Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Pornografi — Synspunkter for og imod

Pornografi — Synspunkter for og imod

Pornografi — Synspunkter for og imod

„Den vækker lidenskaber man ikke burde have, den giver lyster der aldrig burde tilfredsstilles.“ — Tony Parsons, spalteredaktør.

JOHN havde aldrig forestillet sig at han kunne blive afhængig af ’internetsex’. * Men en dag han var på Nettet, kom han som så mange andre ved en fejl ind på et pornografisk websted der opfordrede til at klikke sig ind på et sex-chatroom. Det varede ikke længe før han var helt opslugt af cybersex. Han fortæller: „Jeg plejede at vente på at min kone gik på arbejde. Så sprang jeg ud af sengen og tilbragte flere timer ved computeren.“ Under lange seancer holdt han ikke engang pauser for at spise og drikke. „Jeg lagde slet ikke mærke til at jeg var sulten,“ siger han. Han begyndte at lyve over for sin kone for at dække over det han foretog sig i det skjulte. Det gik efterhånden ud over hans koncentration på arbejdspladsen, og han blev mere og mere paranoid. Hans ægteskab begyndte at lide under det, og da han til sidst aftalte at mødes med en af sine cybersex-partnere, fandt hans kone ud af det. I dag er John i terapi for sin afhængighed.

Pornografiens modstandere nævner denne type erfaringer som bevis på pornografiens skadelige virkninger. De hævder at parforhold ødelægges, kvinder fornedres, børn misbruges og folk får et forvrænget syn på sex på grund af pornografi. Tilhængerne forsvarer pornografien som et udtryk for individets frie udfoldelse og betragter modstandernes holdning som snerpet. „Folk burde ikke skamme sig over deres seksuelle orientering eller lyster,“ skriver en af tilhængerne. „Pornografi kan bruges som udgangspunkt for åbenhjertige samtaler om sex.“ Enkelte antyder endda at en massiv udbredelse af pornografien er kendetegnende for et åbent og sundt samfund. „Et samfund der er modent nok til at kunne tolerere en detaljeret skildring af sex mellem voksne der ikke har noget imod det, er sandsynligvis også et samfund der har et afslappet forhold til kvinders ligeberettigelse og folks forskellige seksuelle tilbøjeligheder,“ skriver forfatteren Brian McNair.

Er de modstridende holdninger man møder i samfundet, ensbetydende med at pornografi er noget acceptabelt? Hvorfor er pornografi så udbredt? Er det virkelig skadeligt at beskæftige sig med det? De følgende artikler vil behandle disse spørgsmål.

[Fodnote]

^ par. 3 Navnene er ændret.