Hvad pygmæerne lærte os

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

„Tag jeres sko af. Vi kommer til at gå i dybt vand og skal desuden krydse elefantspor. I skal gøre nøjagtig som jeg siger. Hvis vi møder en gorilla, så sæt jer på hug og skjul ansigtet. Hvis vi møder en elefant, så stå bomstille.“

VI SIDDER og slapper af på restaurantens terrasse og tænker over alt det vi har oplevet. Nedenfor løber Sanghafloden med den smukke, tætte skov i baggrunden. Vi er i Bayanga, i sydspidsen af Den Centralafrikanske Republik, lige imellem Cameroun og Congo (Kinshasa). — Se kortet på side 19. 

Da vi ankom her til informationscentret i nationalparken Dzanga-Ndoki, var alle vores anstrengelser på den udmattende tur helt glemt. Parken ligger 480 kilometer fra Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, og turen hertil tog næsten 11 timer ad en smal vej. Nogle steder var der klynger af bambus helt ud til vejkanten. Ved Ngoto måtte vi krydse en flod med færge. Færgen er ret usædvanlig, for den har ingen motor, og det er udelukkende vandstrømmen der driver den frem. Den glider langs en wire, og nogle få unge mænd skal så blot sørge for at den lægger til ved bredden.

Længere fremme, ved Bambiofloden, er der en flydebro som meget praktisk tilpasser sig den skiftende vandstand i tørke- og regnperioder. Området er enestående,  for man kan se dyrene i deres naturlige omgivelser og møde akapygmæerne, * der lever som de altid har gjort.

Får du ikke lyst til at tage med på turen? Vores guide, som er pygmæ og hedder Benoît, tager os først med til sin landsby hvor vi skal mødes med Germaine og Valérie, to pygmæer der er urtesamlere, og som vil ledsage os. Vi forundres over at de kan udnytte så mange forskellige planter i skoven som lægemidler.

Helbredende urter

Vi har kørt et stykke tid ad en smal vej da vores nye ledsagere beder os om at parkere bilen og gå med dem ind i skoven. Med macheter baner de vej, mens vi gør vores bedste for at følge efter dem. Nu viser de os en forunderlig plante som de kalder mo nzambu nzambu, eller hundemælk. Vores guider skærer hurtigt nogle stykker af på en halv meters længde, og vi drikker den væske som flyder ud. Den er ren og frisk og god at slukke tørsten med.

Lidt senere viser de os et blad fra guavatræet. Pygmæerne laver te mod hoste ved at koge disse blade. Fra et andet træ, et mælketræ, får de hvid latex, som er et fortræffeligt middel mod bindehindebetændelse i øjet. „Er der også et middel mod slangebid?“ spørger vi. „Ja, naturligvis. Vi støder bladene fra en bolo [akapygmæernes navn for en lian i ærteblomstfamilien] og lægger pulpen over slangebiddet,“ fortæller vores guider. For hvert skridt vi tager, ser vi flere planter som ifølge guiderne har helbredende egenskaber. Der er midler til sårheling og mod indvoldsorm, øreinfektioner, huller i tænderne, ja selv mod barnløshed.

Vi lærer meget af disse mennesker, der af nogle betragtes som primitive. Mens vi bevæger os længere ind i skoven, er de to urtesamlere i fuld gang med at proviantere. De indsamler svampe, vild salat og rødder der gør det ud for hvidløg. Nogle blade må smage særlig godt, for de spiser dem med det samme. Det er en fantastisk tanke at vi i Guds lovede nye verden aldrig bliver færdige med at lære. — Esajas 65:17; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

Flokkes for at slikke salt

Hen på eftermiddagen tager vi ud for at se skovelefanterne slikke salt. Undervejs giver vores guide os de instruktioner der er nævnt i indledningen af artiklen. Stedet er en stor lysning hvor undergrunden er fuld af mineralske salte som er en delikatesse for mange dyr. Derfor kommer her hver dag skovelefanter, kafferbøfler, skovantiloper, penselsvin og andre vilde dyr for at slikke salt.

I udkanten af saltområdet er der bygget en udsigtsplatform fordi den tætte skov gør det meget vanskeligt at se dyrene. Men for at komme ud til platformen må vi over en sump hvor vandet når os til midt på lårene. Vores guide er meget opmærksom på lydene omkring os og sikrer sig hele tiden at vi holder os tæt til ham. Han ved at elefanterne også nogle gange bruger denne rute.

Da vi når platformen, giver vi os straks til at betragte dyrene — der er over 80 elefanter, nogle bøfler og nogle få antiloper. Her møder vi også en forsker som har studeret elefanter i elleve år. Hun fortæller at hver eneste har sin egen personlighed. Indtil nu har hun registreret over 3000 elefanter og kender 700 af dem ved navn. Beklageligvis er elfenben fra skovelefanten meget eftertragtet  til fremstilling af personlige seglstempler. I visse orientalske lande er det skik og brug at sætte sit seglstempel på dokumenter og malerier i stedet for en underskrift eller en signering. *

Jagt med net

Tidligt næste morgen følger vi en gruppe på ti jægere for med egne øjne at se hvordan de jager med net. Både mænd og kvinder kommer med hver sit net fremstillet af lianer. Hvert net er 20 meter langt og 120 centimeter bredt. De ti jægere trænger dybere ind i junglen, spreder sig og strammer nettene som de har bundet sammen, så de dækker en afstand af 200 meter. Så danner jægerne en ring om nettet og går frem og tilbage mens de med høje råb svinger med grene for at genne eventuelle dyr i nettet. Denne gang er der ingen dyr. Jægerne adskiller nettene, går endnu dybere ind i skoven, og det hele gentages hen ved ti gange.

Sidst på formiddagen er vi helt udmattede. Pygmæerne har set tre blå dykkerantiloper (små skovdykkere) som undslap og flygtede. Det er ikke fordi vi har lyst til at se et dyr blive fanget i nettene. Vi ønsker blot at lære mere om de opfindsomme måder disse mennesker overlever på ved hjælp af få og enkle redskaber. Derfor er vi slet ikke skuffede, for det har været en usædvanlig oplevelse.

Kanotur på Sanghafloden

Er der noget skønnere end at glide lydløst gennem vandet, specielt i en udhulet træstamme hvor man næsten er i samme niveau som vandoverfladen? På vores kanotur om eftermiddagen ser vi fiskehejrer og talrige andre farverige fugle, den ene smukkere end den anden. Nogle af fuglene flyver fra gren til gren langs flodbredden så vi ligefrem får fornemmelsen af at de følger os.

Indimellem ser vi chimpanser svinge sig fra den ene slyngplante til den anden udelukkende for fornøjelsens skyld — eller måske for at underholde os! Vores kanofører, Alain Patrick, gør sig den ekstra anstrengelse at padle os flere hundrede meter længere frem for at nå et sted hvor han i går så flodheste. Mon der er nogle i dag? Nej, de er desværre borte. Men på denne lille ekstra tur fik vi lejlighed til at se adskillige landsbyer ved flodbredden og beundre de mange børn der manøvrerer deres små kanoer med forbløffende dygtighed. Denne kanotur på Sanghafloden vil længe stå prentet i vores hukommelse.

En uforglemmelig oplevelse

Vi forlader nationalparken og begiver os tilbage til Bangui fyldt med hundredvis af syns- og sanseindtryk. Det vi har oplevet, har virket meget stærkt på os, ja ligefrem overvældende. Noget vi især vil huske er pygmæernes harmoniske forhold til skoven og deres vise brug af alt hvad der findes i den natur der omgiver dem.

Det har været en enestående oplevelse at besøge denne helt specielle del af verden hvor der findes både skovelefanter, gorillaer, chimpanser, flodheste, antiloper, pantere og farverige fugle og sommerfugle. Desværre havde vi ikke tid nok til at se alt hvad der lever her. Vi har fået oplyst at der i Dzanga-Sangha-reservatets tætte skove og i nationalparken Dzanga-Ndoki findes omkring 7000 plantearter og 55 arter af pattedyr.

Hele denne uforlignelige biodiversitet får os til at tænke på Bibelens ord: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ (Salme 104:24) Vi har haft en uforglemmelige oplevelse og er mere end nogen sinde besluttet på at følge salmistens tilskyndelse: „Jeg vil synge for Jehova i hele mit liv; jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til. Måtte mine tanker om ham være til behag. Jeg fryder mig over Jehova.“ — Salme 104:33, 34.

[Fodnoter]

[Kort på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CAMEROUN

CONGO (KINSHASA)

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

Bangui

Bayanga

Nationalparken Dzanga-Ndoki

[Kildeangivelse på side 18]

© Jerry Callow/Panos Pictures