ikke desto mindre blev den mere og mere populær, især fordi det var billigere at købe en paraply end at hyre en drosche som beskyttelse mod regnen. Der kom for alvor gang i produktionen og salget af paraplyer, og opfindere blev interesseret i at forbedre dens design. I midten af det 19. århundrede fik Samuel Fox patent på „paragonmodellen“, som havde et let, men solidt stålstel. Lettere stoffer som silke, bomuld og voksbehandlet lærred erstattede de gamle, tunge skærme. Nutidens paraply var kommet på markedet.

Moderigtigt tilbehør

Paraplyen, der som før nævnt også blev brugt som parasol, blev nu et meget populært og moderigtigt tilbehør til den engelske ladys stilfulde klædedragt. I trit med den skiftende mode blev hendes elegante parasol større og større, og den var pyntet med alle slags farvestrålende silkestoffer. Ofte matchede den med hendes kjole eller dragt og var dekoreret med kniplingsborter, frynser, bånd, sløjfer, ja, selv med fjer. Helt ind i det 20. århundrede ville ingen respektabel kvinde der ønskede at beskytte sin sarte, hvide hud, vise sig uden parasol.

I 1920’erne blev det moderne at være solbrændt, og parasollen forsvandt praktisk talt ud af billedet. Nu kom den tid hvor den engelske gentleman dukkede op i bybilledet med sin uofficielle uniform — bowlerhatten og den sorte paraply der samtidig fungerede som en elegant spadserestok.

Efter Anden Verdenskrig var den moderne teknologi med til at forbedre paraplyens design. Nye modeller kom på markedet, blandt andet teleskopparaplyen og paraplyer med vandtætte skærme i nylon, plastic og polyester. Enkelte steder fremstiller man stadig fine og dyre håndlavede paraplyer, men i dag bliver de fleste masseproduceret på fabrikker til meget lave priser. De kan fås i alle farver og størrelser, lige fra store golfparaplyer og haveparasoller ned til kun femten centimeter lange sammenklappelige modeller, der nemt kan være i en taske.

Skønt paraplyen engang blev betragtet som en luksus og et statussymbol, er den nu hvermandseje og en af de genstande der oftest bliver glemt. Overalt i verden er den nyttig som beskyttelse mod regn og sol, og dens oprindelige formål som solskærm er igen kommet på mode i mange lande fordi man ustandselig bliver advaret om de risici der er ved solens stråler. Så næste gang du tager hjemmefra, vil du måske også høre påmindelsen: „Husk paraplyen!“

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 20]

Køb din paraply med omtanke — og pas godt på den!

Valget står mellem en paraply der er handy, og en der er robust. Den lidt billigere teleskopparaply som måske har færre ribber, kan nemt være i en stor lomme, men er mindre robust i stærk blæst. Den klassiske stokkeparaply koster måske mere, men kan bedre modstå vejr og vind, og den holder længere. En god paraply kan man have i mange år. Uanset hvilken type paraply du vælger, skal den være slået op indtil den er tør for at undgå at den bliver jordslået og får rustpletter. Når den opbevares i sit hylster, kan den holdes fri for støv og snavs.

[Illustration på side 19]

En tjener holder en solskærm over en assyrisk konge

En kvinde fra oldtidens Grækenland med en paraply

[Kildeangivelse]

Tegninger: The Complete Encyclopedia of Illustration/​J. G. Heck

[Illustration på side 20]

En parasol fra cirka år 1900

[Kildeangivelse]

Culver Pictures