De navigerede efter havet, himmelen og vinden

ER DU bange for at falde ud over jordens kant? Sandsynligvis ikke. Men det var nogle af fortidens sømænd åbenbart. Mange holdt sig til de kystnære farvande. Andre rystede dog frygten af sig og begav sig ud på åbent hav.

For omkring 3000 år siden drog fønikiske søfarere for eksempel ud fra deres havne på Middelhavets østkyst for at drive handel i Europa og Nordafrika. I det fjerde århundrede f.v.t. sejlede en græsk opdagelsesrejsende ved navn Pytheas hele vejen rundt om Storbritannien og nåede måske helt til Island. Og længe før europæiske skibe besejlede Det Indiske Ocean, havde arabiske og kinesiske sømænd fra Østen allerede gennemkrydset det. Den første europæer der sejlede til Indien, Vasco da Gama, kunne faktisk takke en arabisk lods, Ibn Majid, for at han nåede sikkert frem. Det var ham der viste vej for Vasco da Gamas skibe under den 23 dage lange sejlads over Det Indiske Ocean. Men hvordan kunne fortidens søfarere orientere sig på havet?

Hvordan de fandt vej

De første søfarere var henvist til at gøre brug af bestikregning. Det kræver at navigatøren har tre oplysninger, som vist på illustrationen nedenfor: (1) skibets udgangspunkt, (2) skibets hastighed og (3) skibets kurs. At fastlægge udgangspunktet var naturligvis ikke noget problem. Men hvordan kunne man bestemme kursen?

I 1492 fandt Christoffer Columbus frem til kursen ved hjælp af et kompas. Men man havde kun haft kompasser i Europa siden det 12. århundrede e.v.t. Sømænd der ikke havde et kompas, navigerede efter solen og stjernerne. Når det var overskyet, orienterede de sig efter de lange, regelmæssige oceandønninger som skabes af fremherskende vinde. De holdt øje med disse dønningers retning i forhold til solens og stjernernes opgang og nedgang.

Hvordan beregnede de hastigheden? Én måde at gøre det på var at måle den tid skibet var om at passere en genstand der blev kastet i vandet fra forstavnen. En senere, mere præcis metode  bestod i at man forbandt en line til et stykke træ man kastede over bord. På linen havde man bundet knuder, eller knob, med samme indbyrdes afstand. Det flydende træstykke trak linen ud efterhånden som skibet bevægede sig fremad. Efter en fastlagt tid blev linen halet ind, og man talte hvor mange knob der var trukket ud. Dette viste skibets hastighed i knob — sømil i timen — en måleenhed der bruges den dag i dag. Når navigatøren kendte hastigheden, kunne han beregne hvor lang en afstand skibet havde tilbagelagt på en dag. På et søkort tegnede han derefter en streg der viste hvor langt skibet var kommet ad den valgte kurs.

Havstrømme og sidevinde kunne naturligvis skubbe skibet ud af kurs. Derfor måtte navigatøren fra tid til anden beregne og registrere de korrektioner der var nødvendige for at holde skibet på ret kurs. Hver dag fortsatte han hvor han havde sluppet — med at måle, beregne og tegne. Når skibet til sidst kastede anker, udgjorde de daglige notater på søkortene en varig beretning om hvordan skibet var nået frem til bestemmelsesstedet. Ved at tage bestik på denne måde fandt Columbus vej fra Spanien til Nordamerika og retur for over 500 år siden. Hans omhyggelige optegnelser giver nutidens søfolk mulighed for at gøre hans bemærkelsesværdige rejse efter.

Navigation efter himmelen

Hvordan bar fortidens søfarere sig ad med at navigere deres skibe efter himmellegemerne? Solens opgang og nedgang viste hvor øst og vest var. Ved daggry kunne søfolkene beregne hvor meget solen havde flyttet sig ved at sammenligne dens position med stjernerne. Om natten kunne de orientere sig efter Polaris — Nordstjernen — der efter mørkets frembrud synes at stå næsten direkte over Nordpolen. Længere sydpå hjalp et klart stjernebillede ved navn Sydkorset søfolkene til at bestemme Sydpolens position. På en klar nat kunne søfolk på alle have derfor beregne deres kurs ud fra mindst ét himmellegeme.

Men der var også andre vejvisere på himmelen. Polynesierne og andre af Stillehavets søfarere kunne aflæse nattehimmelen som et vejkort. De kunne for eksempel sætte en kurs mod en stjerne som de vidste stod op eller gik ned på horisonten i den retning hvor deres bestemmelsessted lå. Hele natten igennem holdt disse søfarere desuden øje med andre stjernebilleder for at sikre sig at de var på ret kurs. Hvis kursen var forkert, viste himmelen dem hvordan de skulle korrigere den.

Hvor pålidelig var denne metode? På et tidspunkt hvor europæiske søfolk ofte holdt sig tæt ved kysten i frygt for at sejle ud over kanten på den flade jord, foretog Stillehavets søfarere åbenbart lange rejser midt på havet mellem relativt små øer. For over 1500 år siden forlod polynesiere for eksempel Marquesasøerne og begav sig mod nord, tværs over det enorme Stillehav. Da de gik i land på Hawaii, havde de tilbagelagt 3700 kilometer! Det fortælles på øerne at fortidens  polynesiere sejlede frem og tilbage mellem Hawaii og Tahiti. Nogle historikere afviser disse beretninger som rene legender, men nutidige søfolk har eftergjort denne rejse ved at navigere efter stjerner, oceandønninger og andre naturfænomener — uden instrumenter.

Båret af vinden

Sejlskibe var helt afhængige af vinden. Når der kom en brise bagfra, blev fartøjet drevet fremad, mens modvind sinkede skibet betydeligt. Hvis det var vindstille, som det ofte var i det såkaldte stillebælte omkring ækvator, bevægede skibet sig ikke ud af stedet. Med tiden fandt søfarerne frem til fremherskende havvinde der hjalp dem til at finde hovedveje for sejlskibe på åbent hav. Navigatørerne udnyttede disse vinde godt.

Hvis vindene var ugunstige, kunne de føre til elendighed og død. Da Vasco da Gama for eksempel i 1497 begav sig ud fra Portugal til Indiens sagnomspundne Malabarkyst, førte de fremherskende vinde ham ud i Sydatlanten og derefter tilbage mod sydøst og rundt om Afrikas Kap Det Gode Håb. Men i Det Indiske Ocean mødte han monsunerne — vinde der skifter retning på forskellige årstider. Ved årets begyndelse rejser sommermonsunen sig i den sydvestlige del af Det Indiske Ocean, og i månedsvis blæser den alt hvad der befinder sig på havet, i retning af Asien. Sidst på efteråret tager vintermonsunen over. Den stormer ind fra nordøst og blæser mod Afrika. Vasco da Gama sejlede ud fra Indien i august og mødte snart ugunstige vinde. Det havde taget ham 23 dage at sejle østpå, men tilbageturen kom til at vare næsten tre måneder. På grund af denne forsinkelse blev der mangel på frisk mad om bord, og mange besætningsmedlemmer døde af skørbug.

Dygtige navigatører på Det Indiske Ocean lærte at kigge på såvel kalenderen som kompasset. Østgående skibe der skulle passere Kap Det Gode Håb, måtte sejle mod Indien først på sommeren, eller risikere at måtte vente i månedsvis på gunstige vinde. Skibe der skulle fra Indien til Europa, måtte begive sig af sted sidst på efteråret for at undgå sommermonsunen. Det Indiske Ocean var som en ensrettet vej hvor trafikken skiftede retning på forskellige årstider — skibstrafikken til Europa og Indiens Malabarkyst sejlede som regel i én retning ad gangen.

Fremskridt inden for navigation

Med tiden er der sket store fremskridt inden for kunsten at navigere. Mekaniske instrumenter betød at søfolkene ikke længere var så afhængige af det blotte øje og gætteværk. Ved hjælp af astrolabiet og senere den mere nøjagtige sekstant — apparater hvormed man kan beregne hvor højt solen eller en stjerne står over horisonten — kunne søfolkene bestemme deres breddegrad nord eller syd for ækvator. Kronometeret — et pålideligt ur der kan bruges på havet — gav dem mulighed for at bestemme længdegraden, det vil sige deres position mod øst eller vest. Med disse instrumenter var det langt mere præcist at anslå sin position end ved blot at bruge bestikregning.

I dag viser gyrokompasser, der ikke har nogen magnetnål, hvor nord befinder sig. Ved hjælp af GPS (Global Positioning System) kan man med et tryk på nogle få knapper fastlægge sin nøjagtige position. Elektroniske skærme erstatter i mange tilfælde søkort af papir. Ja, navigation er blevet en eksakt videnskab. Men alle disse tekniske fremskridt giver os blot endnu større respekt for de modige og dygtige søfarere, der i fortiden førte deres skibe over store, åbne have blot ved at tage bestik af havet, himmelen og vinden.

[Diagram/illustrationer på side 11, 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bestikregning

Man førte omhyggelige optegnelser af hensyn til fremtidig navigation

1 Udgangspunkt

↓

2 Hastigheden bestemmes ved hjælp af et stykke træ,

en line med knuder (knob) der er

knyttet med samme indbyrdes afstand,

og en tidsmåler

↓

3 Kursen bestemmes ved at man lægger mærke

til havstrømmene, stjernerne, solen

og vinden

(Illustrationer)

Kompas

Sekstant

[Illustrationer på side 14]

De nyeste instrumenter gør vore dages navigation til en eksakt videnskab

[Kildeangivelse]

Kværner Masa-Yards