Noget end ikke et voldsomt uvejr kunne skylle bort

AF VÅGN OP!-SKRIBENTER I TYSKLAND, ØSTRIG, MEXICO OG KOREA

I LØBET af 2002 oplevede mange lande et katastrofalt uvejr. Europa blev ramt af en række forfærdelige oversvømmelser. I Mexico hærgede en orkan, og i Korea en tyfon. Hvor tragiske disse begivenheder end var, styrkede de det kærlighedens bånd som knytter sande kristne sammen.

Efter oversvømmelserne i Europa i 2002 spurgte man Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Schmidt om hvilken slags hjælp ofrene havde brug for. Han svarede: „Folk har brug for mad og husly, de har brug for lidt rede penge, og de har brug for sjælesorg.“ Jehovas Vidner spillede en betydelig rolle med hensyn til at hjælpe ofrene både fysisk og åndeligt. Lad os se på det nødhjælpsarbejde de udførte i Tyskland, Østrig, Mexico og Korea.

Villige hænder i Tyskland

Da det blev almindeligt kendt at en oversvømmelseskatastrofe var umiddelbart forestående, sluttede mange Jehovas Vidner i Tyskland op om befolkningens indsats for at afværge oversvømmelsen. Kathleen, der er 19 år og bor i Dresden, siger: „Jeg kunne ikke bare sidde med hænderne i skødet. Da jeg hørte at nogle risikerede at miste alt hvad de havde, følte jeg simpelt hen at jeg måtte hjælpe dem.“

Jehovas Vidner i Tyskland gik i gang med at organisere sig sådan at de kunne yde hurtig og effektiv hjælp. Som kristne følte de sig især forpligtede til at hjælpe deres åndelige brødre og søstre. Men de udstrakte også deres næstekærlighed til andre. (Markus 12:31) Mere end 2000 frivillige blev delt op i hold på mellem 8 og 12 personer, og hvert hold fik tildelt en særlig opgave i katastrofeområdet. På Jehovas Vidners afdelingskontor i Selters var 13 telefonlinjer reserveret til at besvare de tusinder af opkald fra folk der spurgte til katastrofen og tilbød hjælp.

Ronnie og Dina, som er Jehovas Vidner, bruger som heltidsforkyndere deres tid på at hjælpe andre til at lære Bibelens budskab at kende. Da de hørte om den nært forestående oversvømmelse, tog de først til Dresdens  midtby for at hjælpe til med det hektiske arbejde der blev gjort for at redde byens historiske bygninger. Da vandet var sunket, gav Ronnie og Dina sig til sammen med andre Jehovas Vidner at rengøre rigssalen i Freital, som var blevet oversvømmet med snavset vand. Derefter begyndte gruppen at hjælpe de omkringboende. Ejeren af en restaurant over for rigssalen drog et lettelsens suk da Vidnerne kom for at rydde hans kælder og stueetage for mudder og murbrokker.

Siegfried og Hannelore bor i Colmnitz, en landsby cirka 40 kilometer sydvest for Dresden. Den å der normalt løber gennem landsbyen, svulmede til en rivende strøm og satte deres hus og have under vand. Da vandstanden sank, kom der cirka 30 Jehovas Vidner andre steder fra og hjalp til med at gøre Siegfried og Hannelores hus i stand mens de forbløffede naboer så til. Derefter begyndte holdet at rydde op i de omkringliggende haver. Flere af landsbyens beboere spurgte Vidnerne hvad der havde fået dem til at køre 100 kilometer for at hjælpe folk de aldrig havde set før. Det gav brødrene lejlighed til at give disse mennesker åndelig opmuntring.

Forstæderne til Wittenberg blev også ramt af oversvømmelsen. I flere dage før oversvømmelsen deltog ægteparret Frank og Elfriede, der er Jehovas Vidner, side om side med deres naboer i arbejdet med at fylde sandsække og anbringe dem langs flodbredderne. Da vandet var sunket, besøgte Frank og Elfriede ofrene og kom  med mad og trøstende ord. Frank fortæller: „En dame vi besøgte, havde svært ved at tro at vi, der slet ikke kendte hende, gav hende mad uden at kræve betaling. Hun sagde at der ikke var kommet nogen fra hendes egen kirke. Og den organisation som var kommet med måltider til hende, havde forlangt betaling hver gang. Folk var forbløffede over at se Jehovas Vidner uddele varme måltider i stedet for bibelsk læsestof.“

Østrig — Hurtig hjælp efter katastrofen

Også i nabolandet Østrig anrettede oversvømmelser store skader. Jehovas Vidner nedsatte tre komitéer som skulle føre tilsyn med deres nødhjælpsindsats. I første omgang koncentrerede man sig om at reparere tre rigssale der var alvorligt beskadigede. Knap 100 familier af Jehovas Vidner var direkte berørt af oversvømmelsen; for eksempel stod 50 af deres huse under vand. Nogle havde mistet alt med undtagelse af det tøj de havde på. Afdelingskontoret i Østrig informerede de lokale menigheder om situationen, og der blev oprettet en nødhjælpsfond. I september var der blevet indsendt over 30.000 euro (cirka 225.000 kroner).

En mor skrev: „Min otteårige søn, som er meget økonomisk, havde sparet næsten 12 euro sammen (knap 100 kroner). Men da han hørte at nogle af vores brødre havde mistet alle deres ejendele, var han villig til at give sine sparepenge i bidrag til katastrofefonden.“

Under ledelse af de regionale byggeudvalg, som normalt fører tilsyn med Jehovas Vidners rigssalsbyggeri, blev der organiseret nogle arbejdshold der skulle istandsætte de hjem som var blevet beskadiget af oversvømmelsen. „Aviserne burde skrive om det I udretter her,“ lød det spontant fra en iagttager. Nogle ændrede endda deres opfattelse af Jehovas Vidner. Et kvindeligt Jehovas vidne siger: „Før vendte mine børn, som ikke er Jehovas Vidner, altid det døve øre til når jeg prøvede at tale med dem om min tro. Men nu lytter de for første gang!“

Der blev også gjort en indsats for at hjælpe mange som ikke var Jehovas Vidner. For eksempel blev en kvinde dybt rørt da et af Jehovas Vidner kom til hendes dør klokken halv  otte om morgenen og spurgte hende om hun havde brug for hjælp. Kvinden måtte imidlertid evakueres fordi vandet allerede var begyndt at trænge ind i hendes hjem. Men da hun vendte tilbage, fandt hun på sin havelåge en lille seddel fra Vidnerne. På sedlen stod der: „Hvis De har brug for hjælp, må De endelig give os besked.“ Jehovas Vidner hjalp hende med at rydde hendes hus og have for mudder og murbrokker.

Et hold på 100 Jehovas Vidner tog til byen Au for at hjælpe de lokale brødre og deres naboer. Holdlederne gik fra dør til dør og spurgte beboerne om de havde brug for hjælp. Folk var overraskede over at se Vidnerne komme med rengøringsudstyr samt pumper, koste og skovle. Et oprydningsarbejde der normalt ville have taget husejerne en hel uge at fuldføre, blev klaret i løbet af nogle timer. Folk stod og så på med tårer i øjnene.

Cirka 400 lokale Jehovas Vidner deltog i nødhjælpsarbejdet — ofte døgnet rundt. For dem der så på, var det et enestående vidnesbyrd om hvad sand kristendom kan udrette.

Isidore fejer hen over Mexico

Isidore begyndte som en tropisk storm nord for Venezuela. Den 22. september 2002 ramte Isidore den mexicanske del af Yucatánhalvøen med en vindstyrke på 190 km/t. Med sine hårde vinde og kraftige regnskyl anrettede orkanen de værste ødelæggelser i delstaterne Yucatáns og Campeches historie, og delstaten Quintana Roo slap heller ikke uskadt. Alene i Yucatán blev rundt regnet 95.000 huse alvorligt beskadiget. Det gik ud over en halv million mennesker.

Det nødhjælpsarbejde Jehovas Vidner ydede i Yucatán, var så effektivt at en avisoverskrift i det nordlige Mexico lød: „Jehovas Vidner kommer til undsætning.“ Allerede inden orkanen ramte landet, var der blevet dannet en nødhjælpskomité og truffet foranstaltninger så man kunne give husly til flere hundrede af de lokale Jehovas Vidner. De omkringliggende menigheder skaffede bidrag til nødhjælp. Tøj, medicin og over 22 tons fødevarer blev delt ud til dem der havde overlevet orkanen, deriblandt mange der ikke var Jehovas Vidner. Lokale ældste fik til opgave at besøge og opmuntre ofrene for orkanen.

Efter at orkanen havde raset ud, blev der oprettet lokale nødhjælpskomitéer for at søge efter Jehovas Vidner der var meldt savnet. Flere var blevet fundet ude på savannen og andre steder hvor de havde været i op til tre dage uden mad og drikkevand. I nogle egne stod vandet så  højt at det dækkede lysmasterne! Man skaffede sig derfor motorbåde for at kunne eftersøge ofrene, give dem mad og bringe dem til mere sikre steder.

De lokale myndigheder udlånte både og andet udstyr til Vidnerne, der tilbød at yde hjælp på steder hvor de færreste vovede sig hen. En ledende militærperson var imod at lade Jehovas Vidner gennemføre sådan en farlig eftersøgning. Men da han så hvor frygtløse de var, sagde han: „Jeg er overbevist om at I, om nødvendigt, ville tage af sted i helikoptere for at redde jeres folk. Vores lastbiler står til jeres rådighed for at bringe jeres folk hvorhen I ønsker.“

En forretningsindehaver var nysgerrig efter at få at vide hvorfor nogle Jehovas Vidner købte så store mængder vand på flaske. De forklarede at vandet var til deres trosfæller og andre der havde brug for det. Manden besluttede sig for at give dem alt det vand han havde — uden at tage betaling for det. Den næste dag forærede han dem endnu mere vand. I en anden forretning spurgte en kunde nogle Jehovas Vidner hvorfor de købte så mange madvarer. Da han hørte at maden gik til ofrene for oversvømmelsen, gav han dem et beløb så de kunne købe endnu mere.

Næsten 3500 familier der var Jehovas Vidner, led materielle tab som følge af orkanen Isidore, men der var ingen døde eller savnede blandt dem. Der var dog behov for et genopbygningsprogram eftersom 331 huse der tilhørte brødrene, var blevet beskadiget eller ødelagt. Vidner med erfaring inden for byggeri inspicerede hvert af husene samt rigssalene i området for at danne sig et overblik over skaderne. Til dato er 258 huse blevet repareret og 172 nye blevet bygget til erstatning for dem der blev ødelagt. Desuden er de 19 beskadigede rigssale ved at blive genopbygget.

En ældste fra en menighed i delstaten Yucatán sagde: „I vores publikationer har jeg læst om det nødhjælpsarbejde der er blevet udført i andre lande. Men det er noget helt andet at opleve det selv. Min egen og mange andre brødres tro er blevet styrket af at se hvor hurtigt Jehovas omsorgsfulde organisation og vores medfølende brødre er kommet os til undsætning.“

En kvinde sagde: „Det ville have glædet mig hvis min kirke havde ydet hjælp ligesom jer.“ Og en anden kvinde, som var blevet reddet af Vidnerne, sagde: „Takket være Jehovas Vidner er vi stadig i live. De viste kærlighed og satte deres liv på spil for at redde os da vores hus stod under vand.“

En tyfon rammer Korea

Den 31. august og den 1. september 2002 trak tyfonen Rusa et spor af ødelæggelse efter sig da den fejede tværs hen over Korea. Song-pil Cho, der er menighedsældste, siger: „Det var som at stå under bruseren. Det blev bare ved med at regne.“ Der faldt over 870 millimeter nedbør på mindre end 24 timer — den største nedbørsmængde man nogen sinde har målt på én dag i Korea.

Ifølge avisen The Korea Herald lå 28.100 huse og 85.000 hektar landbrugsjord under vand. Omkring 70.000 mennesker var tvunget til at forlade deres hjem. Tyfonen dræbte 301.000 stykker kvæg, fik 126 skibe til at forlise og væltede hundreder af elmaster. Mere end 180 personer blev meldt døde eller savnede. Blandt dem var der to Jehovas Vidner.

Ligesom i Europa og Mexico reagerede Jehovas Vidner hurtigt. Det strømmede ind med nødhjælp fra Vidnerne i hele landet — blandt andet tøj, tæpper og andre fornødenheder. Der boede dog stadig nogle Jehovas Vidner i områder der var blevet afskåret fra omverdenen. Veje var blevet ødelagt, og broer udraderet. Der var hverken elektricitet eller telefonforbindelse. Derfor blev der organiseret hold som måtte nå ud til dem til fods og yde den nødvendige hjælp. Song-pil Cho, der arbejdede på et af nødhjælpsholdene, beretter om et område hvor de ydede hjælp: „Syv broer og store afsnit af vejen var blev skyllet bort. Da vi endelig nåede frem til byen, så vi beskadigede og ødelagte huse alle vegne. Der hang en frygtelig stank i luften, og overalt lå der døde dyr. Men hvor var vi glade da vi mødte vores seks kristne brødre og søstre der boede i området! De havde mistet alle deres ejendele, men var i god behold.“

 Faktisk var Vidnerne i landet godt rustede til denne katastrofe. Da det ikke er usædvanligt med oversvømmelser i regntiden, var Det Regionale Byggeudvalg i området omkring Seoul allerede begyndt at organisere nødhjælpsarbejde med henblik på en fremtidig katastrofe. Fra 1997 havde byggeudvalget hvert år arrangeret og betalt kurser sådan at frivillige ville være klar til at reagere hvis der opstod en nødsituation.

Den 2. september ankom der nødhjælpsarbejdere fra Det Regionale Byggeudvalg til byen Kangnŭng, som ligger på østkysten, og de oprettede deres hovedkvarter i Jehovas Vidners lokale stævnehal. Hvad kom i første række? At skaffe rent vand til de overlevende. Under voldsomme oversvømmelser bliver vandrørene tit ødelagt; og det strømmende vand kan ikke drikkes fordi det er stærkt forurenet. Det Regionale Byggeudvalg sørgede for at store tankbiler med vand blev sendt til de berørte områder.

Når vandstanden synker, vil alt normalt være dækket med et tykt lag ildelugtende slam. Men man har udviklet en effektiv rensningsmetode. Eftersom næsten alle huse i området er af beton, kan de gøres rene ved at man fjerner tapet og linoleum og højtryksspuler dem med vand.

Oversvømmelser gør desuden de fleste elektriske apparater uanvendelige. Men hvis dygtige elektrikere inden for få dage skiller elektrisk udstyr såsom køleskabe og varmeapparater ad og det bliver gjort grundigt rent, tørret og samlet igen, vil det for det meste fortsat kunne bruges. Det Regionale Byggeudvalg er organiseret til at udføre den slags opgaver. De varmeapparater som ikke behøver at blive udskiftet, kan bruges til at tørre husene med. Den proces tager mellem to og tre uger.

Tøj og tæpper med vandskader skal også vaskes grundigt i løbet af få dage for fortsat at kunne bruges. Frivillige fra en lokal menighed af Jehovas Vidner hjalp til med at få deres kristne brødres tilsølede ejendele samlet sammen. Det mudder som var trængt helt ind i tøjet, var meget svært at vaske ud — og tøjet måtte vaskes i hånden i et meget koldt vandløb. Efter at en journalist havde hørt om dette kærlige arbejde, kom der i lokalavisen et stort billede af Jehovas Vidner i færd med at udføre det.

Oversvømmelserne i Europa, Nordamerika og Asien skyllede huse og ejendele bort og kostede talrige mennesker livet. Den slags begivenheder er tragiske, og desværre forekommer de ofte i disse „sidste dage“ for denne tingenes ordning, der er kendetegnet af „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Sådanne katastrofer kan minde os om noget vigtigt: Sande kristne nærer kærlighed både til hinanden og til andre. En sådan uselvisk kærlighed er noget end ikke et voldsomt uvejr kan skylle bort.

[Illustration på side 10]

TYSKLAND Et hus som er blevet ødelagt af uvejret

[Illustrationer på side 11]

TYSKLAND Over 2000 frivillige ydede hurtig nødhjælp

[Illustrationer på side 12]

ØSTRIG Rigssalen i Ottensheim bliver repareret

Til venstre: Et hold af frivillige vender tilbage fra Au, hvor de har hjulpet de lokale Jehovas Vidner og deres naboer

[Illustrationer på side 13]

MEXICO Til højre: En nødhjælpskomité sørger for drikkevand til overlevende

Nedenfor: Et hus bygges op på ny

[Illustrationer på side 15]

KOREA Fra venstre mod højre: En oversvømmet bydel; højtryksspuling; tøjvask i et nærliggende vandløb