Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er det forkert at nære etnisk had?

Er det forkert at nære etnisk had?

Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at nære etnisk had?

HVAD ville du synes om at blive betragtet som uærlig, voldelig, dum eller umoralsk udelukkende fordi du tilhører en bestemt etnisk gruppe? * Det ville du sikkert ikke bryde dig om. Desværre er det netop hvad mange oplever. Desuden viser historien at utallige er blevet mishandlet, endda myrdet, på grund af deres race eller nationalitet. Ja, de fleste blodige konflikter i dag er forårsaget af etnisk had. Dog hævder mange som billiger eller deltager i voldshandlinger af den art, at de tror på Gud og Bibelen. Der findes oven i købet dem som mener at racediskrimination er kommet for at blive — at den er en del af den menneskelige natur.

Findes der støtte i Bibelen for etnisk had? Er der omstændigheder som gør det berettiget at hade dem som tilhører en anden kultur eller race? Er der håb om en fremtid uden etnisk had? Hvad siger Bibelen?

Dømmes efter deres gerninger

En overfladisk betragtning af Guds handlinger i fortiden kunne føre til den slutning at Gud hader folk af en anden etnisk oprindelse end hans eget udvalgte folk. Er der måske ikke flere bibelske beretninger der viser at Gud har udryddet hele stammer og folkeslag? Jo. Men en nærmere undersøgelse afslører at Gud fordømte disse folk fordi de skamløst tilsidesatte hans love, og ikke fordi de tilhørte et andet folkeslag.

Jehova Gud fordømte for eksempel kana’anæerne på grund af deres moralsk fordærvede og dæmoniske ritualer. De bragte oven i købet deres børn som brændofre til falske guder. (5 Mosebog 7:5; 18:9-12) I nogle tilfælde var der dog kana’anæere som fik tro på Gud, angrede og vendte om. Derfor lod Gud dem blive i live og velsignede dem. (Josua 9:3, 25-27; Hebræerne 11:31) Den kana’anæiske kvinde Rahab blev for eksempel en af den lovede Messias’, Jesu Kristi, stammødre. — Mattæus 1:5.

Den lov Gud gav israelitterne, viser at han ikke er partisk. Tværtimod giver den udtryk for hans ægte omsorg for og medfølelse med mennesker af alle folkeslag. I Tredje Mosebog 19:33, 34 finder vi følgende påbud fra Gud til israelitterne: „I det tilfælde at en fastboende udlænding opholder sig hos dig i jeres land, må I ikke behandle ham dårligt. Den fastboende udlænding der opholder sig hos jer, skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ Lignende påbud findes i Anden og Femte Mosebog. Tydeligvis godkendte Jehova Gud ikke etnisk had. Han krævede fred og enhed mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Jesus gik ind for etnisk tolerance

Da Jesus levede på jorden, var der ikke noget godt forhold mellem jøder og samaritanere, ja, de foragtede ligefrem hinanden. Ved en lejlighed tog befolkningen i en samaritansk landsby ikke venligt imod Jesus fordi han var jøde og på vej til Jerusalem. Hvordan ville du have reageret i den situation? Det er muligt at Jesu disciple gav udtryk for den almindelige jødiske indstilling dengang, for de spurgte Jesus: „Herre, ønsker du at vi skal byde ild komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?“ (Lukas 9:51-56) Lod Jesus sig påvirke af disciplenes fordom? Nej, han irettesatte dem og gik videre til en anden landsby for at overnatte dér. Kort efter fortalte han lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den understreger at en persons etniske baggrund ikke gør vedkommende til en fjende. Tværtimod kan det vise sig at vedkommende er et godt og hjælpsomt menneske.

Etniske grupper i den kristne menighed

Under sin jordiske tjeneste koncentrerede Jesus sig om at finde disciple blandt sit eget folk. Men han gav udtryk for at han også ville få disciple blandt andre folk. (Mattæus 28:19) Ville man i den kristne menighed tage imod folk fra alle etniske grupper? Ja! Apostelen Peter sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Apostelen Paulus bekræftede senere dette da han udtalte at en persons etniske baggrund ikke har nogen som helst betydning i den kristne menighed. — Kolossenserne 3:11.

Endnu et vidnesbyrd om at Gud anerkender alle etniske grupper, har vi i Åbenbaringens Bog i Bibelen. I et guddommeligt inspireret syn så apostelen Johannes „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som modtog frelsen fra Gud. (Åbenbaringen 7:9, 10) Denne store skare vil komme til at danne grundvolden for et nyt jordisk samfund, hvor mennesker af alle nationaliteter og racer vil leve fredeligt sammen, forenede af deres kærlighed til Gud.

Inden det sker, bør kristne modstå trangen til at bedømme andre efter deres etniske baggrund. Det er retfærdigt og kærligt at bedømme andre som enkeltpersoner, sådan som Gud gør, og ikke efter deres etniske oprindelse. Er det ikke sådan du gerne selv vil bedømmes? Jesus gav det meget vise råd: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) At leve uden etnisk had er velgørende. Det fører til større fred med en selv og fred med andre. Men vigtigst af alt: Det fører til fred med vor upartiske Skaber, Jehova Gud! Hvilken bedre grund til at afvise etnisk had findes der?

[Fodnote]

^ par. 3 Udtrykket „etnisk gruppe“ bliver i denne artikel brugt om en befolkningsgruppe som tilhører samme race, nationalitet, stamme eller kultur.