Vindmøller — elegante mindesmærker

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I HOLLAND

MAN ser ofte vindmøller afbildet på landskabsmalerier eller graveringer af Jacob van Ruisdael, Meindert Hobbema, Rembrandt van Rijn og andre hollandske mestre fra det 17. århundrede. Det er ikke så mærkeligt, for dengang fandtes der omkring 10.000 vindmøller i landet, og de satte et vist præg på landskabet. Men disse maleriske bygningsværker var ikke blot til inspiration for kunstnere. Fra begyndelsen af 1400-tallet til slutningen af 1800-tallet havde de samme funktion som diesel- og elektromotorer i dag. De leverede den drivkraft der skulle til for at kunne pumpe vand op, male korn, opskære tømmer og udføre mange andre industrielle opgaver. Men i modsætning til vore dages maskiner var vindmøllerne forureningsfri.

Sejlene foldes ud

Her i Holland er det stadig muligt at beundre disse århundredgamle bygninger selv om der kun er omkring et tusind af dem tilbage. Har du fået lyst til at vide lidt mere om dem? Så tag med os ud at se en 350 år gammel vindmølle ved den smukke flod Vecht i det centrale Holland.

Det er en smuk forårsmorgen. Mølleren Jan van Bergeijk byder os på en kop skoldhed kaffe og fortæller os at vejret er ideelt til at sætte møllen i gang. Men først må møllens tag drejes så vingerne kommer til at vende mod vinden. Jan forklarer hvordan man gør, mens han træder op på egerne i et træhjul der er dobbelt så højt som han selv. Hjulet er forbundet med møllens hat, eller tag. Jan får hatten til at bevæge sig ved at dreje på hjulet, og han drejer indtil hatten står sådan at de 13 meter lange vinger vender direkte mod vinden. Derefter lænker han hjulet fast til jorden så det ikke bevæger sig. Jan ruller et lærredssejl ud og spænder det fast på vingernes tremmeværk, ét på hver vinge. Da han har fastgjort en sikkerhedskæde og slået bremsen fra, begynder de fire vinger langsomt at dreje rundt, drevet af vinden. Efter at vi har stået lidt i suset fra vingerne og beundret møllen, byder Jan os indenfor så vi kan se hvordan det hele fungerer.

Et nærmere kig på mekanikken

Vi går ad en stejl trappe op i møllens hat, hvor vi får øje på en vandret, eller øvre, aksel af træ som er fastgjort til vingerne. Denne aksel driver den lodrette aksel, der kaldes kongevellen, ved hjælp af tandhjul af træ. Vi lægger mærke til et stykke hvidt spæk som hænger i nærheden. Jan forklarer at det bruges til smøring af det stenleje som træakselen drejer rundt i. Men når han skal smøre tandhjulenes tænder, som er af egetræ, bruger han bivoks. Vi får også at se hvordan man kan få vingerne til at rotere langsommere. Omkring et af hjulene er  der et bånd med træklodser. Når båndet strammes, fungerer klodserne som bremser; og når båndet løsnes, kan vingerne igen rotere frit.

Mens vi med forsigtige skridt går ned ad den stejle trappe, har vi mulighed for at kigge lidt nærmere på den lodrette aksel som går gennem møllen fra øverst til nederst. Der er en duft af gammelt træ, og der lyder en knirken og knagen fra tandhjulene der kører rundt. Ved foden af kongevellen er der flere tandhjul; disse driver et vandhjul. Vi stopper op for at se på det drejende hjul og lytte til vandets plasken og suset fra de roterende vinger. Det er som om vi er rejst tilbage i tiden. Vi er dybt betagede og suger indtrykkene til os.

At bo i en vindmølle

I nogle møller, som for eksempel kornmøller, levnede mekanikken ingen plads til beboelse. Som regel boede mølleren og hans familie ved siden af møllen. Men en mølle som den vi besøger, kunne også bruges som bolig.

Tanken om at bo i en mølle lyder måske romantisk, men før i tiden var det langtfra behageligt at bo sådan et sted. Stueetagen blev brugt som opholdsrum og soveværelse. Den indeholdt en slagbænk hvor to personer kunne sove, en køkkenniche og et pulterkammer. Helt frem til midten af det 20. århundrede var det almindeligt at man i forbindelse med møllen byggede et lille udendørs toilet oven over en grøft. Jan fortæller at man i store familier med over ti børn måtte lade børnene sove overalt. Nogle gange sov det yngste barn under forældrenes seng, mens de andre børn enten sov i stuen eller på første eller anden etage — lige under de larmende tandhjul.

Nogle møller blev brugt til afvanding af de inddigede områder, også kaldt polderne. Det betød at møllen måtte holdes i gang dag og nat. Ude på de åbne marker var møllen desuden udsat for megen blæst — og det bidrog til kulde og træk indendørs. Der var også faren for storm og tordenvejr. Ja, de der boede i vindmøller dengang, fristede en barsk tilværelse. I dag er omkring 150 vindmøller i Holland stadig beboede, og mange af beboerne er fagkyndige møllere.

Vindmøller til mange formål

Vindmøllen er stadig i gang da vi går udenfor og sætter os på en bænk. Jan fortæller os at vindmøller op gennem tiden er blevet brugt dels til at male korn (kornmøller), dels til at pumpe vand i floder og bassiner (pumpemøller), at udvinde olie fra frø  (oliemøller), at fremstille papir, opskære tømmer og meget andet. Han forklarer også at den første vindmølle til dræning blev bygget i begyndelsen af det 15. århundrede. Senere brugte man sådanne møller ved dræning af søer, som for eksempel Schermer, Beemster og Wormer i nærheden af Amsterdam.

Hundredtusinder af hollændere lever og arbejder i dag på landjord der tidligere var søbund. Hollands største lufthavn, Schiphol, i nærheden af Amsterdam er bygget på bunden af en indvunden sø, så passagererne i lufthavnen befinder sig faktisk 4 meter under havets overflade. Men der er ingen grund til at bekymre sig for om ens flyrejse skulle blive en sørejse. Diesel- eller eldrevne pumpestationer — vindmøllernes efterfølgere — arbejder døgnet rundt for at passagererne ikke skal få våde fødder.

Talende vindmøller?

I suset fra vingerne spørger Jan om vi nogen sinde har hørt om talende møller. „Talende møller? Nej, det har vi ikke,“ svarer vi. Han forklarer at vindmøllerne kunne ses på mange kilometers afstand i det flade hollandske landskab. Derfor kunne en møller sende meddelelser til naboer som boede langt borte, ved at standse vingerne i en bestemt position. Hvis han for eksempel havde tænkt sig at holde en kort pause, lod han vingerne stå henholdsvis lodret og vandret (A). Når vingerne dannede et X, betød det at han ikke arbejdede (B). I dårligt vejr lod han også vingerne stå i denne position, så de ragede mindst muligt op; og derved nedsatte han risikoen for at de blev ramt af lynet. Mølleren kunne signalere glæde og forventning ved at standse vingerne lige inden en af dem nåede det højeste punkt (C). Hvis han derimod standsede vingerne lige efter at en af dem havde passeret det højeste punkt, var det et udtryk for sorg (D).

Der var mange lokale skikke knyttet til vindmøllerne. Nord for Amsterdam blev de ofte udsmykket ved festlige lejligheder, som for eksempel bryllupper. Man lod vingerne danne et X, positionen der viste at mølleren ikke var på arbejde, og bandt snore med pynt fra vinge til vinge. Da den tyske hær under Anden Verdenskrig havde besat landet, advarede de lokale indbyggere ved hjælp af vingernes position dem der levede i skjul, om at soldater stod i begreb med at foretage razziaer. Alle disse interessante oplysninger og meget andet som møller Jan fortalte, gjorde vores besøg til en uforglemmelig oplevelse.

Da FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur for nogle år siden satte 19 møller i Kinderdijk ved Rotterdam på Verdensarvlisten, kom der gang i fredningen af vindmøller. Det har gjort tidligere tiders helt almindelige virksomheder til kulturminder. Mange frivillige er desuden beskæftiget med at vedligeholde og bevare møllerne i hele landet. Takket være deres arbejde kan turister fra hele verden i dag glæde sig over nogle af de samme vindmøller som før i tiden inspirerede berømte malere.

 [Ramme/illustrationer på side 23]

Forbud mod vindmølleeksport

For omkring 300 år siden var der stor efterspørgsel efter vindmølleteknologi. Et utal af mølledele blev ført ud af Holland. Desuden blev landet udspioneret af fremmede som var på udkig efter folk der havde forstand på at bygge og drive vindmøller, og forsøgte at lokke dem til at arbejde i andre lande. Inden længe gjorde man brug af vindmølleteknologi i de baltiske lande, Danmark, England, Frankrig, Irland, Portugal, Spanien og Tyskland. I midten af det 18. århundrede var denne teknologi blevet så udbredt at styret i Holland besluttede at gribe ind. I februar 1752 nedlagde myndighederne forbud mod eksport af vindmøller. Ifølge den hollandske historiker Karel Davids blev det fra da af forbudt at hjælpe en udlænding med at købe, bygge eller transportere „nogen som helst del af en hollandsk mølle“ eller „eksportere noget som helst værktøj der kunne bruges til at opføre dem“. Hvem sagde at handelsbarrierer og industrispionage kun er noget der hører vore dage til?

[Illustrationer]

Herunder: Jan drejer møllehatten så vingerne står direkte mod vinden; tandhjul af træ; stuen

[Kildeangivelse]

Alle fotos: Stichting De Utrechtse Molens

[Diagram/illustrationer på side 22]

(Se den trykte publikation)

A

B

C

D

[Kildeangivelse på side 21]

De Saen, et maleri af Peter Sterkenburg, 1850: Kooijman Souvenirs & Gifts (Zaanse Schans Holland)