Piñata — en gammel skik

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

BØRNENE i nabolaget holder fiesta. Vi hører dem råbe begejstret: „Dale! Dale! Dale!” (Slå den! Slå den! Slå den!) Vi kigger nysgerrigt ind i gårdhaven og får øje på en farvestrålende papmaché-figur der forestiller et æsel, og som er hængt op mellem to træer. Et barn der har fået bind for øjnene, forsøger at ramme æselet med en kæp og slå hul på det. Gæsterne kommer med opmuntrende tilråb. Omsider går der hul, og ud vælter slik, frugt og små stykker legetøj. Børnene griner højt mens de kravler rundt for at samle gaverne op. Det ser fornøjeligt ud. Vi får at vide at æselet kaldes en piñata, og at det er skik og brug her i Mexico og i andre latinamerikanske lande at slå en piñata i stykker ved fester.

Vi spekulerer på hvorfor piñataen er så populær. Hvor stammer skikken fra? Ligger der noget symbolsk i at man slår den i stykker? Det beslutter vi os for at finde ud af.

Hvor stammer piñataen fra?

De fleste hælder til at kineserne var de første der brugte noget som minder om en piñata; den var en del af deres nytårsfestligheder, der også markerede forårets begyndelse. De lavede figurer der lignede køer, okser og vandbøfler, dækkede dem med farvet papir og fyldte dem med fem forskellige slags frø. Derefter slog man hul på figurerne med farvede kæppe. Det dekorative papir de var dækket med, blev brændt, og asken blev samlet op og gemt for at bringe held i det kommende år.

Man mener at den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo i det 13. århundrede havde piñataskikken med hjem til Italien fra Kina. Her fik den det italienske navn pignatta, som betyder skrøbelig krukke. I stedet for frø fyldte man den med nipsgenstande, smykker og slik. Traditionen bredte sig så til Spanien, hvor det blev kutyme at slå en piñata i stykker den første søndag i fasten. * Og i begyndelsen af det 16. århundrede bragte spanske missionærer tilsyneladende piñataen med til Mexico.

Men de spanske missionærer blev sikkert overraskede (ligesom vi blev) da de opdagede at de indfødte i Mexico allerede havde en lignende skik. Aztekerne fejrede sol- og krigsguden Huitzilopochtlis fødselsdag ved at placere en lerkrukke på en pæl i hans tempel ved årets slutning. Krukken var udsmykket med farverige fjer og fyldt med små værdigenstande. Den blev så slået itu med en kæp, og værdigenstandene der faldt ud, var en offergave til gudebilledet. Og mayaerne havde en  leg hvor nogle med bind for øjnene skulle slå til en krukke der hang i en snor.

Missionærerne anvendte snedigt nok piñataen i deres forsøg på at kristne indianerne. Den blev blandt andet brugt til at symbolisere den kristnes kamp for at sejre over Djævelen og synden. Oprindelig var en piñata en lerkrukke formet som en syvtakket stjerne viklet ind i farvet papir. Man sagde at takkerne repræsenterede de syv dødssynder: hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. At man slog ud efter piñataen mens man havde bind for øjnene, skulle illustrere at „blind“ tro og stærk vilje kunne knuse ondskab og fristelser. Piñataens indhold var belønningen.

Piñataen i dag

Senere blev piñataen en del af festlighederne ved posadas * i juletiden, og det er den stadig. (En piñata med form som en stjerne bliver brugt til at symbolisere den stjerne der ledede astrologerne til Betlehem.) Ved fødselsdagsfester er det utænkeligt ikke at slå en piñata i stykker. Ja, piñataer er blevet noget typisk mexicansk, og Mexico eksporterer dem ligefrem til andre lande.

Vi fandt ud af at mange i Mexico ikke længere forbinder piñataen med noget religiøst, men blot betragter den som  en harmløs fornøjelse. Faktisk bliver piñataer brugt ved mange festlige lejligheder i Mexico, og ikke kun ved fødselsdagsfester og posadas. En piñata fås desuden i mange forskellige former og ikke kun i den traditionelle stjerneformede facon. Somme tider er de udformet så de ligner dyr, blomster eller klovne.

Hvis man som kristen overvejer om man skal have en piñata ved en sammenkomst, bør man tænke over hvordan det vil berøre andres samvittighed. (1 Korinther 10:31-33) Det man må overveje, er ikke hvilken betydning piñataen havde for hundreder af år siden, men hvordan den i dag bliver betragtet der hvor man bor. Der vil forståeligt nok være forskellige meninger fra sted til sted. Det vil derfor være klogt ikke at gøre det til et stridsspørgsmål. Bibelen siger: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 Korinther 10:24.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Hvis du overvejer at have en piñata ved en sammenkomst, så tænk over hvordan det vil berøre andres samvittighed

[Illustration på side 23]

Piñataer fås i mange forskellige former og størrelser