Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En gylden gave fra det høje nord

En gylden gave fra det høje nord

En gylden gave fra det høje nord

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SVERIGE

’Hvad skal vi tage med som gave hvis det skal været noget typisk svensk?’ spekulerede min kone og jeg på inden vi forlod vores hjemland for at besøge nogle venner i England. Vi ville gerne gøre vores hjemmelavede nordiske multebærsyltetøj til en gave der var lidt oplysende, så til etiketten forfattede vi en informativ tekst der hovedsagelig var baseret på vore egne iagttagelser og nogle lokale kilder. Her er resultatet.

Hvad er multebær?

Multebær, på latin Rubus Chamaemorus, er en plante der er mindre end 30 centimeter høj. Hver plante frembringer kun én hvid blomst og ét bær. Mens bærret er umodent, er det rødt og hårdt, men efterhånden som det modner, får det en gyldengul eller ravgul farve og bliver blødt og saftigt. Planten vokser i bjergegne med lavthængende skyer, men findes også i andre fugtige områder, for det meste i tundraen og i højmoserne i det sydlige Arktis. I Sverige modner de normalt i august når efteråret nærmer sig.

Højmosernes guld

Laplændere har i århundreder samlet multebær til vinteren. Multebær er rige på C-vitamin og andre vitaminer, og da de indeholder et naturligt konserveringsmiddel, kan multebærsyltetøj holde sig friskt i årevis hvis det bliver opbevaret et køligt sted. De første bosættere i disse nordlige egne levede hovedsagelig af kød og fisk, så bærrene var et vigtigt vitamintilskud. Det er ikke så mærkeligt at bærrene er blevet kaldt højmosernes guld!

Nu til dags plukkes der store mængder af multebær til supermarkeder og fødevareindustrien. I Sverige, for eksempel, bliver der som regel solgt over et tusind tons multebær hvert år — alle håndplukkede! Flittige multebærplukkere, ofte skolebørn som har ferie, kan på denne måde tjene lidt ekstra lommepenge. Finnerne værdsætter også multebærret; så meget at de har præget det på deres nye toeuromønt!

En herlig smagsoplevelse

Multebærret har en forfriskende, sød og let syrlig smag. Multebærsyltetøj eller multebærmarmelade og endda likører med multebærsmag kan købes i delikatesseforretninger og andre butikker i større byer i Europa og USA. Ved den årlige gallamiddag for nobelpristagere i Stockholm udgør parfait med multebær ofte desserten. Eksklusive restauranter serverer måske vaniljeis med varmt multebærsyltetøj. Desuden passer syltetøjet glimrende til svensk ostekage eller stegt camembert, og det er lækkert som tærtefyld. I Finland produceres der en gylden multebærlikør, og i Sverige er multebærvin for nylig kommet på markedet.

Hvis du nogen sinde kommer til et sted hvor der vokser multebær, så pluk nogle bær, og nyd dem helt friske, helst strøet med lidt sukker og med en stor klat flødeskum ovenpå. Du vil uden tvivl synes at de er deres vægt værd i guld — og du vil sikkert føle dig motiveret til at takke din Skaber for denne herlige gave.