Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Besøg Jerusalem i Quebec

Besøg Jerusalem i Quebec

Besøg Jerusalem i Quebec

DE DER besøger Jerusalem i dag, forsøger måske at forestille sig hvordan byen har set ud på Bibelens tid. Cirka 8500 kilometer vest for Jerusalem i en lille by ved St. Lawrence-floden i Canada kan man imidlertid få et enestående indtryk af denne gamle by — ja, en flot panoramaudsigt ud over Jerusalem og dens omegn. Hvordan er det muligt? Her følger en forklaring.

I en cirkelrund bygning i byen Sainte Anne de Beaupré i staten Quebec kan man se et af verdens største rundmalerier, det cirkelrunde vægmaleri af Jerusalem. Dette kolossale værk er 14 meter højt og har en omkreds på 110 meter. Selv om ikke alle detaljer på maleriet er korrekte, er det ikke desto mindre spændende at se for dem der interesserer sig for Bibelen. Det giver nemlig en levende beskrivelse af hvordan livet formede sig i Jerusalem på Bibelens tid.

Stående på en platform i midten af bygningen kan de besøgende betragte landskabet omkring Jerusalem som det tog sig ud i det første århundrede. Når man lader blikket fortsætte hen over det fulde 360-graders panorama, træder selve den berømte by tydeligt frem med dens iøjnefaldende mure, herlige tempel og luksuriøse paladser. Længere henne på maleriet ser man en levende gengivelse af de sidste øjeblikke af Jesu jordiske liv. Dette enestående værk er så livagtigt at man får en fornemmelse af selv at være til stede blandt menneskemylderet i Jerusalems gader.

Forbavsende nok er dette maleri med dets spændende tredimensionelle virkning ikke af nyere dato. En berømt kunstner fra Paris ved navn Paul Philippoteaux arbejdede på det fra 1878 til 1882. Fem andre malere, to fra USA, to fra Frankrig og en fra England, hjalp ham med dette mesterværk. Den oprindelige idé til maleriet må imidlertid tilskrives Bruno Piglhein, som gerne ville gøre noget for at give offentligheden et større indblik i dagliglivet på Bibelens tid. Da værket var fuldført i München i Tyskland, blev det udstillet i nogle af Europas store hovedstæder. Og siden 1895 har det været permanent udstillet i Canada.

[Kildeangivelse på side 31]

Alle fotos: Cyclorama de Jérusalem inc.