En blændende stjerne i fugleverdenen

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

PÅFUGLEHANNEN gør sin entré foran et strålende tæppe af farver som var den stjerne i en teaterforestilling. Dens strålende fjer, der er fem gange længere end kroppen, står lige op fra ryggen og glitrer i sollyset.

Dette majestætiske syn er i virkeligheden påfuglehannens kurmageri. Forestillingen nærmer sig sit højdepunkt når hannen begynder at ryste sine halefjer og frembringe en raslende lyd, der åbenbart bidrager til succesen. Det må være svært for dens eventuelle mage at modstå denne opvisning, der er blevet kaldt „den flotteste reklame i verden“.

Påfuglehannen har dog intet imod at opføre sit show for andre end eventuelle mager. „Naturforskere har konstateret at hannerne optræder oftere og i længere tid for grupper af mennesker end de gør for hunner,“ skriver bogen Wonders of Peacocks. Hannen har et legendarisk ry for at være stolt. Måske kommer det af at den altid er parat til at vise sig frem i al sin pragt.

Og hvorfor skulle den ikke dét? Det er jo et flot show den optræder med. Påfuglehannens lange haledækfjer er smykket med funklende øjepletter, og deres forskellige længde gør det muligt at folde dem ud som en vifte. Og afhængigt af solstrålernes vinkel varierer fjerenes farver fra kobber, bronze og guld til dyb blågrøn og violet.

I de vestlige lande, hvor hannens tilsyneladende eneste formål i livet er at spankulere omkring og prale med sine fjer, kunne folk tro at der ikke var meget andet at sige om fuglen. Men i dens hjemland, Indien, er påfuglen i landsbyboernes øjne desuden et værdsat rovdyr der jager unge kobraer og andre giftslanger. Påfuglen er tilsyneladende upåvirkelig over for kobraens gift, og derfor er den i Østen blevet et symbol på noget guddommeligt og udødeligt.

For omkring 3000 år siden var påfugle meget værdsatte i Mellemøsten. Kong Salomon importerede påfugle og andre kostbare handelsvarer såsom ’guld, sølv og elfenben’. (1 Kongebog 10:22) „Da Salomon importerede påfuglen, var det sandsynligvis første gang man så den i Middelhavslandene,“ bemærker bogen The Natural History of the Bible. Nogle hundrede år senere blev Alexander den Store så betaget af disse fugle at han forbød sine soldater at slå dem ihjel.

Også i dag imponeres næsten alle af påfuglehannens enestående opvisning. Men vi må ikke glemme hvem det er der er ophav til den. En kunstners færdigheder afspejler sig i hans værker. På samme måde kan man tydeligt fornemme Skaberens kunstneriske originalitet når man betragter denne smukke skabning.

 [Helsides illustration på side 17]

[Kildeangivelse på side 16]

Cortesía del Zoo de la Casa de Campo, Madrid