Ondol — et usædvanligt opvarmningssystem

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDKOREA

DET er en bidende kold vinterdag i Korea, og vi ryster af kulde. Da en smilende dame byder os ind i sit hjem, siger vi straks ja tak. En behagelig varme strømmer os i møde, selv om der ingen varmeovn eller radiator er at se. Efter at have stillet skoene uden for døren træder vi indenfor og mærker varmen under vores fødder. Vi sætter os ned på gulvet og holder vores hænder mod det varme gulv indtil fingrene lidt efter lidt begynder at tø op.

I Korea har næsten alle huse en form for gulvvarme som kaldes ondol. Hvordan fungerer dette usædvanlige opvarmningssystem? Og hvilken indflydelse har det haft på den koreanske livsstil? Inden vi finder svarene på disse spørgsmål, vil vi se lidt nærmere på det traditionelle ondol-systems historie.

Gulvvarmens historie

Gulvvarmens historie går tilbage til før Jesus Kristus kom til jorden. Arkæologiske fund og historiske optegnelser viser at oldtidens romere muligvis har været de første til at bruge gulvvarme. * Omkring det fjerde eller femte århundrede efter vor tidsregning var det blevet populært på hele den koreanske halvø at benytte det gulvopvarmningssystem som med tiden kom til at hedde ondol. Navnet stammer fra kinesiske skrifttegn der betyder „varme hulrum“. I en gammel kinesisk beretning findes følgende omtale af ondol: „Om vinteren kunne folk [i Korea] holde varmen fordi de havde lavet lange hulrum under gulvet som blev opvarmet ved hjælp af ild.“

Hvordan det traditionelle Ondol-system fungerede

Oprindeligt var det et ildsted der leverede varmen i ondol-systemet. Ildstedet var måske i køkkenet eller uden for huset ved muren til opholdsrummet. Et køkken med to eller tre  ildsteder kunne være omgivet af et tilsvarende antal ondol-opvarmede rum. I et gammelt koreansk køkken finder man som regel en eller to store jerngryder på ildstedet. Den samme ild som man kogte ris eller suppe over, blev således også brugt til at opvarme rummet nærmest køkkenet. På den måde fik man fuldt udbytte af varmen.

Når man byggede et hus, blev køkkenet som regel placeret cirka en meter lavere end det værelse der skulle opvarmes. Denne niveauforskel gjorde at røgen og den varme luft let kunne strømme gennem kanalerne under gulvet i det højereliggende rum. Røg under gulvet? Ja, det er hemmeligheden ved ondol.

 Under gulvet var der vandrette røg- og varmekanaler, eller gange, som forbandt ildstedet med skorstenen. Varm luft fra ilden passerede gennem røgkanalerne og opvarmede gulvets sten- og lerlag. Det var dog ikke så enkelt som det måske lyder. Der var nemlig to modstridende krav som skulle opfyldes. For at ilden kunne få godt fat i brændet, skulle røgen hurtigt og frit kunne passere i kanalerne og op gennem skorstenen. Her fungerede lige og korte kanaler bedst. Men for at varmen fra ilden kunne nå at opvarme gulvet, skulle den varme luft og røg blive i kanalerne så længe som muligt. Derfor lavede man røgkanalerne sådan at de løb under hele gulvet. På den måde forsvandt den varme luft ikke for hurtigt ud gennem skorstenen. Når man havde fundet den rette balance mellem indfyring og aftræk, kunne et par timers fyring holde et rum varmt en hel nat.

Efter sigende har der engang været et flere hundrede år gammelt ondol-rum med en utrolig god varmeeffekt. På grund af røgkanalernes konstruktion kunne gulvet efter kun én opvarmning holde sig varmt i 45 dage! Og det hævdes at varmen kunne fornemmes i helt op til 100 dage. Beklageligvis blev dette rum ødelagt under Koreakrigen i begyndelsen af 1950’erne. I 1982 forsøgte ingeniører at genskabe konstruktionen, så i dag kan turister se hvordan dette ondol-rum virkede. Varmeeffekten er dog ikke nær så god som i det oprindelige rum. Om foråret og efteråret kan gulvvarmen holde i ti dage efter en enkelt opvarmning, og om vinteren i tre dage, også når temperaturen er under 10 minusgrader.

En anden hemmelighed ved det traditionelle ondol-system var selve gulvets konstruktion. Før gulvet blev lagt, lavede man kanaler til den varme luft. Over kanalerne blev der lagt et dæk af fem til syv centimeter flade sten. Gulvet blev varmest nær ildstedet, så her valgte man at bruge sten der var tykkere, for at holde på varmen. Derefter blev der lagt et lerlag oven på stenene, og gulvet blev gjort plant. Øverst blev gulvet beklædt med flere lag gult papir, som blev limet på.

I et rum med det traditionelle ondol-system kunne gulvet længst væk fra ildstedet være koldt. Gæster og ældre familiemedlemmer blev opfordret til at sidde hvor gulvet var varmest. På den måde viste man dem respekt.

De traditionelle ondol-rum som man har fundet forskellige steder på den koreanske halvø, er ikke helt ens. På den nordlige del af halvøen havde man ingen væg mellem det ondol-opvarmede rum og køkkenet. Varmen fra både ildstedet og ondol-gulvet holdt rummet varmt. På den sydlige del af halvøen var køkken og opholdsrum adskilt af en væg, som forhindrede at røgen generede dem der sad i rummet.

Sædvanligvis brugte koreanerne træ til den slags ildsteder, så inden de tændte op, stablede de tørt brænde ved siden af ildstedet. For at få gang i ilden brugte de papir og tørt græs. Også trækul blev benyttet som  brændsel. I det 20. århundrede begyndte koreanerne imidlertid at bruge trækulsbriketter. Det er naturligvis vigtigt at et ondol-system bliver vedligeholdt, for hvis der opstår revner, kan kulilte trænge op gennem gulvet — i nogle tilfælde med døden til følge.

Vore dages ondol

Nu om stunder ser man sjældent det traditionelle ondol-system i koreanske hjem. I nyere huse og i højhuse benytter man et forbedret ondol-system — gulvvarme baseret på varmt vand i stedet for varm luft. Interessant nok var det ikke koreanerne der opfandt dette system.

I begyndelsen af 1900-tallet var den berømte arkitekt Frank Lloyd Wright i gang med at bygge et hotel i Japan. En dag da han besøgte en japansk adelsmand, kom han ind i et værelse der var helt anderledes end de andre. Gulvet var dækket med gult papir, og det var varmt. Det var et koreansk ondol-rum! Den japanske adelsmand havde set ondol-systemet i Korea, og det havde gjort så stort indtryk på ham at han fik bygget et ondol-rum i sit hus da han kom hjem. „Den ubeskrivelige velvære ved at varmen kom fra gulvet“ gjorde også stort indtryk på Frank Wright. Han syntes med det samme at ondol var det ideelle opvarmningssystem, og snart efter begyndte han at installere det i sine bygninger. Han fandt på at bruge varmt vand i rør i stedet for varm luft gennem kanaler og opfandt således vore dages ondol-system.

Dette gulvstrålevarmesystem passede godt til koreanernes livsstil. Det var enkelt og blev hurtigt populært. I dag findes det i næsten alle koreanske hjem.

Ondol og den koreanske livsstil

Ondol har haft stor indflydelse på den koreanske livsstil. Da gulvet er meget varmere end rumtemperaturen, foretrækker koreanerne at sidde på det varme gulv frem for på kolde stole. De spiser, hygger sig og sover på gulvet. For at gulvet kan blive endnu varmere, dækker de det somme tider med et tykt vattæppe, kaldet ibul. Når familiens medlemmer kommer ind ude fra kulden, kryber de sammen under vattæppet og nyder den behagelige varme og følelsen af samhørighed.

Efterhånden som vestens livsstil vinder indpas, er det blevet mere almindeligt for den yngre generation at bruge stole, borde og senge. Ikke desto mindre foretrækker de fleste koreanere den hyggelige varme fra et ondol-gulv med varmtvandsrør. Hvis du kommer til Korea, vil du sikkert også nyde det usædvanlige ondol-system.

[Fodnote]

[Diagram/illustrationer på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kanalsystem set ovenfra

1 Ildsted

2 Kanaler

3 Skorsten

→ → 2 → →

→ → 2 → →

→ → 2 → →

● 1 → → 2 → → ● 3

→ → 2 → →

→ → 2 → →

→ → 2 → →

[Illustrationer]

Et ildsted blev brugt både til madlavning og til opvarmning af det tilstødende rum

Et godt skorstens- og kanalsystem var vigtigt for at få en effektiv „ondol“-opvarmning

[Kildeangivelse]

Sted: Koreansk frilandsmuseum

[Illustration på side 24, 25]

I et „ondol“-rum er det varmeste område forbeholdt de ældre

[Kildeangivelse]

Sted: Koreansk frilandsmuseum