Olien — En velsignelse og en forbandelse?

HVOR afhængige er de industrialiserede lande af olie, olieprodukter og naturgas? Yderst afhængige — og derfor kalder skribenten Daniel Yergin dem i sin bog The Prize for „kulbrinte-samfundet“. Tænk blot på fyringsolie, smøremidler, voks, asfalt og den petrokemiske industris produkter, der bruges til fly, biler, både, klæbestoffer, maling, polyester, kondisko, legetøj, farvestoffer, aspirin, deodoranter, makeup, cd’er, computere, fjernsyn og telefoner. At vores livsform baserer sig på olieforbrug, ses af at mange af os hver dag bruger en del af de over 4000 produkter hvor olie indgår i fabrikationen. Men olie har også altid belastet miljøet og været et politisk „stridens æble“.

En konge der ’ikke er god mod undersåtterne’

Da det sidst i 1940 trak op til krig mellem Rumænien og Ungarn, tilbød den nazistiske diktator Adolf Hitler straks at mægle. Var det en venlig gestus? Nej, Hitlers egentlige motiv var at han nødig ville se Sovjetunionen få kontrol over Rumæniens oliefelter. Olien var også en af de væsentligste grunde til at Irak invaderede Kuwait i 1990, og til at en koalition drev irakerne tilbage. Og det er langtfra enkeltstående tilfælde. Beslutningen om at sikre sig adgang til olie har udløst mange krige og lidelser.

Olien har ikke blot stor betydning for tilværelsen i dag. Den spiller en central rolle for politikere og er en særinteresse for nogle få indflydelsesrige mennesker. Som OPEC for nylig nævnte, er olie ikke et almindeligt produkt, men „en strategisk ressource“. Olie er blevet brugt som politisk pressionsmiddel, for eksempel gennem embargoer og sanktioner. Desuden er oliekilder, raffinaderier og tankskibe blevet angrebet af terrorister, ofte til stor skade for miljøet.

Oliebranchen er blevet beskyldt for at bidrage til udledningen af kuldioxid, der menes at medvirke til de globale klimaændringer. Ifølge det mexicanske olieselskab PEMEX, som er et af verdens største, afgives der forurenende stoffer i flere faser af forarbejdningen. Benzinen er blevet renere efter at 161 lande for omkring seks år siden indgik Kyotoaftalen om at mindske truslen om global opvarmning, men mange synes at næsten alt er som før. OPEC gør på sin side gældende at „olie har skabt vor tids velstand og rigdom“ i mange lande. Men er det en sandhed uden modifikationer?

Nogle vil gøre opmærksom på den skade der sker ved olieudvinding og anlæg af rørledninger. Andre vil henvise til den stigende arbejdsløshed i Saudi-Arabien, det land der ligger inde med verdens største oliereserver. OPEC’s formand, Ali Rodriguez Araque, har udtalt: „Industrilandenes regeringer skaffer sig enorme fordele gennem de ofre som de forlanger at producenter, raffinaderier og forbrugere bringer.“

CorpWatch, en organisation der virker for at firmaer skal stå til ansvar for blandt andet miljøskader, skriver: „Olien er stadig konge. Men den er ikke god mod undersåtterne.“

Hvordan tegner oliens fremtid sig?