Tahiti og jagten på Paradiset

I dagevis havde Stillehavets tunge dønninger kastet skibet hid og did. Sømændene røgtede utrætteligt deres ensformige dont under den brændende sol. Hvor må de have haft kvalme af den sure vin, det stinkende vand og den fordærvede mad. Pludselig lød der et højt, gennemtrængende råb: „Land! Land i sigte tre kvartstreger om bagbord!“ I det fjerne anedes det svage omrids af en ø, og få timer efter var der ikke længere nogen tvivl. Man havde en ø i sigte.

 Lige siden europæerne fik øje på Tahiti, har betegnelsen „paradis“ været brugt om denne ø. Den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville, som ledede den ekspedition der i det 18. århundrede førte til opdagelsen af Tahiti, skrev senere: „Jeg troede jeg var kommet til Edens Have.“ Også i dag, to århundreder senere, tiltrækker Tahiti besøgende. Ligesom i tidligere tider kommer mange af dem for at søge efter paradis.

Men hvorfor er mennesket så betaget af drømmen om et paradis? Og hvordan gik det til at Tahiti blev betragtet som drømmens opfyldelse? Hvis vi skal finde svarene på de spørgsmål, må vi gå helt tilbage til begyndelsen af menneskets eksistens.

Det tabte paradis

Der er al mulig grund til at ordet „paradis“ vinder genklang hos os. Vi er simpelt hen skabt til at leve i Paradiset! Ifølge Bibelen velsignede Gud vore første forældre med et hjem der beskrives som et „paradis“ — en smuk park, eller have. (1 Mosebog 2:8, fodnote) Det ser ud til at denne park lå i en del af det område der blev kaldt Eden, hvilket betyder „glæde“. Skønt vor tids lærde betragter Edens Have som en myte, omtaler Bibelen den som en historisk virkelighed og giver os geografiske oplysninger om dens oprindelige beliggenhed. (1 Mosebog 2:10-14) To af de geografiske kendemærker, floderne  Pisjon og Gihon, er det ikke længere muligt at identificere, og derfor vil havens nøjagtige beliggenhed forblive en gåde.

Vore første forældre gjorde oprør mod Gud, hvorved Paradiset gik tabt for os alle. (1 Mosebog 3:1-23) Men længselen efter et paradis forsvandt ikke fra menneskets hjerte. Og der lyder stadig et ekko fra Bibelens beretning i talrige folkeslags mytologier. For eksempel opstod der blandt grækerne en legende om en gylden tidsalder — en forbilledlig æra hvor menneskeheden levede et fredfyldt liv uden bekymringer.

Mange har søgt efter den Edens Have som gik tabt for så længe siden. Nogle har ledt efter Eden i Etiopien — naturligvis uden held. En legende hævder endda at en gejstlig ved navn Brendan fra det sjette århundrede fandt Paradiset på en ø i det sydvestlige Atlanterhav. Andre sagn vil vide at Paradiset ligger skjult på et højt bjerg. Den berømte opdagelsesrejsende Christoffer Columbus blev så frustreret over disse selvmodsigende historier at han klagede: „Jeg kender ikke til og er aldrig truffet på en latinsk eller græsk tekst som med sikkerhed fastslår hvor på denne jord man finder Paradiset.“ Han endte med at have den opfattelse at Paradiset fandtes et eller andet sted syd for ækvator.

Efter sin tredje rejse til den nye verden sagde Columbus: „Det ser ud til at dette nye land er det jordiske paradis, for det svarer til de helliges og de lærde teologers beskrivelser som jeg har omtalt.“ Det viste sig imidlertid at den nye verden ikke var det paradis som Columbus havde forestillet sig.

Senere utopiske samfund

Nogle lærde gav imidlertid ikke op. Men i stedet for at opfordre til at man vendte tilbage til Eden, grundlagde de idéen om et fremtidigt, menneskeskabt paradis. Forfattere udtænkte historier om „fuldkomne“ samfund — en velkommen kontrast til de korrupte samfund de levede i. Ingen af dem lignede dog Edens Have. Det fantasterne drømte om, var et ’paradis’ af højt organiserede byer snarere end et liv i frihed i en verdensomspændende park. I det sekstende århundrede skrev den engelske statsmand sir Thomas More for eksempel om en fantasirejse til et land han kaldte Utopia, hvilket i øvrigt betyder „stedet, som ikke er“.

Senere forfattere byggede videre på Mores idéer ved at tilføje nogle af deres egne. I de følgende århundreder gjorde adskillige europæiske forfattere sig forestillinger om utopiske samfund. Men igen var disse opdigtede „idealsamfund“ alt andet end glædens haver. Utopierne søgte at indføre lykken ved hjælp af streng orden. Men derved kvalte de al originalitet og menneskelig frihed. Alligevel bemærker professor i historie Henri Baudet at drømmene om Utopia røbede „et stadig uformindsket ønske om et bedre liv . . . og et mere retfærdigt samfund“.

Tahiti — En legendes fødsel

I det attende århundrede var det uudforskede Sydhav de opdagelsesrejsendes sidste mulighed for at finde et uopdaget paradis. Men da Bougainville satte sejl mod Stillehavet i december 1766, var hans motiver først og fremmest at udforske landområder, at underlægge sig nye kolonier og at åbne nye markeder.

Efter flere måneders sørejse opdagede Bougainville Tahiti. Han havde ikke været i stand til at ankre op ved de andre øer han havde set, fordi deres koralrev hindrede ham deri. Tahiti, derimod, kunne tilbyde en sikker havn. Her fandt den udslidte besætning et gæstfrit folkefærd og rigelige forsyninger. I disse sømænds øjne blev drømmen overgået af virkeligheden. Tahiti var ikke alene et tropisk paradis, det havde også mange egenskaber som ledede tanken hen på utopierne fra skønlitteraturen.

For det første var Tahiti et øsamfund, hvilket ganske svarede til beskrivelsen af fantasilandet  Utopia. Og så lignede det virkelig et paradis. Hundredvis af brusende floder og vandfald skar sig vej igennem et overdådigt og betagende landskab. Frodig tropisk vegetation groede tilsyneladende op uden at man behøvede at røre en finger. Tahitis idylliske skønhed blev heller ikke mindre af at klimaet var sundt, og af at de farer som normalt kendetegner tropiske egne, ikke fandtes her. Der var hverken slanger, insekter eller aktive vulkaner på denne ø.

Desuden var selve den tahitianske befolkning høje, smukke og sunde mennesker. De indfødtes hvide tænder gjorde et stort indtryk på de tandløse sømænd, hvis gummer var ophovnede af skørbug. Tahitianerne havde desuden et jovialt gemyt og vandt hurtigt sømændenes hjerter med deres gæstfrihed. Og ved første øjekast så alle ud til at være ligestillede — endnu et af grundprincipperne i de utopier litteraturen beskrev. Fattigdom var et ukendt begreb. Der var ingen seksuelle begrænsninger, og sømændene holdt sig da heller ikke tilbage fra at give sig hen til umoralitet med nogle af de smukke tahitianske kvinder.

Ja, for Bougainville og hans besætning lignede Tahiti det genvundne Eden. Da Bougainville forlod øen, var han derfor ivrig efter at fortælle verden om det paradis han havde fundet. Efter at have fuldført sin tre år lange rejse verden rundt udgav han en beretning om sine eventyr. Bogen, som blev en bestseller, skabte myten om at det eksotiske land var fuldkomment i enhver henseende. Edens paradis var ganske vist gået tabt, men det så ud som om Tahiti var det nutidige paradis.

Det farlige ved myter

Myter har det med at være i modstrid med virkeligheden. Og med hensyn til befolkningen på Tahiti blev de syge og døde som alle andre. Øboerne var langtfra ligestillede, men levede i et strengt, og undertiden despotisk, socialt hierarki. De førte stammekrige og foretog menneskeofringer. Og desuden var ikke alle tahitianere billedskønne. Historikeren K.R. Howe mener at de kvinder Bougainvilles mænd mødte, sandsynligvis var udkommanderet til at prostituere sig for at dysse de indtrængende fjender ned.

Alligevel opstod myten om det genfundne paradis. Forfattere og kunstnere strømmede dertil, og blandt disse var den franske maler Paul Gauguin. Hans farverige skildringer af livet på Tahiti bidrog i høj grad til øens popularitet. Hvad blev konsekvenserne for Tahiti? Myten reducerede øen og dens indbyggere til stereotyper, og når turister vendte hjem derfra, blev de typisk bedt om at fortælle om deres eventyr med de tahitianske kvinder.

Er håbet om Paradiset gået tabt?

I de senere år har Tahiti stået over for nye udfordringer. I begyndelsen af 1980’erne blev øen hærget af cykloner som skadede dens koralrev. Men af alle trusler har mennesket dog været den største. Byggerier har været årsag til jorderosion og forurening. Donna Leong, som er ekspert i affaldsbehandling, siger: „Turistindustrien er årsag til enorme mængder affald. . . . Hvis miljøforureningen ikke stoppes, vil det gå hårdt ud over den frodige vegetation, det rige dyreliv og de krystalblå laguner på Tahiti og de andre øer.“

Men det betyder bestemt ikke at håbet om et genoprettet paradis er dødt. Jesus Kristus selv gav jo dette løfte til en angrende synder: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Jesus talte ikke om et Utopia som det i litteraturen, men om et fremtidigt verdensomspændende paradis under ledelse af en himmelsk regering. * Det er dét paradis de mere end 1700 Jehovas Vidner på Tahiti sætter deres lid til, og de bruger gerne tid på at give deres medmennesker del i dette håb. Tahiti ligner ganske vist et paradis. Men sammenlignet med det verdensomspændende paradis som Gud snart vil indføre, lader det meget tilbage at ønske. Dét paradis er værd at søge efter!

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Tahiti lignede et idyllisk paradis

[Kildeangivelser]

Maleri af William Hodges, 1766

Yale Center for British Art, Paul Mellon Collection, USA/Foto: Bridgeman Art Library

[Illustration på side 17]

Venlige tahitianere bød Bougainville velkommen

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af National Library of Australia NK 5066

 [Illustration på side 18]

Jehovas Vidner glæder sig over at fortælle deres medmennesker om det kommende paradis

[Kildeangivelse på side 17]

Foto gengivet med tilladelse af Tahiti Tourisme

[Kildeangivelse på side 19]

Side 18: Kanoroere, vandfald og baggrund: Fotos gengivet med tilladelse af Tahiti Tourisme