Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan jeg undgå at stå i skyggen af mine søskende?

Hvordan kan jeg undgå at stå i skyggen af mine søskende?

Unge spørger:

Hvordan kan jeg undgå at stå i skyggen af mine søskende?

„Jeg ville gerne være mig selv, men jeg følte altid at jeg skulle leve op til det mine søstre var kendt for, og at jeg aldrig ville kunne udrette det samme som dem.“ — Clare.

HAR du en broder eller en søster som lader til at være god til alting? Får du hele tiden at vide af dine forældre at du skal gøre mere for at ligne din broder eller søster? Hvis det er tilfældet, er du måske bange for altid at skulle stå i skyggen af ham eller hende — at dit personlige værd altid vil blive målt efter om du gør tingene lige så godt som din broder eller søster.

Barry * har to ældre brødre der begge har gået på Skolen for Udnævnte Tjenere, * og de er meget kendte og afholdte blandt deres trosfæller. Barry indrømmer: „Det var noget min selvtillid led under, for jeg følte at jeg aldrig kunne blive lige så dygtig som dem til at forkynde eller til at holde foredrag i menigheden. Jeg havde også svært ved at finde venner, for jeg fulgte bare med når mine brødre blev inviteret hjem til nogen. Jeg havde en fornemmelse af at folk kun var venlige over for mig på grund af mine brødre.“

Det er let at blive jaloux hvis ens søskende hele tiden bliver rost. På Bibelens tid udmærkede Josef sig i forhold til sine brødre. Det førte til at de ’kom til at hade ham og ikke kunne tale fredeligt til ham’. (1 Mosebog 37:1-4) Josef fremhævede ikke sig selv, men det gør dine søskende måske; det kan være at de konstant gør dig opmærksom på hvad de har udrettet. Den slags kan godt give anledning til kappestrid og sårede følelser.

Nogle unge reagerer ved at gøre oprør. Det kan være at de boykotter skolearbejdet, skruer ned for deres kristne aktiviteter eller ligefrem begår nogle handlinger der chokerer andre. De tænker måske at når de ikke kan blive lige så dygtige som deres søskende, så er der ingen grund til i det hele taget at gøre et forsøg. Men hvis du gør oprør, skader du i det lange løb blot dig selv. Hvordan kan du træde ud af dine søskendes skygge uden at gøre noget du senere vil fortryde?

Hav et realistisk syn på dine søskende

Når du ser al den opmærksomhed dine søskende får, kunne du få den tanke at de er fuldkomne, og at du aldrig vil kunne måle dig med dem. Men er det rigtigt? Bibelen siger i klare vendinger: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ — Romerne 3:23.

Ja, uanset hvilke evner og talenter søskende har, så er de stadig ’mennesker med de samme svagheder’ som andre. (Apostelgerninger 14:15) Der er ingen grund til at sætte dem op på en piedestal eller gøre dem til idoler. Den eneste der har været et fuldkomment forbillede, er Jesus Kristus. — 1 Peter 2:21.

Lær af dem!

Noget andet du kan gøre, er at se din situation som en mulighed for at lære noget. Tænk for eksempel på Jesu kødelige brødre og søstre. (Mattæus 13:55, 56) Prøv at forestille dig hvad de kunne have lært af deres broder, som var fuldkommen! Men ’hans brødre troede ikke på ham’. (Johannes 7:5) Måske var det stolthed og misundelse der hindrede Jesu kødelige brødre i at få tro. Det var hans åndelige brødre — hans disciple — der tog imod den kærlige opfordring: „Lær af mig.“ (Mattæus 11:29) Og det var først efter Jesu opstandelse at hans kødelige brødre til sidst indså hvor meget de kunne lære af Jesus. (Apostelgerninger 1:14) Indtil da var de gået glip af mange værdifulde muligheder for at tage ved lære af deres broder, som virkelig var noget ganske særligt.

Kain begik en lignende fejl. Hans broder, Abel, var en trofast tjener for Gud. Bibelen siger: „Jehova . . . så velvilligt til Abel og hans offergave.“ (1 Mosebog 4:4) Men af en eller anden grund så Gud „ikke velvilligt til Kain og hans offergave.“ Kain kunne have vist ydmyghed og taget ved lære af sin broder, men i stedet blev han „optændt af stor vrede“ og slog ham ihjel. — 1 Mosebog 4:5-8.

Du vil nok aldrig blive vred på din broder eller søster. Men stolthed og misundelse kunne betyde at du gik glip af meget. Hvis en af dine søskende er et geni til matematik, er dygtig til historie, virkelig god til din yndlingssport, har en overvældende bibelkundskab eller er fremragende til at holde foredrag, så må du passe på ikke at blive jaloux. Tænk på at „skinsyge er råddenskab i knoglerne“, og at det kun vil skade dig selv at give efter for denne følelse. (Ordsprogene 14:30; 27:4) Kunne du, i stedet for at blive vred på dine søskende, lære noget af dem og indse at de har nogle evner og færdigheder som du ikke har? Prøv for eksempel at lægge mærke til den måde de griber tingene an på — eller endnu bedre, at bede dem om hjælp.

Barry, som er omtalt tidligere, drog fordel af at hans brødre var gode eksempler. Han siger: „Jeg lagde mærke til at det gjorde mine brødre glade at kunne hjælpe andre i menigheden og i forkyndelsen. Jeg besluttede derfor at følge deres eksempel og meldte mig til rigssals- og betelbyggerier. Den erfaring jeg har fået, har givet mig selvtillid og et nærmere forhold til Jehova.“

Find noget du er god til

Måske er du bange for at du ikke længere vil være dig selv hvis du efterligner dine søskende. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Apostelen Paulus gav de kristne i det første århundrede denne tilskyndelse: „Bliv mine efterlignere.“ (1 Korinther 4:16) Mente Paulus at man ikke kunne have sin egen personlighed? Nej, slet ikke. Det er helt i orden at vi er vidt forskellige. Hvis du ikke er så god til matematik som din broder eller søster, betyder det ikke at der er noget galt med dig, men blot at vi som mennesker ikke er ens.

Paulus gav et godt råd: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ (Galaterne 6:4) Måske kunne du arbejde på at blive god til noget. Det kan for eksempel give dig mere selvtillid at lære et fremmed sprog, at kunne spille på et instrument eller at kunne bruge en computer, og måske vil det være færdigheder du kan få brug for senere i livet. Tænk ikke på at gøre alting perfekt. Lær at være grundig, samvittighedsfuld og dygtig. (Ordsprogene 22:29) Du er måske ikke et naturtalent, men det er heller ikke det vigtigste, for der siges i Ordsprogene 12:24 at „det er de flittiges hånd der skal herske“.

Du bør dog især koncentrere dig om at blive mere åndeligsindet. Det er af langt større værdi at have åndelige kvalifikationer end det er at være dygtig til noget som er mere iøjnefaldende. Lad os se på eksemplet med tvillingebrødrene Esau og Jakob. Esau blev meget rost af sin far fordi han var „en mand der kendte til jagt, en mand der færdedes i vildmarken“, mens det måske var let at overse Jakob fordi han var „en uangribelig mand der boede i telte“. (1 Mosebog 25:27) Esau gjorde ikke noget for at blive et åndeligsindet menneske, og han gik glip af store velsignelser. Jakob, derimod, opdyrkede kærlighed til det åndelige og blev rigt velsignet af Jehova. (1 Mosebog 27:28, 29; Hebræerne 12:16, 17) Det kan lære os at vi må gøre en indsats for at blive åndeligsindede og ’lade vores lys skinne’. Så ’vil vores fremgang være tydelig for alle’. — Mattæus 5:16; 1 Timoteus 4:15.

Clare, der er nævnt før, siger: „Jeg var egentlig tilfreds med at leve i skyggen af mine ældre søstre, men så besluttede jeg at følge den bibelske tilskyndelse til at ’udvide’ og være noget for andre. Jeg samarbejdede med forskellige i forkyndelsen og var på udkig efter muligheder for at gøre noget praktisk for dem der havde brug for hjælp i menigheden. Jeg inviterede brødre og søstre i forskellige aldre med hjem og lavede mad til dem. Nu har jeg en større vennekreds, og jeg har fået mere selvtillid.“ — 2 Korinther 6:13.

En gang imellem siger dine forældre måske stadig til dig at du skal være som dine brødre og søstre. Deres ord vil nok ikke såre dig i samme grad hvis du tænker på at de kun ønsker det bedste for dig. (Ordsprogene 19:11) Men måske er det alligevel en god idé at du fortæller dine forældre hvordan det virker på dig når de siger sådan. Så kan det være at de vil finde andre måder at udtrykke deres bekymring på.

Glem aldrig at Jehova Gud lægger mærke til dig hvis du tjener ham. (1 Korinther 8:3) Barry siger rammende: „Jo længere tid der går hvor jeg tjener Jehova, jo lykkeligere bliver jeg. Folk opfatter mig nu som den jeg er, og de kan lide mig ligesom de kan lide mine brødre.“

[Fodnoter]

^ par. 5 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 5 En skole der holdes af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 25]

Er en af dine søskende altid i centrum?

[Illustration på side 26]

Gør noget ud af dine egne talenter og interesser

[Illustration på side 26]

’Lad dit lys skinne’ ved at opdyrke åndelige kvalifikationer