Vi betragter verden
Vi betragter verden
Gammel ægyptisk opskrift på tandpasta
„På et støvet stykke papyrus i en museumskælder i Wien har man fundet den hidtil ældste opskrift på tandpasta. Den blev brugt over 1500 år før Colgate i 1873 begyndte at markedsføre det første kommercielle mærke,“ skriver internetavisen Electronic Telegraph. „Med falmet sort blæk fremstillet af sod, gummi arabicum og vand har en ægyptisk skriver i oldtiden omhyggeligt beskrevet det han kalder ’et pulver der giver hvide og fejlfri tænder’. Blandet med spyt i mundhulen bliver det ’en ren tandpasta’.“ Ifølge dokumentet fra det 4. århundrede var ingredienserne stensalt, mynte, tørrede irisblomster og peberkorn som blev stødt og blandet sammen. Meddelelsen om fundet vakte opsigt ved en tandlægekongres i Wien. „Ingen i tandlægestanden anede at der fandtes en så ældgammel og avanceret opskrift på tandpasta,“ fortæller tandlæge Heinz Neuman, der afprøvede pastaen og syntes at hans „mund føltes frisk og ren“. Artiklen oplyser at „tandlæger for nylig har opdaget de gavnlige virkninger af irisblomsterne. De har vist sig at være effektive mod sygdomme i tandkødet og er nu taget i brug.“
Frugters friskhed forlænget
„Indholdet af din frugtskål kan måske snart holde sig meget længere, takket være et stof der fremhæves som et af de helsebringende stoffer i rødvin,“ skriver bladet New Scientist. „Æblers holdbarhed blev forlænget fra to uger til tre måneder når de blev dyppet i en opløsning af trans-resveratrol, en antioxidant der findes i druer. Derimod holdt druer sig ikke så længe efter samme behandling, men deres holdbarhed blev dog fordoblet til to uger.“ Forskerne fandt at selv små mængder af denne antioxidant forebyggede vævshenfald og angreb af gærceller og skimmelsvampe der får mange frugter til at tørre ind. „Siden da har forskerholdet behandlet andre frugter og grøntsager, deriblandt tomater, avocadoer og grønne peberfrugter,“ oplyser bladet. „Holdet forsøger nu at finde billigere metoder til at fremstille trans-resveratrol.“
Sundhedsfare ved computerspil
Forældre aner næppe hvor farlige computerspil kan være for deres børns helbred, skriver avisen El Universal i Mexico City. Ifølge formanden for den mexicanske hjerteforening, Antonio González Hermosillo, vil hen imod 40 procent af de børn der uafbrudt spiller computerspil, få for højt blodtryk. Årsagen er ikke blot manglende motion, men også stress der opstår når børnene lever sig ind i situationer der opfattes som faretruende, for eksempel kamp- og konfliktsituationer. „Specialisten sagde advarende at det drastisk vil øge forekomsten af hjerte-kar-sygdomme, som er den hyppigste dødsårsag i Mexico,“ hedder det videre.
„Noget grundlæggende galt“
„Der er noget grundlæggende galt med den måde verden administreres på,“ erklærede dr. Jacques Diouf, der er generaldirektør for FAO, i en tale på J.F. Kennedy School of Government ved Harvard University. Diouf udtalte: „En af det tyvende århundredes store succeser var at fødevareproduktionen steg langt mere end befolkningstilvæksten, som var helt uden fortilfælde. . . . Vi har kapacitet til at producere så rigeligt med fødevarer at vi kan brødføde alle på kloden.“ Ikke desto mindre er der alene i de mindre udviklede lande 800 millioner som får for lidt at spise, og hvert år dør cirka 6 millioner børn under fem år af underernæring og sult. „Mange af dem dør af sygdomme som diarré, malaria og mæslinger, der ikke ville have kostet børnene livet hvis de havde været bedre ernærede,“ sagde Diouf. „Sultproblemet er tydeligvis af politisk, ikke teknisk, art.“ Han tilføjede: „Medmindre politikerne gør noget, er der ingen garanti for at det bliver anderledes i fremtiden.“
Børn født uden for ægteskab
I EU „fødes 25 procent af alle børn uden for ægteskab,“ skriver den spanske avis La Vanguardia. Efterhånden som traditionelle værdinormer kasseres, „bliver der i hele Europa født flere børn uden for ægteskab“. Ifølge EU’s statistiske kontor topper Sverige, Danmark og Frankrig listen med henholdsvis 54, 46 og 39 procent. Dernæst følger Finland og Storbritannien, begge med 37 procent. Samme tendens ses i Middelhavslandene, hvor stærke familietraditioner engang dominerede. For eksempel viser nye tal fra Spanien at 19 procent af børnene fødes af ugifte mødre, og i visse regioner, eksempelvis Catalonien, drejer det sig om 22 procent — en fordobling i løbet af blot 10 år.
Halvdelen af jorden er naturområder
„Trods et århundrede med stadig større miljøtrusler er 46 procent af jordens landområder stadig stort set uberørt natur,“ beretter publikationen World Watch. En undersøgelse der inddrog 200 videnskabsmænd over hele kloden, „viste at arealer på tilsammen 68 millioner kvadratkilometer opfyldte kriterierne for naturområder, idet de havde mindst 70 procent af deres oprindelige vegetation i behold, havde færre end 5 indbyggere pr. kvadratkilometer uden for byområderne og ikke var mindre end 10.000 kvadratkilometer“. De 37 naturområder er kun beboet af 2,4 procent af hele jordens befolkning, svarende til 144 millioner indbyggere. Men deres samlede areal er lige så stort som de seks største lande (Australien, Brasilien, Canada, Kina, Rusland og USA) tilsammen. World Watch gør dog opmærksom på at „over en tredjedel af naturområderne udgøres af det isklædte Antarktis og den arktiske tundra. Kun 5 ud af de 37 områder opfylder betingelserne for at have fredningsmæssig interesse, idet de hver især er hjemsted for over 1500 endemiske arter og har en markant biodiversitet.“
Flest i fængsel
„Storbritannien er nu det vesteuropæiske land hvor forholdsvis flest sidder i fængsel. I England og Wales afsoner 139 af 100.000 indbyggere en fængselsstraf,“ skriver Guardian Weekly. „Afsonernes antal er steget fra 42.000 i 1991 til 72.000.“ De britiske domstole afsiger ikke kun flere, men også længere, fængselsdomme. I 1992 blev 45 procent af de dømte voksne sat i fængsel. I 2001 var det 64 procent. Der er dog lande hvor forholdsvis flere sidder inde. Faktisk findes cirka halvdelen af verdens skønsvis 8,7 millioner fængselsfanger i blot tre lande: USA (1,9 millioner), Kina (1,4 millioner) og Rusland (900.000).
Risici ved overvægt
„De der er overvægtige som 40-årige, vil sandsynligvis dø mindst tre år før dem der er slanke. Altså udgør fedme en lige så stor risiko for de midaldrende som rygning gør,“ hævder The New York Times. „Der er en undersøgelse der viser at overvægt i alderen mellem 35 og 45 øger ens risiko for at dø, selv hvis man senere taber sig,“ siger dr. Serge Jabbour, der leder en slankeklinik ved et hospital. „Budskabet er at man allerede som ung skal passe på sin vægt. Hvis man venter længe, kan skaden være sket.“ Det at tabe sig kan også være med til at forebygge kræft. Efter en 16 år lang undersøgelse der omfattede 900.000 personer, konkluderede den amerikanske kræftforening at „overvægt måske forårsager 14 procent af de dødelige kræfttilfælde hos mændene og 20 procent hos kvinderne,“ oplyser avisen. Undersøgelser har kædet overvægt sammen med mange former for kræft.