Månestråler af krystal
Månestråler af krystal
I april 2000 sprængte minearbejdere en tunnel i nærheden af Chihuahua i Mexico. Sprængningen foregik cirka 300 meter under jordens overflade, og formålet var at finde ædle metaller. Da den 40-årige Eloy Delgado krøb igennem en lille åbning, opdagede han en hule fyldt med kæmpemæssige, klare krystaller. „Det var et ualmindeligt smukt syn,“ fortalte han, „ligesom lys der blev kastet tilbage fra et ituslået spejl.“ En anden sagde at det så ud som „månestråler der pludselig fik vægt og fylde“.
Disse krystaller menes at være de største i verden. Nogle af dem er 15 meter høje, på størrelse med fuldt udvoksede fyrretræer, og vejer over 10 tons. „At se krystaller der er så enorme og fuldendte, overgår ens fatteevne,“ sagde Jeffrey Post, som er kurator i afdelingen for mineraler ved Smithsonian Institution i Washington, D.C. Han nævnte at de fleste af de krystaller der normalt bliver fundet, ikke er større end at de kan ligge i en hånd.
I april 2002 gav tidsskriftet Smithsonian en beskrivelse af hvordan kæmpekrystallerne er blevet til: „Grundvandet i disse huler, der er rigt på svovl fra de nærliggende metalaflejringer, er begyndt at opløse kalkstensvæggene, hvorved der er blevet frigivet store mængder calcium. Dette calcium er så gået i forbindelse med svovlet og har dannet krystaller i en størrelsesorden man ikke har set før.“
Temperaturen og luftfugtigheden i hulerne er ideel for krystaller, men uudholdelig for mennesker. Der er op mod 65 graders varme, og luftfugtigheden er 100 procent. Richard Fisher, som var den første nordamerikaner der udforskede disse huler, siger: „Når man træder ind i den store hule, er det som at komme ind i en højovn.“ Han tilføjer at man ikke kan holde ud at være i hulen i mere end seks til ti minutter på grund af den voldsomme varme og høje luftfugtighed.
Opdagelsen af disse vældige krystaller er endnu en påmindelse om jordens skønhed og rigdom, hvoraf en stor del måske stadig er skjult for vores øjne. Salmisten har ret når han siger: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ — Salme 104:24.
[Kildeangivelse på side 31]
Alle billeder: © Richard D. Fisher