Tranernes dans

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

I DEN sydkoreanske by Pusan kan man opleve en højst ejendommelig folkedans. Mænd klædt i hvide gevandter og med høje sorte hatte svinger med armene og drejer omkring mens de bukker og nu og da står på ét ben.

Der ligger en enkel forklaring bag disse ejendommelige, improviserede bevægelser. Mændene efterligner den japanske trane, som gennem hundreder af år har overvintret i Sydkorea. Dens unikke dans har gjort så stort et indtryk på byens indbyggere at de har skabt deres egen dans ved at efterligne tranens bevægelser.

På den japanske ø Hokkaido, femten hundrede kilometer fra Pusan, strømmer naturelskere i stort tal til nationalparken Kushiro Shitsugen for at se den ægte vare. Takket være et fodringsprogram i de koldeste vintermåneder tæller en koloni af japanske traner nu flere hundrede. Det er meget smukt at se en gruppe af disse elegante sort-hvide fugle udføre deres fyrige dans i sneen. Jennifer Ackerman, der er skribent ved National Geographic, beskriver sin betagelse med det japanske ord aware, som ifølge hende betegner „den følelse der opstår under en kortvarig oplevelse af gribende skønhed“.

Traner er udbredt på alle kontinenter undtagen Sydamerika og Antarktis. De har længe fascineret folk og ses afbildet på hulemalerier i Afrika, Australien og Europa. I Det Fjerne Østen, hvor traner er et symbol på lang levetid og lykke, er de et yndet motiv for kunstnere. Traner danner par for livet, og det er måske grunden til at de er kommet til at stå for ægteskabelig lykke og hyppigt afbildes på brudekimonoer. Koreanerne har fredet den japanske trane som „særlig bevaringsværdig“ på grund af dens sjældenhed og skønhed, og japanerne har afbildet dansende traner på deres 1000-yen sedler. Og i over 2500 år har kineserne haft en dans kaldet ’de hvide traners dans’. Måske er det netop tranernes enestående glæde ved at danse der har gjort dem så afholdte blandt mennesker.

Tranedansen

Alle 15 arter af traner danser, og selv de små unger forsøger sig allerede når de er et par dage gamle. „Også andre fuglearter danser, men ingen gør det i samme omfang eller . . . så smukt set med menneskers øjne,“ siges der i Handbook of the Birds of the World. Tranernes dans er meget varieret og ganske imponerende — ikke blot på grund af fuglenes betydelige størrelse og deres elegante holdning,  men også på grund af de høje, dramatiske hop med udbredte vinger. Til tranedansen hører typisk „lange indviklede passager af koordinerede buk, spring, løb og korte flyvninger,“ forklarer bogen videre. Og ligesom det sker hos mennesker, slutter resten af traneflokken sig som regel til når nogle få begynder at danse. I Afrika har nogle set helt op til 60 par krontraner udføre en lystig fælles dans.

Hvorfor danser de? Er det en form for træning, kommunikation, parringsleg eller alarmsignal — eller danser tranerne slet og ret for fornøjelsens skyld? Forklaringen er måske en kombination af de nævnte ting. Tydeligt er det dog at tranerne kan lide at danse parvis, og at dansen hører med til deres parringsleg. Men selv traner der endnu ikke er fuldvoksne, danser, og de yngste er sædvanligvis de ivrigste. „Hvad der end ligger til grund for deres dans, er den en nydelse at iagttage,“ slutter Handbook of the Birds of the World.

Flyvefærdigheder

Man hører ofte tranerne længe før man får øje på dem, for den gjaldende trompeteren røber dem på flere kilometers afstand. På de lange træk bruger de sikkert stemmerne til at holde flokken samlet. De fleste tranearter tager om efteråret på den anstrengende tur fra deres nordlige ynglepladser i Canada, Skandinavien eller Sibirien til varmere himmelstrøg i Kina, Indien, Texas eller Middelhavslandene. Disse ture er farefulde og udmattende. Nogle eurasiske traner er blevet set flyvende i 10.000 meters højde mens de krydsede Himalaya på vej til Indien. De flyver i kileformation og udnytter de termiske opvinde så de kan svæve så langt som muligt, men over vand er de tvunget til at bruge vingerne hele tiden. *

Den spanske ornitolog Juan Carlos Alonso har brugt næsten 20 år på at optegne trækruterne for de 70.000 eurasiske traner som overvintrer i Spanien. „Nogle fugle er ringmærkede, mens andre bærer en lille radiosender så man kan følge deres trækrute,“ fortæller han. „Det er en sand fornøjelse at finde en fugl der overvintrer i Spanien, og som jeg ringmærkede lige da den var flyvefærdig i Nordtyskland. Tranerne har fulgt de samme trækruter i århundreder. En trane der blev ringmærket i Finland, blev fundet så sydligt som i sit vinterkvarter i Etiopien, mens andre traner fra Sibirien overvintrer i Mexico.“

 Kampen for deres overlevelse

I øjeblikket er 9 af de 15 tranearter truet af udryddelse. Værst forholder det sig med trompetertranen i Nordamerika, som i 1938 var reduceret til kun 14 fugle. Takket være et opdrætningsprogram og beskyttelse af de vigtigste levesteder er antallet dog langsomt kommet op over 300. Naturforskere opdrætter nu traneunger i fangenskab og udsætter dem i beskyttede områder i naturen. For nylig har man ved hjælp af små ultralette fly med held lært nogle få unge trompetertraner at tage på træk. Russiske forskere gør lignende anstrengelser for at beskytte den truede sibiriske hvide trane.

En af de mest rørende succeshistorier kommer fra Japan. En lille koloni af japanske traner overvintrede på Hokkaido fordi de var i stand til at finde føden langs vandløb i nærheden af varme kilder. I den hårde vinter i 1952 frøs disse vandløb dog også til, og den lille koloni på 30 fugle var truet af udslettelse. Men fuglene overlevede fordi lokale skolebørn lagde korn ud på de frosne vandløb. Siden da er tranerne regelmæssigt blevet fodret, og den lille koloni er vokset til næsten 900 fugle, omkring en tredjedel af den samlede bestand af japanske traner i verden.

En usikker fremtid

Dræning af vådområder og tabet af græssletter udgør en trussel for traner såvel som for mange andre fugle. I kampen for at overleve har tranerne måttet lære at færdes i nærheden af mennesker. De foretrækker som regel at opholde sig på en afstand af flere kilometer fra mennesker, men hvis man ikke generer dem, kan de vænne sig til ens tilstedeværelse. I Indien er sarustranen, den højeste af alle flyvefugle, begyndt at yngle i småbyernes gadekær. Andre tranearter har lært at klare sig ved at fouragere på dyrkede marker når de er på træk eller befinder sig på overvintringsstederne.

Forhåbentlig vil de forenede fredningsbestræbelser i mange lande sikre denne yndefulde skabnings beståen. Det ville være tragisk hvis de næste generationer aldrig fik lov at opleve glæden over den pragtfulde tranedans eller høre tranernes trompeteren når de drager mod syd på efterårstræk.

[Fodnote]

 [Illustration på side 15]

Japanske traner, Asien

[Illustration på side 16]

Et udsnit af en dekoration på koreansk porcelæn

[Illustration på side 16]

Sort-hvide jomfrutraner med øreduske

[Illustration på side 16, 17]

Almindelige europæiske traner (Grus grus)

[Illustration på side 17]

Krontraner