Jehovas navn på Stillehavsøerne

AF VÅGN OP!-SKRIBENT PÅ FIJI

STILLEHAVSØENS beboere var slået af forbavselse. De fremmede der lige var ankommet til øen, lukkede øjnene og bøjede hovedet før de begyndte at spise det festmåltid der var tilberedt til dem. „Hvad er det I gør?“ spurgte øboerne.

„Takker Gud for de gaver han giver os,“ lød svaret.

„Hvor bor jeres Gud?“ spurgte de indfødte.

„I himmelen,“ svarede de nyankomne.

„Hvad er hans navn?“

„Jehova.“

„Spiser jeres Gud mad?“ spurgte øboerne.

„Gud er en ånd,“ svarede de fremmede. „Han er ikke som os. Han lever evigt. Det er ham der har skabt jorden, himmelen, havet og alt andet. Han har også skabt os.“

Disse enkle sandheder var noget helt nyt for Stillehavsøens beboere, og de spurgte de fremmede om grunden til deres besøg. Svaret var enkelt: „Vi er kommet for at fortælle jer om den sande Gud, Jehova, og hans søn Jesus Kristus, vor frelser.“ — From Darkness to Light in Polynesia.

Hvem var disse fremmede? Var de Jehovas Vidner? Nej, det var to tahitiske lærere, evangelieforkyndere, som ankom til øen Mangaia (en af øerne i den sydlige gruppe af Cookøerne) den 15. juni 1824. Hvorfor  brugte de navnet Jehova? Var det blot et enkeltstående tilfælde? Svaret på disse spørgsmål forklarer hvorfor Jehovas navn stadig har stor betydning for mange kulturer på Stillehavsøerne.

Udbredt brug af Guds navn

Mange af de missionærer der i det 19. århundrede kom til Stillehavsregionen fra England og Amerika, brugte navnet Jehova både i daglig tale og når de skrev. En historiker har endda fejlagtigt hævdet at disse tidlige missionærer „snarere var tilhængere af Jehova, end Jesu disciple“.

Missionærerne indledte ofte deres personlige breve på følgende måde: „Måtte du opnå frelse ved Gud, Vor Herre Jehova, og ved Jesus Kristus, Fredskongen.“ Den velkendte sprogforsker Albert J. Schütz har gjort opmærksom på at en læsebog for begyndere, udarbejdet på Fiji i 1825, kun indeholdt et eneste låneord fra engelsk. Ikke overraskende var det navnet Jehova.

At de tidlige missionærer brugte Guds navn, fik stor indflydelse på Stillehavsøernes beboere. Nogle af dem missionærerne oplærte, blev selv missionærer, eller lærere, og de bragte budskabet videre til andre øer. Bogen The Covenant Makers — Islander Missionaries in the Pacific fortæller følgende om de to ovennævnte tahitiske missionærers ankomst til øen Mangaia: „For lærerne fra Tahiti var Jehova den eneste sande Gud. Han havde skabt alt, og mennesket var en del af hans skaberværk. . . . [De] hævdede at Jehova var den eneste sande Gud, og at hans søn Jesus Kristus var menneskehedens frelser.“

Under arbejdet med at bringe Bibelens budskab ud til de forskellige øer, udsatte nogle af de første missionærer sig for stor fare fordi indbyggerne nogle gange var voldelige. I beskrivelsen af de vanskeligheder de stødte på, siger bogen Mission, Church, and Sect in Oceania: „En stærk tro på Jehova overvandt ofte frygten og fortvivlelsen.“

Et bemærkelsesværdigt eksempel på en sådan tro på Jehova så man i 1823 da Bibelens budskab nåede Rarotonga, en af Cookøerne. Da missionæren og sømanden John Williams ankom til denne ø, sendte han to ægtepar i land for at forkynde for øens beboere. Men efter en uoverensstemmelse med en døddrukken konge, blev missionærerne gennembanket. Alle deres ejendele blev stjålet, og det var kun med nød og næppe at de undslap med livet i behold.

Da missionærerne var kommet tilbage til skibet, forklarede de at de indfødte på Rarotonga var de mest aggressive vildmænd de nogen sinde havde mødt. John Williams frygtede nu det værste og besluttede sig for at forlade øen, i hvert fald for en tid. Men en ung lærer ved navn Papeiha tilbød frivilligt at forsøge at forkynde på denne ø helt alene. „Jeg går i land og prøver at kontakte dem, hvad enten de slår mig ihjel eller ej,“ sagde han.

Derefter brugte Papeiha de ord der så ofte er blevet citeret i beretninger om de tidlige missionærers virksomhed: „Ko Jehova toku tiaki! Tei roto au i tona rima! (Jehova er min hyrde! Jeg er hans redskab!)“ Kun let påklædt og med en bog der indeholdt passager fra Bibelen på tahitisk, sprang han derefter over bord og svømmede i land. Han overlevede og opdagede at mange af øens beboere reagerede positivt på det budskab han kom med.

More Ta’unga var en af dem der lyttede til forkyndelsen på Rarotonga, og han blev selv missionær. I 1842 oprettede han som den første et center for missionærer på øen Ny Kaledonien. I sin dagbog skrev han om en lokal mand som han havde lært at læse og skrive: „Han var længe om at lære det. Kort efter sagde han til mig: ’Må jeg bede bønnen?’ Jeg sagde til ham at han måtte vente lidt med det. Senere spurgte han mig igen: ’Vil  du ikke nok lade mig bede bønnen?’ Derefter spurgte han mig hvorfor jeg ikke mente at han burde bede bønnen. Jeg svarede: ’Du må først holde op med at dyrke afguder. Derefter kan du bede til Jehova. Han er den eneste der kan høre dig.’ Han kom så med den kurv han opbevarede sine afguder i, og sagde: ’Brænd dem. Fra nu af er Jehova min Gud.’ Han lærte at bede gode og meningsfyldte bønner.“

Øboerne tager imod budskabet om Jehova

I betragtning af missionærernes flittige brug af Guds navn er det ikke så mærkeligt at de der lyttede til deres budskab, efterhånden anerkendte Jehova som deres Gud. Bogen Missionary Adventures in the South Pacific fortæller om et stort møde som blev holdt på en af de nordlige Stillehavsøer efter at missionærskibet Morning Star var ankommet. Bogen fortæller at øboerne „stemte ved at række hænderne i vejret. De fleste brugte begge hænder og holdt dem oppe i lang tid for at understrege at de ville holde op med at dyrke afguder og i stedet tjene Jehova. Desuden ville de sørge for at deres lærere fik det fornødne. Man udpegede et stykke jord og indviede det til Jehova. Området skulle bruges til en kirke og en præstegård.“

Om omvendelsen af Malietoa, en højtstående høvding i Samoa, står der i bogen Wiliamu — Mariner-Missionary — The Story of John Williams: „Malietoa holdt en lang tale for sit folk. I talen lovede han offentligt at bygge en kirke hvor man kunne tilbede Jehova, og at han selv ville begynde at tilbede Ham. Han gav ordre til at de der var blevet hjemme, skulle lære om Jehova og Jesus Kristus.“

Alt dette fik en vedvarende indflydelse på livet i mange Stillehavssamfund. I lande som Fiji eller Samoa kan man selv i dag høre Jehovas navn nævnt i radioen eller se det omtalt i aviserne.

Og ikke nok med det. I bogen Treasure Islands, som udkom i 1977, fortæller Pearl Binder om hvor stor betydning Jehovas navn har for banabanerne, det folk som oprindelig boede på øen Banaba i Kiribati, men senere blev forflyttet til øen Rabi, en af Fijiøerne. Pearl Binder skriver: „De missionærer der kom til Banaba, gav banabanerne langt mere end de dengang var klar over. . . . Deres tro på Jehova har været det centrale i deres liv. Den har, som intet andet kunne have gjort, holdt sammen på dem igennem halvfjerds år med problemer som har påført dem flere og flere genvordigheder, og åndeligt har den holdt dem i live helt frem til i dag. Uden den hvide mands Jehova (som den hvide mand selv i stigende grad lader hånt om) ville banabanerne have været fortabt.“

Guds navn i bibeloversættelserne

En af de første missionærers vigtigste opgaver var at udarbejde forståelige bibeloversættelser på de sprog man talte på Stillehavsøerne. Deres ihærdige bestræbelser medførte at Bibelen blev tilgængelig på mange af de sprog der tales i Stillehavsregionen. For oversætterne var det helt naturligt at translitterere Jehovas navn på samme måde som de gjorde det med alle de andre bibelske navne.

For den seriøse bibellæser er det interessant at disse oversættere ikke alene brugte Jehovas navn i deres oversættelse af De Hebraiske Skrifter, men også i De Kristne Græske Skrifter, almindeligvis kaldet Det Nye Testamente. En undersøgelse som omfatter syv af de sprog der tales på Stillehavsøerne, viser at Jehovas navn i alt bliver brugt i 72 forskellige vers i De Kristne Græske Skrifter. Der er dog ikke kun tale om oversættelser fra det 19. århundrede. En moderne oversættelse til rotumansk, udgivet i 1999, er medregnet. Denne bibel bruger Jehovas navn i 48 vers i De Kristne Græske Skrifter.

William Wyatt Gill, som i mange år var missionær i Stillehavsregionen, skrev i slutningen  af det 19. århundrede om en af de tidlige oversættelser: „Efter at have brugt Den Rarotonganske Bibel i 42 år, vil man sikkert undskylde mig når jeg siger at jeg betragter den som en beundringsværdig oversættelse af originalen. . . . Som i alle andre oversættelser fra Stillehavsregionen og Ny Guinea er det hellige navn ’Jehova’ translittereret, men aldrig oversat, hvilket gør det umådeligt meget nemmere at skelne mellem den evige Gud og det hedningerne tilbeder.“

Hvorfor brugte de Guds navn?

Hvorfor brugte disse missionærer, bibeloversættere og lærere Guds personlige navn, Jehova, i så stor udstrækning? Især fordi det var nødvendigt for at kunne skelne mellem Jehova, den eneste sande Gud, og de mange falske guder som befolkningen på Stillehavsøerne tilbad. (Johannes 17:3; 1 Korinther 8:5, 6). Alle disse guder havde et navn, og for dem der tilbad dem, var det kun naturligt at spørge: „Hvem er din Gud? Hvad er hans navn?“ Hvis man havde brugt det lokale ord for „gud“, ville det have forvirret dem der spurgte, eller måske fået dem til at tro at den Almægtige blot var endnu en gud i rækken af de mange guder de havde i forvejen. Det bør derfor ikke undre os at disse tidlige missionærer gjorde udbredt brug af Guds navn.

Men betyder det at alle der bruger navnet Jehova, ved hvem han er? Nej, det kan man ikke sige. Missionæren og oversætteren Hiram Bingham — søn af den berømte Hawaii-missionær af samme navn — var vidne til at beboerne på øen Abaiang (i Kiribati) råbte: „Der er kun én sand Gud — og det er Jehova“ mens de var i færd med at ødelægge deres afgud. Men bogen Missionary Adventures in the South Pacific fortæller følgende om denne begivenhed:

„Bingham vidste godt at afgudens fald ikke var ensbetydende med at folket tog imod kristendommen — i hvert fald ikke endnu. Befolkningen havde langt fra fået den fulde forståelse af evangeliets betydning, men man var under alle omstændigheder kommet i gang.“ Selvfølgelig er det ikke nok blot at kende Guds navn. Sande kristne må kende Jehova som person og adlyde ham på alle områder. — Romerne 10:13-17.

Selv Moses, en trofast mand som kendte og brugte Jehovas navn, havde behov for at vide mere. I en bøn til Jehova sagde han: „Nu, hvis jeg dog har fundet yndest i dine øjne, lad mig da få kendskab til dine veje, så jeg kan kende dig, for at jeg kan finde yndest i dine øjne.“ (2 Mosebog 33:13) Moses ville ikke nøjes med kun at kende Guds navn. Han ønskede også at få kendskab til Jehovas egenskaber, og til hvordan han kunne behage ham. Moses fik et enestående privilegium fordi han kom med denne anmodning. Gud manifesterede sig for ham på en måde som også kastede lys over betydningen af hans navn, Jehova. — 2 Mosebog 33:19; 34:5-7.

Tusinder af Jehovas Vidner i Stillehavsregionen bruger stadig bibler der er baseret på de oversættelser som de første missionærer udarbejdede for at hjælpe oprigtige mennesker til at forstå, ikke blot betydningen af Jehovas navn, men også hvad han forventer af dem der ønsker at tjene ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Ja, Jehovas navn bliver herliggjort på „øerne i havet“, og det har medført at mange tusinder sætter deres lid til Ham som bærer dette majestætiske navn. — Esajas 24:15; 42:12; 51:5; Ordsprogene 18:10.

[Illustration på side 12]

Kristenhedens første missionærer gjorde Guds navn kendt for nogle af Stillehavsøernes beboere som derefter gjorde det kendt for andre

[Kildeangivelse]

Palmetræ og foto til venstre: Fra bogen Gems From the Coral Islands

[Illustration på side 13]

John Williams

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Illustration på side 13]

Papeiha

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Institute of Pacific Studies, fra Mission Life in the Islands of the Pacific, af Aaron Buzacott

[Illustration på side 15]

Jehovas Vidner gør Guds navn kendt i hele verden