Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Man gik derfra i dybe tanker’

’Man gik derfra i dybe tanker’

’Man gik derfra i dybe tanker’

Bibelen og Navnet var titlen på en omfattende udstilling der blev vist i Odense, København og Århus sidste vinter. „Man går derfra i dybe tanker!“ erklærede en kendt religionslærer efter at have set den. Og han var ikke den eneste. Næsten 30.000 danskere så udstillingen, og mange af dem gav udtryk for at den havde givet dem stof til eftertanke.

HVAD var det der formåede at bringe så mange „i dybe tanker“? Det var en enestående præsentation af fakta om Bøgernes Bog. Udstillingen gav en spændende og saglig beretning om Bibelens lange, ofte farefulde, vej fra dens tilblivelse til i dag, hvor den er verdens mest udbredte bog.

I udstillingens 45 montrer lå der flotte, gamle bibelværker, skrivematerialer fra Bibelens tid og mange andre genstande som var med til at gøre stoffet levende. På over 70 tavler fortaltes den fascinerende historie om Bibelens bevarelse, oversættelse og udbredelse — en historie der omspænder tre og et halvt årtusind frem til i dag.

Et særlig spændende moment ved udstillingen var de oplysninger den præsenterede om Guds navn. Mange har ikke været klar over at Gud i Bibelen omtales med et navn, de fire hebraiske bogstaver JHWH, der på dansk som regel gengives med Jehova. Bibelen anvender det omkring 7000 gange; det er syv gange oftere end navnet Jesus. Den danske skribent Niels Hemmingsen brugte navnet allerede i 1557, og fra hans tid og frem har den klassiske form Jehova og de fire hebraiske bogstaver, tetragrammet, kunnet ses i utallige bøger og på mange offentlige bygninger og udsmykninger i Danmark, med Rundetårn som det kendteste eksempel.

Passende rammer om udstillingen

Det første sted udstillingen blev vist, var på Fyn. Lige op ad Odense Domkirke (hvor Guds navn forekommer flere steder som del af udsmykningen) ejer Odense Kommune en gammel bygning der kaldes Sankt Knuds Kloster, fordi der i middelalderen lå et kloster på dette sted. Stedet er fuldt af atmosfære; de smukt istandsatte sale var perfekte omgivelser for udstillingens montrer og rammer, der var gedigent fremstillet af gyldne træsorter.

Fra Odense blev udstillingen flyttet til København, hvor rammen var mindst lige så passende. Københavns Universitet havde stillet sin museumshal til rådighed, den stilfulde bygning i Krystalgade der i 1870 blev åbnet som zoologisk museum. Den sidste udstillingsperiode var i Århus. Her kunne man nyde udstillingen i den høje, lyse rådhushal i Arne Jacobsens rådhus fra 1942.

Der var gratis entré til udstillingen. Frivillige havde alle tre steder gjort meget for at uddele løbesedler, ophænge plakater og invitere offentligheden. Og hvad var det så gæsterne fik at se?

Hvad man kunne se

Som man kunne vente af en bibeludstilling, var der en hel del bibler at se, og flere af værkerne var sikkert flottere end mange havde forventet. En faksimile-udgave af Gutenbergbibelen fra 1450 fangede øjet. Det er et meget smukt, håndkoloreret værk, et klenodie som giver én respekt for den omhu der før i tiden blev lagt i bibelfremstillingen. Originalerne af de danske kongebibler, eller foliobibler, var også imponerende bogværker: Christian den Tredjes Bibel (1550), Frederik den Andens Bibel (1589), Christian den Fjerdes Bibel (1633). Der var også de mange senere revisioner, enten baseret på Martin Luthers tyske oversættelse eller på Hans Poulsen Resens oversættlse fra 1607. Den nyeste danske autoriserede oversættelse er fra 1992; et eksemplar med tegninger udført af dronning Margrethe den Anden var med på udstillingen. Den er nyoversat fra originalsprogene og er altså ikke en „Lutherbibel“ eller blot en revision af tidligere oversættelser.

Mange af de gamle bibler bar præg af flittig brug; nogle havde flere generationers notater i margenerne. Man fornemmer at deres ejere har tænkt som David, der skrev i Salme 119:97: „Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke.“

Men også andre effekter gjorde indtryk. På en afstøbning af Mesjastelen fra det 10. århundrede f.v.t. så man Guds navn, skrevet med gammelhebraiske bogstaver.

Der blev vist fragmenter af Septuaginta-oversættelsen, den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter som blev benyttet på Jesu og apostlenes tid. Kopier af Septuaginta-fragmenter viste at Guds navn (JHWH, med hebraiske bogstaver) blev brugt i denne oversættelse. Først senere blev navnet ændret til ordet for „Herren“, og man kan derfor gå ud fra at Jesus og apostlene også brugte navnet når de læste eller citerede fra Skrifterne. — Jævnfør Lukas 4:16-21; Romerne 10:13.

Plancheteksterne var i sig selv tankevækkende. Man kunne læse om bibeloversætteren William Tyndale, der i 1536 blev henrettet på grund af sit arbejde, og om de mange der i det 19. århundrede rejste ud til fjerne lande hvor de brugte et helt liv på at oversætte til lokale sprog. Deres åbenbare kærlighed til Guds ord vakte til eftertanke.

Kommentarer til udstillingen

„Udstillingen fortæller historien om en 2000-årig samling af skrifter der trods forfølgelse har overlevet, ikke svækket, men som et levende værk der påvirker det meste af verden og nu findes på mere end 2285 sprog,“ sagde Erik Jørgensen fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Danmark i en tale ved åbningen i Odense. Siden da er tallet i øvrigt steget til 2303 sprog.

Ved åbningen på Københavns Universitet fremhævede lektor Finn Jacobi, som er tilknyttet det teologiske fakultet på Århus Universitet, hvor vigtigt det er at almindelige mennesker kan læse Bibelen: „Det er en af de store begivenheder i den nyere tids åndshistorie at menigmand blev bibellæser.“ Han havde denne tankevækkende iagttagelse: „Den fromme bibellæsers stilfærdige samtale med Gud overlevede religionskrigene. Faren kommer i dag fra en anden kamp. Det indre liv er truet af moderne livsformer der ikke levner os den nødvendige ro. Det kniber med at finde plads til det daglige møde med den Almægtige som bibellæsningen kom til at betyde for tidligere tiders troende. Derfor denne udstilling. Den har det ene formål at gøre opmærksom på Bibelen i en tid der er optaget af så meget andet.“

En artikel i Jyllands-Posten den 13. oktober 2002 roste udstillingen, blandt andet for at den ikke ’missionerede eller prækede’. Artiklen, som var på en hel side i søndagsudgaven, spurgte også: „Mon vi værdsætter det alvorligt nok, dette at kunne læse hvad vi vil, når vi vil?“

En gæst i Odense udbrød: „Det er imponerende; det var vel nok godt jeg kom! Jeg lærer en masse.“ Han kom fordi hans præst havde sagt: „Jeg har selv set udstillingen, og det er rigtigt alt sammen.“

’Man gik derfra ...’

Det er rigtigt at udstillingen ikke ’prækede’. Hvis den havde noget budskab, var det dens vidnesbyrd om arrangørernes kærlighed til Bibelen og deres respekt for Skaberens personlige navn. — Esajas 43:10.

Da udstillingen for sidste gang blev lukket, havde i alt 29.176 set den, deriblandt 85 skoleklasser med 1458 elever og lærere.

Og det er helt sikkert at mange gik derfra „i dybe tanker“. Hos nogle var det de mange afskriveres og oversætteres uselviske arbejde der gjorde indtryk, og den livsfare de havde udsat sig for af kærlighed til Guds ord. Andre var måske blevet slået af respekt for det budskab der er blevet bevaret ned gennem tiden — og en hel del har sikkert fået fornyet lysten til bibellæsningens „stilfærdige samtale med Gud“.

[Illustration på side 24]

Den berømte rebus på Rundetårn i København kan tydes sådan: „Måtte Jehova lede retfærdighed og gudsfrygt ind i hjertet på den kronede konge Christian den Fjerde. 1642“

[Illustrationer på side 26, 27]

Udstillingen „Bibelen og Navnet“ blev vist i Museumshallen, Københavns Universitet (øverst), i Sankt Knuds Kloster, Odense, (nederst til venstre) og på Århus Rådhus (nederst til højre)

[Illustration på side 27]

Lektor Finn Jacobi talte ved udstillingens åbning i København og i Århus