Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hendes opgave gjorde dybt indtryk

Hendes opgave gjorde dybt indtryk

Hendes opgave gjorde dybt indtryk

Ginny fra USA, der er et af Jehovas Vidner, fik i sit afsluttende skoleår en glimrende lejlighed til at fortælle om sin tro. „Læreren gjorde klassen opmærksom på at vi skulle have en terminsprøve for at kunne få den afsluttende eksamen. Jeg sagde til hende at jeg gerne ville skrive om Jehovas Vidner i nazisternes koncentrationslejre,“ fortæller Ginny.

Læreren gav Ginny lov til at gå i gang med emnet. „Jeg var temmelig nervøs da det blev min tur til at fremlægge min opgave over for klassen,“ indrømmer hun. „Jeg vidste jo ikke hvad mine klassekammerater ville sige, og om de ville gøre nar af mig.“

Ginny indledte sin præsentation med at spørge: „Véd I hvem der bar davidsstjernen i nazisternes koncentrationslejre?“ Alle svarede: „Jøderne.“ Så spurgte hun om nogle vidste hvem der bar en lilla trekant. Ikke én reagerede. „Jeg fortalte dem at det var Jehovas Vidner,“ siger Ginny.

De oplysninger Ginny kom med, gjorde dybt indtryk på både læreren og klassen. „De fik vældig stor respekt for Jehovas Vidner da de blev klar over at Vidnerne kunne have fået deres frihed blot ved at underskrive et stykke papir hvor de fornægtede deres tro,“ fortæller Ginny. „Nogle af mine klassekammerater indrømmede senere at de førhen havde gjort nar af Jehovas Vidner, men lovede at de ville lytte til dem næste gang.“

Ginnys rapport fik højeste karakter på fire forskellige områder. „Ikke nok med at jeg fik en god karakter,“ siger hun, „men det gav mig også en enestående lejlighed til at tale om min tro!“

[Illustration på side 19]

Mange Jehovas Vidner fik tilbudt frihed hvis de underskrev dette dokument og derved afsværgede deres tro

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af United States Holocaust Memorial Museum