Mosaikker — malerier udført i sten

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

MOSAIK er blevet kaldt „en særegen kunstart“, en „ejendommelig“ udsmykningsteknik og en af „de mest holdbare former for dekorationskunst fra oldtiden“. Domenico Ghirlandaio, en italiensk kunstner fra det 15. århundrede, kaldte mosaikken „det virkelige maleri for evigheden“. Uanset hvad man synes om mosaikker, må de siges at have en fascinerende historie.

Mosaik kan beskrives som kunsten at dekorere en overflade — det være sig et gulv, en væg eller en hvælving — med motiver sammensat af små sten eller stykker af glas eller brændt ler. Mosaik er også blevet brugt til udsmykning af kurbade, svømmebassiner og springvand — steder hvor mere sarte former for dekorationer normalt ville være blevet ødelagt af fugt.

Mosaikker kan have vidt forskellige motiver, fra enkle ensfarvede gulve til sort-hvide mønstre og fra indviklede farverige blomstermønstre til betagende billedkompositioner.

Oprindelse og udvikling

Det vides ikke med sikkerhed hvor mosaikkunsten stammer fra. De gamle ægyptere og sumerere udsmykkede deres bygninger med farvede overflademønstre. Det ser dog ud til at denne form for kunst ikke blev videreudviklet, men med tiden døde ud. Grækenland, Karthago, Kreta, Lilleasien, Sicilien, Spanien og Syrien har alle været nævnt som mosaikkens fødested, og det har fået en skribent til at udlede at teknikken er blevet „opfundet, glemt og opfundet igen flere gange og flere steder i Middelhavsområdet“.

Gamle mosaikker, hvoraf nogle er helt fra det 9. århundrede før vor tidsregning, bestod af enkle mønstre udført i små glatte sten. Det var de lokalt tilgængelige sten der var  afgørende for farvevalget. Stenene målte normalt 10 til 20 millimeter i diameter, men detaljerede udsnit af motivet kunne bestå af nogle der kun havde en diameter på 5 millimeter. Fra og med det 4. århundrede før vor tidsregning begyndte kunstnere at skære stenene i mindre stykker, noget der gav mulighed for endnu større præcision. Efterhånden afløstes småstenene af tilvirkede kubiske sten, eller tesserae. De havde flere farvenuancer og var lettere at lægge og tilpasse til det ønskede motiv. De gav også en jævn overflade der kunne slibes og voksbehandles så farverne tydeligere trådte frem. I det andet århundrede efter vor tidsregning begyndte man desuden at bruge små stykker farvet glas, og det føjede betydeligt flere farver til mosaikkunstnerens palet.

I den hellenistiske periode (ca. 300 f.v.t. til ca. 30 e.v.t.) blev der skabt særlig fine og detaljerede billedmosaikker. „Ved at de græske mosaikkunstnere gjorde brug af flest mulige farver og reducerede tesserae til én kubikmillimeter, . . . kunne deres værker konkurrere med vægmalerier,“ står der i bogen Glossario tecnico-storico del mosaico (Mosaikkunstens teknisk-historiske ordbog). Farver blev mesterligt  brugt til at give billedet den rette virkning hvad angår lys, skygge, dybde, fylde og perspektiv.

Græske mosaikker består typisk af en centralt anbragt og meget detaljeret billedkomposition — ofte en veludført gengivelse af et berømt maleri — omkranset af en pyntebort. Nogle af disse kompositioner er udført i bittesmå mosaikstifter der er tilpasset og lagt på en sådan måde at de mere ligner penselstrøg end små stykker sten.

Romerske mosaikker

Mange anser mosaikken for at være en romersk kunstart eftersom der findes et væld af mosaikker i Italien og tidligere romerske provinser. „Man har fundet i tusindvis af den slags gulvbelægninger i bygninger fra romertiden, lige fra det nordlige England til Libyen og fra Atlanterhavskysten til Den Syriske Ørken,“ siger en opslagsbog. „[Mosaikkerne] bliver så nært forbundet med spredningen af romersk kultur at de til tider bliver tolket som tegn på at der har været romere i området.“

Det viste sig dog at de farverige billedmosaikker ikke kunne dække behovet i Romerriget. Byernes vækst i det første århundrede skabte en stigende efterspørgsel efter mosaikarbejder der var hurtigere og billigere at udføre. Nogle gik derfor i gang med mosaikker der kun bestod af sort-hvide tesserae. Det blev en stor succes, og ifølge Enciclopedia dell’arte antica (Encyklopædi om oldtidskunst) „fandtes der ikke i en eneste af Romerrigets byer et velhavende hjem uden en m[osaik]“.

Nøjagtige replikaer af bestemte mønstre og motiver er fundet vidt forskellige steder. Det tyder på at grupper af kunstnere rejste fra den ene byggeplads til den anden, eller at bøger med mosaikmønstre blev videregivet fra sted til sted. Man kunne i forvejen bestille et udsnit af et motiv hos en kunstner. Det udførte han så på sit værksted. Når det  var færdigt, blev det transporteret hen til byggepladsen på en marmor- eller terrakottabakke, hvor det blev monteret. Alt andet mosaikarbejde udførte man på selve stedet.

Det krævede god planlægning at få mønstre, motiver og rammer placeret rigtigt. Man sørgede omhyggeligt for at underlaget var plant og glat. Så blev der lagt et tyndt lag fin mørtel ud over et begrænset areal — måske på mindre end en kvadratmeter — så man kunne nå at lægge denne del af mosaikken inden mørtelen tørrede. Kunstneren kunne ridse en skitse i overfladen for at have noget at gå efter. Mosaikstifterne blev skåret til, og mosaiklægningen begyndte.

En efter en blev stifterne anbragt i den våde mørtel. Så snart man var færdig med at dække ét areal, blev der lagt et nyt lag mørtel ved siden af, og sådan fortsatte det. Mosaikmestrene tog sig selv af de mere komplicerede dele af motivet og overlod til deres lærlinge at lægge de mindre krævende områder.

Kristenhedens mosaikker

I det fjerde århundrede fandt mosaikken vej til kristenhedens kirker. Motiverne skildrede ofte bibelske scener og tjente til undervisning af kirkegængerne. Genskæret fra de flakkende vokslys i de forgyldte og farvede glasmosaikker skabte en stemning af mystik. I Storia dell’arte italiana (Historien om den italienske kunst) siges der: „Mosaikkunsten gik hånd i hånd med datidens ideologi, der i høj grad var påvirket af . . . nyplatonismen. I mosaikkunsten skete der en forvandling hvorved materien lagde sin stoflighed bag sig og ophøjedes til ånd, lys og rum i reneste form.“ * Man var kommet langt bort fra den enkle form for tilbedelse som kristendommens grundlægger, Jesus Kristus, havde anvist. — Johannes 4:21-24.

Nogle af de smukkeste mosaikbilleder findes i byzantinske kirker. I visse kirkebygninger er hver eneste kvadratcentimeter af vægge og hvælvinger dækket af mosaikker. I Ravenna i Italien finder man hvad nogle kalder „de kunstnerisk mest fornemme kristne mosaikker“, der med deres forgyldte baggrund skal skildre et guddommeligt lys og en mystisk utilgængelighed.

I de vesteuropæiske kirker blev mosaikken fortsat brugt i hele middelalderen. Også i den islamiske verden blev der udført mesterlige værker. I renæssancens Italien blev værksteder i tilknytning til store kirker som Markuskirken i Venedig og Peterskirken i Rom centre for mosaikarbejder. Omkring år 1775 lærte kunstnere i Rom at fremstille meget små mosaikstifter af glastråde i alle tænkelige farver, og det gav mulighed for at lave gengivelser af malerier i form af miniaturemosaikker.

Moderne metoder og anvendelsesmuligheder

Nu om dage bruges den såkaldte indirekte teknik. Det vil sige at man på et værksted limer mosaikstifterne med bagsiden opad på et stykke papir med det ønskede motiv indtegnet i fuld størrelse. Mosaikken transporteres derefter stykke for stykke hen til det sted hvor kunstværket skal monteres, og her presses bagsiden af mosaikstifterne ind i mørtelen. Når mørtelen er tør, vaskes papiret og limen af, og den rigtige side af mosaikken bliver synlig. Denne teknik sparer tid og kræfter, men resulterer så i en mere jævn overflade der ikke har det samme spil som middelalderens kunstværker.

I det 19. århundrede har man benyttet denne metode til udsmykning af mange rådhuse, operahuse, kirker og andre bygninger. Det gælder i vid udstrækning også museer, undergrundsstationer, indkøbscentre, parker og legepladser, lige fra Mexico City til Moskva og fra Israel til Japan. Også glatte, facetslebne mosaikker er blevet anset for ideelle til beklædning af store ubrudte facader på moderne bygninger.

Giorgio Vasari, en italiensk kunstner og kunsthistoriker fra det 16. århundrede, skrev: „Mosaikken er det mest holdbare maleri der findes. Andre malerier falmer med tiden, men mosaikken beholder sine klare farver uanset alder.“ Ja, man må beundre den håndværksmæssige dygtighed hvormed mange mosaikarbejder er blevet udført. Mosaikker er afgjort fascinerende malerier udført i sten!

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Kort over Jerusalem (6. århundrede)

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian

[Illustration på side 16]

Alexander den Store (2. århundrede f.v.t.)

[Kildeangivelse]

Erich Lessing/Art Resource, NY

[Illustrationer på side 16, 17]

Klippemoskéen, Jerusalem (bygget 685-691)

[Illustration på side 17]

„Dionysos“, Antiochia (cirka 325)

[Kildeangivelse]

Museum of Art, Rhode Island School of Design, ved udveksling med Worcester Art Museum, foto: Del Bogart

[Illustration på side 18]

Tesserae, farvet glas og små sten bruges stadig til mosaikarbejder

[Illustration på side 18]

Mosaik som kan ses i Lynn Heritage State Park, Massachusetts

[Kildeangivelse]

Kindra Clineff/Index Stock Photography

[Illustrationer på side 18]

Mosaikker i Barcelona af Antoni Gaudí (1852-1926)

[Kildeangivelse]

Foto: Por cortesía de la Fundació Caixa Catalunya