Hvordan kan jeg slippe af med min perfektionisme?
Unge spørger:
Hvordan kan jeg slippe af med min perfektionisme?
„Perfektionismen har faktisk overtaget styringen i mit liv.“ — Carly.
PERFEKTIONISME — altså den opfattelse at alt hvad man gør, skal være helt igennem perfekt — er noget mange unge ligger under for.
Bogen Perfectionism — What’s Bad About Being Too Good? siger: „Der er stor forskel på en sund stræben efter at præstere et godt stykke arbejde og en usund stræben efter at nå et urealistisk mål. De der prøver at yde en god præstation, har måske et stort behov for orden og planlægning og stiller store forventninger til sig selv, men de erkender også at de gør fejl, og de kan tackle det på en positiv måde. . . . Perfektionister, derimod, lever i konstant frygt for at gøre noget forkert. De stiller ekstremt store krav til sig selv.“
Passer denne beskrivelse på dig? Hvis de krav du stiller til dig selv, er meget høje, kan du let blive handlingslammet. Måske undgår du nye udfordringer eller udskyder vigtige ting fordi du er bange for ikke at slå til. Det kan også være at du er tilbøjelig til at droppe enhver som ikke lever op til dine forventninger, og at du derfor ingen venner har.
Hvis noget af det her passer på dig, så tænk over det der står i Bibelen i Prædikeren 7:16: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for víst. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ Ja, en perfektionist kan ’ødelægge sig selv’! Perfektionisme er endog blevet sat i forbindelse med så alvorlige spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi. *
’Jamen, hvordan kan jeg slippe af med min perfektionisme?’ spørger du måske. Det kan selvfølgelig være meget svært at ændre sin tankegang. Med Guds hjælp kan det dog lade sig gøre. Lad os derfor se nærmere på Guds syn på perfektionisme.
Kan man blive perfekt?
Allerførst: Er det overhovedet muligt for dig at blive perfekt i absolut forstand? Ikke ifølge Bibelen. Den siger: „Der er ingen retfærdig, end ikke én . . . Alle mennesker er bøjet af fra vejen, alle sammen er de blevet uduelige.“ (Romerne 3:10-12) Er det ikke tankevækkende? Ordene her viser at hvor meget man end prøver, kan man ikke blive helt perfekt.
Tænk på apostelen Paulus, som var et utrolig åndeligsindet menneske. Ikke engang han kunne tjene Gud uden at fejle. Han indrømmede: „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær. Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ (Romerne 7:21-23) Det var kun med Guds hjælp at Paulus kunne være trofast som kristen.
Gud kræver heldigvis ikke at vi er fuldkomne, og han forventer det heller ikke. „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ (Salme 103:14) Det er først i Guds nye verden at mennesker kan blive fuldkomne.
Revider dine forventninger
På nuværende tidspunkt vil det altså være urealistisk at tro at du kan være helt perfekt. Faktisk må du regne med at du af og til vil gøre fejl. (Romerne 3:23) Ja, nogle gange er vi ikke engang klar over at vi har gjort noget forkert! Salme 19:12 siger: „Ingen kan se sine egne fejl.“ (Today’s English Version) En teenager som hedder Matthew, siger det på den her måde: „Du er ikke fuldkommen — det er der ingen i hele verden der er. Hvis du forventer det fuldkomne af dig selv, bliver du aldrig lykkelig. . . . Det er ikke realistisk — det kan simpelt hen ikke lade sig gøre.“
Med det i tanke hvorfor så ikke arbejde på at revidere nogle af de forventninger du stiller til dig selv? Er du for eksempel ved at slide dig selv op i et forsøg på at være den bedste til alting? Ifølge Bibelen kan sådanne anstrengelser vise sig at være „tomhed og jag efter vind“. (Prædikeren 4:4) Faktum er at det kun er de færreste der opnår at blive allerdygtigst til et eller andet. Og skulle det ske, er det som regel blot et spørgsmål om tid før der kommer en anden som er endnu dygtigere.
Apostelen Paulus gav dette råd: „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind.“ (Romerne 12:3) Vær realistisk! Revider de krav du stiller til dig selv, så de passer til dine evner og begrænsninger. Gør dit bedste, men lad være med at stræbe efter fuldkommenhed. Sæt dig nogle specifikke, men realistiske, mål.
Paulus tilskyndede Timoteus til at være „en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde“. 2 Timoteus 2:15) Det Paulus opfordrede til, var at man skulle yde en god, ikke en fuldkommen, indsats. Sæt dig derfor nogle rimelige mål. Hvis du er i tvivl om hvad ’rimelig’ vil sige, kan du drøfte det med dine forældre eller en anden voksen som du har tillid til.
(Der er nogle der ligefrem anbefaler at man prøver at gøre ting som man ikke er god til. Man kunne for eksempel begynde at deltage i en eller anden form for sport eller at spille et musikinstrument. Når man beskæftiger sig med noget nyt, kan det selvfølgelig ikke undgås at man laver masser af fejl. Men det er faktisk slet ikke så dårligt. Det kan måske hjælpe en til at indse at fejltagelser blot er en del af indlæringsprocessen.
Uanset hvad du skal have gjort — om det så er at skrive en skoleopgave eller at lære at spille en klaversonate — så tænk på et andet råd fra apostelen Paulus: „Vær ikke nølende i jeres iver.“ (Romerne 12:11) Ja, lad være med at udskyde tingene bare fordi du er bange for at det vil kikse for dig.
En pige fortæller at hun havde for vane at udskyde sine skoleopgaver med den undskyldning at hun prøvede at få „system i tingene“. Det er selvfølgelig godt at have system i tingene, men man må passe på at man ikke bruger det som en undskyldning for at udskyde det man skal have gjort. Pigen indså til sidst at „det trods alt er bedre at aflevere en skoleopgave som man ikke er helt tilfreds med, end slet ikke at aflevere nogen“.
Bekæmp negative tanker!
Det kan da være svært at affinde sig med at det man præsterer, ikke er helt perfekt. Måske kæmper du stadig med kritiske, negative tanker. Hvad kan du gøre ved det? Du må gøre en bevidst indsats for at skubbe den slags tanker fra dig, for du ødelægger dig selv hvis du bliver ved med at tænke negativt om det du gør. Prøv at se dine fejl fra den humoristiske side. Der er jo „en tid til at le“. (Prædikeren 3:4) Husk også at Jehova er imod spot, for eksempel nedsættende tale, også når man retter den mod sig selv. — Efeserne 4:31.
Vær ikke hele tiden kritisk over for dig selv. Husk det der står i Ordsprogene 11:17: „En mand der har loyal hengivenhed handler vel mod sin sjæl, men den grusomme styrter sin krop i ulykke.“ Tænk over følgende spørgsmål: Har de ekstremt høje krav du stiller til dig selv og andre, gjort det let for dig at få venner? Sikkert ikke. Måske har du oven i købet været afvisende over for nogen fordi de ikke var helt perfekte. Hvad kan du gøre?
Prøv at følge Bibelens opfordring: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ (Kolossenserne 3:13) Hvis du bliver mere rimelig i dine forventninger til andre, vil det hjælpe dig til at få venner!
’Men,’ spørger du måske, ’hvorfor skulle nogen prøve at undgå mig fordi jeg er perfektionist?’ Tænk på hvordan det virker på andre når du taler om de høje krav du stiller til dig selv. Bogen When Perfect Isn’t Good Enough siger: „Hvis man beklager sig meget hver gang man ikke får topkarakter til en eksamen, kan man let fornærme venner som har kæmpet hårdt uden at have fået lige så gode resultater.“ Arbejd derfor på at være mindre negativ og selvcentreret. Så vil andre synes at du er meget rarere at være sammen med.
Carly, pigen der er nævnt i indledningen, rammer noget væsentligt. Hun siger: „Jeg er hele tiden nødt til at sige til min perfektionisme at den skal holde sig væk.“ Hvordan kan du gøre det? Ved at fundere over hvordan Gud ser på sagen. Hvis du så stadig synes at det er svært at tænke i de rigtige baner, kan du tale med dine forældre om det eller med en moden kristen i din menighed. Bed Gud om hjælp til at forandre din måde at tænke på. Bøn kan være til stor gavn når man ønsker at bekæmpe perfektionistiske tilbøjeligheder. — Salme 55:22; Filipperne 4:6, 7.
Husk altid på at Jehova ikke kræver at vi er fuldkomne; han forventer blot at vi er trofaste mod ham. (1 Korinther 4:2) Hvis du bestræber dig for at være trofast, har du al mulig grund til at være tilfreds med dig selv — også selv om du ikke er perfekt.
[Fodnote]
^ par. 7 Se artiklen „Hvorfor er jeg perfektionist?“ i Vågn op! for 22. juli 2003.
[Illustration på side 17]
Frygten for fiasko kan gøre dig handlingslammet
[Illustration på side 18]
At prøve at lære noget nyt kan hjælpe dig til at tage mere afslappet på de fejl du begår