Nordvestpassagen — Vil drømmen gå i opfyldelse?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FINLAND

GLOBAL OPVARMNING forbindes for det meste med noget negativt. Men den kan måske være med til at opfylde en af de største ønskedrømme blandt mange søfarende — en let sejlbar søvej nord om det nordamerikanske kontinent. Bladet Science siger at en fast rutefart mellem Atlanterhavet og Stillehavet nord for det nordamerikanske kontinent måske vil blive mulig i dette århundrede. Denne søvej, også kaldet Nordvestpassagen, „vil afkorte ruten mellem Europa og Asien gennem Panamakanalen, med 11.000 kilometer. Supertankere der ikke kan komme igennem kanalen, men i stedet må sejle rundt om Kap Horn, vil få deres rute afkortet med 19.000 kilometer,“ forklarer Science.

Allerede for mere end 500 år siden havde man forestillet sig at der fandtes en sådan passage. Tidlige forsøg på at finde en nordlig passage blev foretaget kort efter at Christoffer Columbus havde opdaget Amerika. I 1497 blev John Cabot sendt ud af den engelske kong Henrik VII for at finde en søvej til Orienten. Ligesom Columbus sejlede John Cabot mod vest fra Europa, men senere styrede han mere mod nord. Da John Cabot gik i land, muligvis på Newfoundland i Nordamerika, var han sikker på at han havde nået Asien. Selv om man senere forstod at der lå en hel ny verden mellem Europa og Asien, blev idéen om en nordlig passage til Orienten ikke glemt. Kunne man sejle nord om dette nyopdagede kontinent?

Barrierer af is

I teorien så det ikke ud til at være vanskeligt at finde og krydse Nordvestpassagen. Men i praksis var det hårde klima i de arktiske egne sikkert med til at gøre det sværere end nogen dengang har kunnet forestille sig. Den største hindring var isen. „Drivisen var i konstant forandring. Først dannede den en åbning så skibe kunne sejle igennem, dernæst lukkede isen sig om skibene og spærrede dem og deres besætninger inde eller knuste dem,“ skriver James P. Delgado i sin bog Across the Top of the World.

Sir Martin Frobisher, som var leder af den første ekspedition der sejlede nord om fastlandet Nordamerika for at søge efter Nordvestpassagen i de arktiske egne, stødte på isen. I 1576 forlod han London med to skibe og en båd. Martin Frobisher mødte inuitterne, befolkningen i Arktis. Først troede han at det var sæler eller fisk han havde fået øje på, „men da han kom tættere på, opdagede han at det var mænd i små både, som var lavet af læder,“ fortæller en bog om Martin Frobishers rejse. Martin Frobisher foretog i alt tre rejser til Arktis,  men ingen af dem førte til opdagelsen af Nordvestpassagen. Han havde dog heldet med sig idet han vendte uskadt hjem fra alle sine arktiske ekspeditioner. Det samme kan ikke siges om andre opdagelsesrejsende der søgte efter den legendariske passage. For mange var Arktis — med isen, kulden og mangelen på friske fødevarer — mere end de kunne klare. Alligevel begav mange skibe med tusinder af mænd sig mod nord i årene efter Martin Frobisher og forsøgte at bane sig vej gennem isen.

Hvad blev der af Franklin?

I det 19. århundrede iværksatte den britiske flåde adskillige storstilede ekspeditioner for at finde Nordvestpassagen. En af disse endte med den største katastrofe i historien hvad angår rejser til Arktis. Sir John Franklin, en erfaren polarforsker, blev valgt som leder af ekspeditionen. Der blev installeret dampmaskiner i to store skibe. Begge skibe var bemandet med de bedst kvalificerede mænd i flåden, og de havde proviant nok med til tre år. Desuden var man meget opmærksom på besætningens følelsesmæssige behov. For eksempel havde hvert skib et omfattende bibliotek, ja der var endda lirekasser om bord. En officer som var med på ekspeditionen, skrev: „Vi har alt det med vi overhovedet kan få brug for, og selv om jeg fik lov til at handle i London en time eller to, tror jeg ikke at jeg ville få behov for at købe noget!“ I maj 1845 drog ekspeditionen fra England, og i juli nåede den Baffin Bay.

Der gik et år. Og et til. Til sidst var der gået tre år. Længere tid havde man under ingen omstændigheder forestillet sig at der skulle være forsyninger til, og man havde stadig ikke hørt fra John Franklins ekspedition. De to skibes og deres besætningers mystiske forsvinden satte gang i en bølge af rejser til Arktis. Mange ekspeditioner kastede ikke kun lys over hvad der var sket med John Franklins ekspedition, men også over Nordvestpassagens mystik.

Robert McClure var orlogskaptajn på et af de to skibe der blev sendt ud for at lede efter John Franklin. Skibene sejlede fra London i 1850 og nærmede sig Amerikas nordlige kyst fra Stillehavet via Beringsstrædet. Robert McClure lod ambitiøst et skib blive tilbage og sejlede beslutsomt mod Det Nordlige Ishav. Inden længe sejlede han hvor ingen anden europæer før havde været. Han tog mange chancer og ankom endelig til kysten af Banks Island, hvor han gjorde en bemærkelsesværdig opdagelse. Det var den samme ø som Edward Parry havde set mange år tidligere da han søgte efter Nordvestpassagen fra øst. Hvis Robert McClure kunne sejle til den anden side af øen, ville han have bevist Nordvestpassagens eksistens!

Men hans skib sad fast i isen. To år senere sad han og hans mænd stadig fast i isen. Men netop som de troede at alt håb var ude, så de i horisonten nogle mænd nærme sig skibet. Det var et rent mirakel. Henry Kellett, leder af en anden ekspedition, havde sendt mænd ud for at redde dem fordi de havde fundet en besked som Robert McClure havde efterladt på Melville Island. Robert McClures besætningsmedlemmer, som på dette tidspunkt var døden nær, blev taget med til Henry Kelletts skib der sejlede dem hjem — ad den østlige rute. Henry Kellett var nemlig kommet til Amerikas nordkyst fra Atlanterhavet! Robert McClure „var således den første der krydsede Nordvestpassagen, selv om det var i mere end ét skib og delvis til fods,“ siger The New Encyclopædia Britannica.

Men hvad var der sket med John Franklins ekspedition? Der er flere ting som giver os et fingerpeg om hvad der skete efter 1845. Begge ekspeditionens skibe sad fast i isen i Victoria Strait. Da skibene havde siddet fast i isen i 18 måneder, var mange, heriblandt John Franklin, døde. De der stadig var i live, besluttede sig til at forlade skibene og vandre mod syd,  men mændene, som allerede var svækket, døde undervejs. Ingen af besætningsmedlemmerne overlevede. Man spekulerer stadig på hvad der skete. Selv blyforgiftning fra blikdåser er blevet nævnt som en mulig årsag til deres hurtige død.

Det første gennembrud

Selv om eksistensen af Nordvestpassagen allerede var blevet påvist, var det først i det 20. århundrede at den blev gennemsejlet. Den unge Roald Amundsen var leder af en gruppe på syv nordmænd der fuldførte rejsen. De benyttede sig af en lille fiskerbåd, ved navn Gjøa, som var helt anderledes end de kolossale britiske krigsskibe. Men det lille fartøj der ikke stak særlig dybt, viste sig at være et fortrinligt transportmiddel i Det Nordlige Ishav med dets utallige smalle passager samt skær og sandbanker. Den 16. juni 1903 begyndte Roald Amundsen og hans besætning den lange rejse fra Oslo til Nordamerikas arktiske egne ad den østlige rute. Den 27. august 1905, over to år senere, fik besætningen om bord på Gjøa øje på en hvalfangerbåd der var kommet til Det Nordlige Ishav ad den vestlige rute, via Beringsstrædet. Roald Amundsen beretter om dette møde: „Turen gennem Nordvestpassagen var fuldført. I dette øjeblik gik min barndomsdrøm i opfyldelse . . . Jeg havde tårer i øjnene.“

Det har endnu ikke været muligt at påbegynde en fast rutefart gennem passagen. Siden Roald Amundsens tid har flere fartøjer sejlet nord om Nordamerikas top, men det er stadig en vanskelig rejse. Det vil måske ikke være tilfældet meget længere.

En overraskende løsning?

Isen i de arktiske egne smelter i øjeblikket med forbløffende hast. I år 2000 kunne et canadisk politifartøj derfor krydse Nordvestpassagen på omkring en måned. Da avisen The New York Times efter rejsen interviewede skipperen, overbetjent Ken Burton, understregede han at isen ikke havde voldt dem problemer. „Der var nogle isbjerge, men ikke nogen der gav anledning til bekymring. Vi så nogle strimler fra gamle isflager, men de var alle sammen så små at vi kunne sejle uden om dem,“ sagde Ken Burton. Ifølge tidsskriftet Science „er mængden af is i Arktis blevet reduceret med 5 procent i løbet af de sidste 20 år. Isen er blevet tyndere, og klimamodeller forudsiger at den vil blive ved med at smelte så længe den globale temperatur stiger.“ Artiklen henviser til en rapport udgivet af USA’s kommission for forskning i arktiske egne som forudsiger at Nordvestpassagen inden der er gået et årti, „vil kunne besejles i mindst én måned om sommeren af fartøjer som ikke er forstærket for at kunne modstå isen“.

Ironisk nok vil vi mennesker nu, „ved bare at blive derhjemme og brænde milliarder af tons fossile brændstoffer af“, få opfyldt den drøm der engang fik os til at yde en enorm indsats, siger tidsskriftet Science. Men forskere er bekymrede for hvilken virkning den smeltende is og en fast rutefart vil have på isbjørne, hvalrosser og lokalbefolkningen i Arktis. Desuden vil en sejlbar nordvestpassage kunne føre til politiske konflikter. Hvilken betydning vil åbningen af Nordvestpassagen ellers kunne få? Det vil tiden vise.

 [Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Martin Frobishers rute 1578

John Franklins rute 1845-48

Robert McClures rute 1850-54

Roald Amundsens rute 1903-05

(De stiplede linjer angiver at rejsen er på land)

Nordpolen

RUSLAND

ALASKA, USA

CANADA

GRØNLAND

[Illustration på side 23]

John Cabot

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Illustration på side 23]

Sir Martin Frobisher

[Kildeangivelse]

Maleri af Cornelis Ketel/ Dictionary of American Portraits/ Dover Publications, Inc., i 1967

[Illustration på side 23]

Sir John Franklin

[Kildeangivelse]

National Archives of Canada/C-001352

[Illustrationer på side 23]

Robert McClure og hans skib „Investigator“ (nedenfor)

[Kildeangivelse]

National Archives of Canada/C-087256

National Archives of Canada/C-016105

[Illustration på side 23]

Roald Amundsen

[Kildeangivelse]

Brødrene Brown

[Illustration på side 24]

Den globale temperaturstigning gør de tilfrosne passager lettere tilgængelige

[Kildeangivelse]

Kværner Masa-Yards

[Kildeangivelse på side 21]

Fra bogen The Story of Liberty, 1878