En opdagelsesrejse  til Paracas Nationalpark

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I PERU

PERU har i mange år tiltrukket turister fra hele verden. Et typisk program for en rundtur i landet omfatter byen Lima, inkahovedstaden Cuzco, de imponerende ruiner i Machu Picchu, de stolte Andesbjerge og måske en sejltur på Amazonfloden. Men for nylig er endnu en attraktion blevet føjet til listen: Paracas Nationalpark. Den ligger cirka 250 kilometer syd for Lima, ved Pan-American Highway.

Paracas Nationalpark omfatter et kystområde på 335.000 hektarer samt halvøen Paracas. Den blev oprettet i 1975 af det peruanske styre med det formål at beskytte de mange dyrearter der har bosted i området eller kommer hertil på træk. Nationalparken er med til at øge bevidstheden om miljøets betydning, samtidig med at den fremmer turismen. Der er også arkæologiske attraktioner her; man har foreløbig udgravet 100 steder som bærer vidnesbyrd om århundreders kultur i Paracas-området. Kyststrækningerne er hjemsted eller midlertidig bolig for søløver, havoddere, delfiner, over 200 forskellige fuglearter og fire arter af havskildpadder.

På et landkort er Paracas-halvøen bare en prik yderst på en større landmasse. På grund af sin beliggenhed er området udsat for kraftige passatvinde, der lokalt kaldes paracas. Disse vinde kommer sydfra og giver den kolde Humboldtstrøm ekstra drift mod nord. Kombinationen af koldt havvand og lavvandede kyster hvor næringsrigt vand presses op fra havbunden, har gjort denne halvø til et af de kystområder i verden der har det rigeste dyreliv. Her er Stillehavet grønt, og det myldrer af mikroorganismer, deriblandt både fytoplankton og zooplankton, der tjener som føde for millioner af ansjoser og andre småfisk som holder til i disse næringsrige vande. Alle disse fisk, især ansjoserne, udgør et festmåltid for havfugle og pingviner og for de fredede havpattedyr i nationalparken.

Et besøg på Ballestas-øerne

Vores tur begynder ved havnen i Paracas-bugten. Talrige små fiskerbåde ligger for anker og vugger, mens deres eneste passagerer er de stedlige pelikaner som sidder og pudser sig og holder øje med hvad der sker omkring dem. Vores speedbåd ankommer til molen, og vi går ivrigt om bord og tager vores redningsveste på. Så snart vi er kommet væk fra den tætte trafik i havnen, speeder båden op og giver os en spændende rutsjetur hen over bugtens bølgetoppe.

Det første sted vi standser op, er ude ved enden af halvøen. Her udpeger vores  guide en stor dekoration som ses på bjergsiden. Den kaldes Lysestagen; nogle mener ganske vist at den snarere ligner en kaktus med tre arme. Man formoder at motivet hører til den type tegninger man kalder Nazca-stregerne. * Andre mener at ’lysestagen’ kan være tegnet af pirater, eller at den er et frimurersymbol lavet af soldater som fulgte revolutionslederen José de San Martín i 1820. Uanset hvem der har lavet denne tegning her langt fra alfarvej, er den imponerende at se på.

Så snart vi har rundet halvøen, bliver bølgerne højere. Vi ser nogle øer der blinker hvidt i morgensolen. Det er ikke klipper eller sand der gør øerne hvide, men guano — havfuglenes ekskrementer.

Vi nærmer os Ballestas-øerne, eller Armbrøst-øerne, som har fået deres spanske navn på grund af de bueformede klippeformationer der ses på øerne. Bådføreren sænker farten. Nu er vores første tanke: ’Hvem kigger på hvem?’ For på klippeskrænterne og øernes øverste toppe sidder i massevis af havfugle — pelikaner, terner, havmåger, suler, forskellige slags skarver og endda humboldtpingviner. Det virker mærkeligt at se pingviner her i de tropiske egne, men det er det kolde vand og det store opbud af fisk som gør at de føler sig hjemme her. Så får vi øje på søløver som ligger og soler sig på flade klipper. Øerne består for det meste af fjelde der går lodret ned i havet, og vi spekulerer på hvordan disse pingviner og søløver, der virker så kluntede på land, kan komme op på så høje udkigsposter.

Vores guide giver os nogle interessante oplysninger og tal. „En søløvehan kan veje over 300 kilo og have et harem på helt op til 20 hunner,“ forklarer hun. Mens hunnerne har den smukke, kendte søløvefacon, ligner hannerne nærmest tunge, uformelige spæksække. Vi får at vide at disse hanner er stærke dyr som man skal have respekt for. De fører vilde kampe med andre hanner  om beherskelse af haremmet og territoriet. Kampens taber er ofte dødeligt såret og bliver til føde for kalkungribbe og kondorer, der også indgår i fødekæden her på kysten. En søløve har stor appetit. Ved et enkelt af sine natlige måltider kan den let spise 10 kilo fisk. Men disse søløver er ikke aggressive over for os — de er bare nysgerrige.

Mens bådens fører langsomt sejler os rundt om hver af de tre klippeøer og om buegangene af sten, lægger vi mærke til at der hænger en stærk lugt af guano i luften. „Inde i buegangene lever der vampyrflagermus som suger blod fra søløverne mens de sover.“ I det fjerne får vi øje på noget der ligner en stor sort plet på den største af øerne. Det viser sig at være guanayes, eller skarver, vandfugle der elsker selskab. På land samler de sig i tætte flokke mens de hviler sig og producerer guano. Suler laver styrtdyk i havet mens andre fugle svæver forbi os i øjenhøjde.

Til sidst kommer vi til ’barselsstuen’, som er en strand, det største strandområde på øerne. Her ser vi til vores begejstring en stor gruppe søløver omgivet af en masse små, mørke unger, der sprællende maver sig rundt om hunnerne. Der er en kraftig palaver, hvor hæse halslyde blander sig med ungernes hvin. Vi får at vide at ungerne dier i op til et halvt år, og at de lærer at svømme ved at ligge på moderens ryg.

Under sejlturen tilbage til havnen fortæller guiden: „Tres procent af søløveungerne når ikke at blive et år gamle. Nogle af dem bliver mast eller med vilje aflivet af de tunge hanner. Andre drukner. Vejrfænomenet ’El Niño’ kan også ødelægge deres livsbetingelser fordi det er skyld i at ansjoserne tvinges mod syd, hvor vandet er koldere. De små søløver er ikke stærke nok til at følge de voksne i deres søgen efter nye fodersteder.“

Ejendommeligt nok udgør mennesket den største trussel mod dyrelivet her. Et stort antal søløver er blevet dræbt af jægere som sælger deres skind, og af fiskere der ser søløverne som konkurrenter. Havskildpadder indfanges fordi deres kød regnes for at være velsmagende, og fordi deres skjolde er populære blandt samlere. Fuglene forstyrres af folk der indsamler guano. Fødemængden i havet er i fare på grund af overfiskeri. Vi får at vide at regler for naturbeskyttelse nu er ophøjet til lov, og man kan håbe at det vil få flere til at behandle miljøet med varsomhed.

Tilbage til Paracas’ fortid

Vi får igen fast grund under fødderne, og nu er vi parate til turens anden del. Vi skal besøge Julio C. Tello-museet, som ligger på halvøen.

I 1925 blev den første opdagelse her på halvøen gjort af den peruanske arkæolog Julio C. Tello og en medarbejder. De kaldte stedet for ’Langhoved’, for halvt begravet i den øde jord fandt de et antal menneskekranier der var aflange af form. Kranierne stammede fra Paracas-kulturen, der af forskere dateres til perioden mellem år 1000 f.v.t. og år 200 f.v.t. Man ved godt hvordan Paracas-folkene gjorde hovederne aflange — det var ved hjælp af stofpuder, træpinde og strammegarn — men man ved ikke hvorfor de gjorde det. De meddelte sig nemlig ikke ved hjælp af skriftsprog. I samme område gjorde Julio C. Tello sin næste opdagelse: nogle underjordiske gravhuler der havde form som omvendte bægre. Her sad de tøjomvundne afdøde side om side i fosterstilling, parate til at blive „født igen“ i deres næste liv. I hulerne lå der også majs, jordnødder og søde kartofler (batater), foruden musikinstrumenter og ceremonielle redskaber.

To år senere fandt Julio C. Tello sammen med en anden medarbejder en kæmpestor gravplads som de gav navnet Paracas Necropolis. Her var der 429 gravsætninger, nogle af dem godt halvanden meter høje. Det var mumier som hver især, i siddende stilling, var anbragt inden i en kurv. De sad indsvøbt i tøj der var forbløffende flot og broderet med mønstre i mange farver, ofte med magisk-religiøse motiver.

På Julio C. Tello-museet kan man se noget af dette gravtøj sammen med hundreder af andre spændende genstande fra Paracas-kulturen.

Vi håber at vores opdagelsesrejse til Paracas Nationalpark har givet dig lyst til selv at kigge nærmere på de mange spændende ting der er at se her i Peru.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Humboldtpingvin

[Illustration på side 18]

Inka-terne

[Illustration på side 18]

’Lysestagen’

[Illustrationer på side 18]

Levn fra Paracas-kulturen: gravtøj; mumie; et af de typiske aflange kranier

[Kildeangivelser på side 16]

Pelikan: © Archivo de PromPerú. Søløver: © Michael Tweddle/PromPerú

[Kildeangivelser på side 17]

Kyst: © Carlos Sala/PromPerú. Flamingoer: © Heinz Plenge/PromPerú. Pingvin: © Arturo Bullard/PromPerú

[Kildeangivelser på side 18]

Foto øverst til venstre: Strand og terne. © Archivo de PromPerú. Museumsgenstande: Museo Nacional de Arqueología, Antropología e Historia del Perú