Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Seks gavnlige råd om sundhed

Seks gavnlige råd om sundhed

Seks gavnlige råd om sundhed

Et godt helbred — en udfordring i mindre udviklede lande

FOR mange er hygiejne ikke så let en sag. Det gælder især i lande med utilstrækkelige sanitære forhold og mangel på rent vand. Men en god hygiejne er anstrengelserne værd. Det anslås at mere end halvdelen af alle sygdomme og dødsfald blandt små børn skyldes bakterier som kommer ind i munden via snavsede hænder eller forurenet mad eller vand. Mange sygdomme, som for eksempel diarré, kan forebygges ved at anvende følgende råd fra publikationen Facts for Life, udgivet af FN’s Børnefond.

1 Skaf ekskrementer af vejen

Der gemmer sig mange smittefarlige bakterier i ekskrementer. Bakterier der overføres til hænder, vand, fødevarer, bestik, køkkengrej eller overflader hvor der tilberedes eller serveres mad, kan gennem munden videreføres til maven og fremkalde sygdomme. Den bedste måde at forhindre bakteriespredning på er at bortskaffe alle ekskrementer. Man må bruge et toilet eller et latrin og sørge for at der ikke ligger dyreekskrementer omkring hjemmet, på stier eller steder hvor der leger børn.

I områder uden toiletter og latriner bør ekskrementer straks graves ned. Det gælder også afføring fra spædbørn, som ligeledes indeholder mikrober der kan forårsage sygdomme.

Gør latriner og toiletter rene regelmæssigt. Sørg for at tildække latrinet eller at skylle toilettet ud.

2 Vask hænder

Man må vaske hænder regelmæssigt. De kan holdes bakteriefrie ved vask med vand og sæbe eller aske. Det er ikke nok blot at skylle hænderne i vand — de må skrubbes med sæbe eller aske.

Det er vigtigt at vaske hænder efter toiletbesøg og efter at man har skiftet en baby eller hjulpet et barn på toilettet. Vask også hænder efter berøring med dyr og inden tilberedning af mad eller madning af børn.

Ved at vaske hænder kan man desuden beskytte sig mod sygdomsfremkaldende orm. Disse orm er så små at de kun kan ses i et mikroskop. De lever i ekskrementer og urin, i overfladevand og jord, i råt kød og i kød der ikke er gennemkogt eller -stegt. Den bedste beskyttelse mod orm er at vaske hænder. Man kan desuden også hindre dem i at trænge ind gennem huden på fødderne ved altid at gå med sko i nærheden af et latrin.

Da børn ofte putter fingrene i munden, må deres hænder vaskes tit, især efter toiletbesøg og inden de spiser. Lær dem at vaske hænder selv og ikke at lege i nærheden af latriner, toiletter og kloakudløb.

3 Vask ansigtet hver dag

Vask hver dag ansigtet med vand og sæbe for at hindre øjeninfektioner. Vask også børnene i ansigtet. Er ansigtet uvasket, kan det tiltrække fluer som overfører mikroorganismer. Sådanne smittekim kan forårsage infektioner og blindhed.

Undersøg regelmæssigt børnenes øjne. Sunde øjne er fugtige og skinnende. Hvis de er tørre, røde, betændte eller irriterede, bør barnet undersøges af en sundhedsplejerske eller en læge.

4 Brug kun rent vand

Familier der bruger rent vand og beskytter det mod bakterier, bliver ikke så ofte syge. Hvis man får vand fra et forsvarligt anlagt og vedligeholdt vandværk eller fra en ren kilde eller brønd, er vandet sikkert rent. Vand der hentes fra damme, floder og åbne tanke eller brønde, er sandsynligvis ikke så rent, men kan blive det ved kogning.

Brønde bør være tildækkede. Reb samt spande og krukker som bruges til at hente og opbevare vand i, bør vaskes regelmæssigt og anbringes et rent sted, ikke på jorden. Man må sørge for at der ikke færdes dyr omkring drikkevandssteder og beboelsesområder. Brug ikke pesticider eller kemikalier i nærheden af vandkilder.

I hjemmet skal vandet opbevares i rene, tildækkede beholdere. Det er bedst at bruge beholdere med taphaner. Hvis ikke man har det, bør vandet øses op med en ren øse eller kop. Man bør aldrig have kontakt med drikkevand med uvaskede hænder.

5 Beskyt maden mod bakterier

Ved omhyggelig kogning kan man slå mikroorganismer ihjel. Man må især sørge for at gennemstege eller gennemkoge kød. Bakterierne formerer sig hurtigt i varm mad. Det er derfor bedst at spise maden så snart den er tilberedt. Hvis man er nødt til at gemme maden længere end to timer, må man sørge for at den enten står koldt eller holdes helt varm. Tilberedt mad der skal gemmes til et senere måltid, må desuden tildækkes så den beskyttes mod fluer og insekter. Varm den godt igennem inden den spises.

Det er bedst at give spædbørn og små børn modermælk. Giver man mindre børn animalsk mælk, skal den helst være friskkogt eller pasteuriseret. Brug kun sutteflasker der er gjort rene i kogt vand, da de ellers kan være bakteriefyldte og forårsage diarré. Det er bedst at amme børn eller lade dem drikke af en ren, åben kop.

Vask frugt og grøntsager i rent vand. Det er især vigtigt hvis børnene får dem rå.

6 Bortskaf alt husholdningsaffald

Fluer, kakerlakker, rotter og mus er smittebærere og holder til hvor der er affald. Hvis der ikke er renovation i området, så grav et hul hvor husholdningsaffaldet kan blive begravet eller brændt hver dag. Hold hjemmet rent og fri for affald og spildevand.

Hvis man regelmæssigt følger disse råd, vil de snart blive indarbejdet i ens daglige rutine. De er økonomisk og praktisk overkommelige og kan medvirke til at hele familien bevarer et godt helbred.

[Illustration på side 11]

I områder uden toiletter og latriner bør ekskrementer straks graves ned

[Illustration på side 11]

Vask hænder regelmæssigt

[Illustration på side 12, 13]

Vask ansigtet hver dag

[Illustrationer på side 12]

Det mindsker risikoen for sygdom når man bruger rent vand og sørger for at det beskyttes mod bakterier

[Illustration på side 13]

Dæk madrester til

[Illustration på side 13]

Fjern hver dag husholdningsaffald