Jeg tog anstød af folks klædedragt og frisure

FORTALT AF EILEEN BRUMBAUGH

JEG blev opdraget i et kirkesamfund kaldet Old Order German Baptist Brethren, som ligner amishfolkets og mennonitternes kirke. Bevægelsen opstod i Tyskland i 1708 i forbindelse med den åndelig vækkelse der kaldes pietismen. The Encyclopedia of Religion siger at pietismen var kendetegnet af en „vision om en menneskehed der havde brug for Kristi evangelium“. Dette synspunkt førte til at bevægelsen begyndte at missionere i forskellige lande med stor success.

I 1719 kom en lille gruppe ledet af Alexander Mack til staten Pennsylvania i USA. Siden da er der dannet adskillige grupper som er gået i hver sin retning. Hver gruppe fastholdt deres egen fortolkning af de lærepunkter Alexander Mack fremkom med. Vores lille menighed havde omkring 50 medlemmer. Der blev lagt stor vægt på at man læste i Bibelen og nøje overholdt de officielle beslutninger menighedens medlemmer havde truffet.

I mindst tre generationer havde min familie haft denne tro og livsform. Jeg var også medlem af menigheden og blev døbt som 13-årig. Jeg blev opdraget til at tro at det var forkert at eje eller bruge en bil, en traktor, en telefon eller blot en radio, ja, alt hvad der var elektrisk drevet. Kvinderne inden for vores trossamfund klædte sig meget enkelt og meget gammeldags, og vi klippede ikke håret eller viste os uden hovedbeklædning. Mændene havde fuldskæg. Det ikke at være en del af verden betød efter vores opfattelse blandt andet at man undlod at gå med moderne tøj, bruge makeup eller bære smykker. Vi mente det var et udtryk for syndig stolthed at bruge den slags.

Vi blev oplært til at have dyb respekt for Bibelen, som vi anså for at være vores åndelige føde. Hver dag inden morgenmaden samledes familien i dagligstuen for at høre far læse og kommentere et kapitel fra Bibelen. Så knælede vi alle mens han bad. Bagefter fremsagde mor fadervor. Jeg så altid frem til denne morgenandagt fordi hele familien var samlet om det åndelige.

Vi boede på en gård nær byen Delphi, Indiana, hvor vi dyrkede forskellige slags grøntsager. Varerne blev transporteret ind til byen i hestevogn og solgt på gaden eller fra hus til hus. Vi var af den opfattelse at hårdt arbejde var en del af vores gudsdyrkelse. Derfor gik meget af vores tid med at udføre anstrengende arbejde, bortset fra søndag, hvor det var forbudt. Det skete dog at vores familie var så optaget af arbejdet på gården at det var svært at koncentrere sig om det åndelige.

Ægteskab og familie

I 1963, da jeg var 17 år, blev jeg gift med James, som var en af vores trosfæller. Hans rødder i Old Brethren gik helt tilbage til hans oldeforældre. Vi havde  begge et stærkt ønske om at tjene Gud og troede at vores kirke var den eneste rigtige.

I 1975 havde vi fået seks børn, og i 1983 blev vores syvende og sidste barn født. Rebecca, den næstældste, var vores eneste pige. Vi arbejdede hårdt, brugte ikke mange penge og levede meget spartansk. Vi prøvede at indprente børnene de samme bibelske principper som vi havde lært af vores forældre og andre medlemmer af Old Brethren.

Trossamfundet lagde stor vægt på det ydre. Da ingen kunne se hvad der boede i vores hjerte, mente vi at det var måden man klædte sig på, der viste hvordan man var inderst inde. Hvis man gjorde for meget ud af sit hår, blev det betragtet som et tegn på stolthed. Hvis mønsteret i stoffet på vores enkle kjoler var for stort, var det også et tegn på stolthed. Til tider overskyggede sådanne spørgsmål selve Skriften.

Min svoger kommer i fængsel

I slutningen af 1960’erne kom min mands bror Jesse, der var opdraget i samme tro som os, i fængsel fordi han nægtede at udføre militærtjeneste. Mens han sad inde, mødte han Jehovas Vidner, som også mener at det er i modstrid med Bibelens principper at gå i krig. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Jesse havde mange bibelske drøftelser med Jehovas Vidner, og ved selvsyn så han deres gode egenskaber. Efter at han havde foretaget et grundigt studium af Bibelen, blev han til vores store forfærdelse døbt som et af Jehovas Vidner.

Jesse talte med min mand om det han havde lært. Han sørgede også for at James regelmæssigt modtog bladene Vagttårnet og Vågn op! Ved at læse dem blev han mere og mere interesseret i Bibelen. Han havde altid ønsket at tjene Gud, men havde ofte følt at han var langt væk fra ham. James var derfor meget interesseret i alt hvad der kunne hjælpe ham til at komme nærmere til Gud.

De ældste i vores menighed opmuntrede os til at læse religiøse tidsskrifter fra amishfolket og mennonitterne og fra grupper der havde skilt sig ud fra trossamfundet Old Brethren, til trods for at vi anså disse kirker for at være en del af verden. Min far havde stærke fordomme mod Jehovas Vidner. Han var af den opfattelse at vi aldrig burde læse Vagttårnet og Vågn op!, så jeg var nervøs hver gang James læste i bladene. Jeg var bange for at han ville begynde at tro på falske læresætninger.

James havde dog i lang tid sat spørgsmålstegn ved nogle af de læresætninger vores trossamfund stod for, og som han mente var i modstrid med Bibelen — især læren om at det var en synd at udføre noget som helst hårdt arbejde om søndagen. Trossamfundet lærte for eksempel at det var tilladt at give dyrene vand at drikke om søndagen, men man måtte ikke trække så meget som en ukrudtsplante op. De ældste kunne ikke give ham en bibelsk begrundelse for denne regel. Efterhånden begyndte jeg også selv at tvivle på sådanne læresætninger.

I lang tid havde vi troet at vores kirke var Guds kirke, og vi vidste hvad der ville ske hvis vi forlod den. Derfor var det svært at forlade Old Brethren. Vores samvittighed tillod os dog ikke længere at være tilsluttet en kirke hvis lære vi følte ikke helt var i overensstemmelse med Bibelen. I 1983 skrev vi derfor et brev som forklarede hvorfor vi ville forlade kirken, og vi bad om at det måtte blive læst højt for menigheden. Vi blev udstødt af gruppen.

Vores søgen efter den sande tro

Nu begyndte vores søgen efter den sande tro. Vi ledte efter en kirke der var konsekvent, en hvor medlemmerne selv levede op til det de lærte andre. Det første vi gjorde, var at udelukke enhver kirke som deltog i krig. Vi var stadig tiltrukket af religiøse grupper der levede et enkelt  liv og klædte sig beskedent. For ifølge vores opfattelse var det med til at vise at de ikke var en del af verden. Fra 1983 til 1985 rejste vi rundt i USA og undersøgte den ene trosretning efter den anden — mennonitterne, kvækerne og andre lignende religiøse grupper.

I den periode besøgte Jehovas Vidner os på vores gård nær Camden, Indiana. Vi lyttede til dem og bad dem om kun at bruge den engelske bibel King James Version. Jeg respekterede Jehovas Vidners standpunkt i forbindelse med krig. Men det var svært for mig at lytte til dem, for hvis de ikke kunne se at det var nødvendigt at være adskilt fra verden ved at klæde sig meget gammeldags, mente jeg ikke at det kunne være den sande tro. Det var kun på grund af stolthed, følte jeg, at folk ikke klædte sig som os. Jeg var af den overbevisning at de ting man ejede, gjorde én stolt.

James begyndte at komme i Jehovas Vidners rigssal og tog nogle af vores drenge med. Jeg var meget vred. Han tilskyndede mig til at gå med, men jeg ville ikke. Så en dag sagde han til mig: „Selv om du ikke tror på alle deres lærepunkter, så gå med bare for at se hvordan de behandler hinanden.“ Det var noget der havde gjort indtryk på ham.

Til sidst besluttede jeg at gå med, men jeg ville holde mig i baggrunden. Iført min simple kjole og kyse trådte jeg ind i rigssalen. Vores drenge var også meget simpelt klædt, og nogle af dem var barfodede. Vidnerne tog dog kærligt imod os. Jeg tænkte: ’Vi er helt anderledes, men de accepterer os alligevel.’

Deres kærlige måde at være på gjorde indtryk på mig, men jeg var stadig besluttet på kun at iagttage hvad der foregik. Jeg ville ikke rejse mig og synge med på deres sange. Efter mødet havde jeg et væld af spørgsmål om nogle ting jeg syntes de gjorde forkert, og om hvordan et bestemt skriftsted skulle forstås. Selv om jeg ikke var særlig taktfuld når jeg stillede spørgsmål, viste de mig alle stor interesse. Det gjorde også indtryk på mig at jeg kunne stille det samme spørgsmål til forskellige og få samstemmende svar. Nogle gange skrev de svaret ned, og det var en stor hjælp, for så kunne jeg selv undersøge det på et senere tidspunkt.

I sommeren 1985 tog vores familie til et stævne i Memfis, Tennessee — men kun som iagttager. James havde stadig fuldskæg, og vi var klædt som vi plejede. I pauserne kom der næsten hele tiden nogle for at snakke med os. Det rørte os at opleve den kærlighed og opmærksomhed Jehovas Vidner viste os, og vi tog det som et udtryk for at de havde accepteret os. Det gjorde også indtryk at se den enighed der var, for uanset hvor vi overværede et møde, var lærepunkterne de samme.

James, som var rørt over den personlige interesse der blev vist os, sagde ja tak til et bibelstudium. Han undersøgte alting nøje, for han ville være sikker på om det han lærte, var det rigtige. (Apostelgerninger 17:11; 1 Thessaloniker 5:21) Efterhånden følte han at han havde fundet sandheden. Men jeg var i vildrede. Jeg ville gerne gøre det rigtige, men ville ikke være „moderne“ og blive regnet for at være „verdslig“. Da jeg på et tidspunkt gik med til at overvære studiet med min mand, havde jeg King James Version på det ene knæ og den mere tidssvarende Ny Verden-Oversættelse på det andet. Jeg sammenlignede hvert eneste vers i begge bibeloversættelser for at være sikker på at jeg ikke blev vildledt.

 Hvordan jeg blev overbevist

Mens vi studerede Bibelen med Jehovas Vidner, lærte vi at vor himmelske Fader er én Gud, ikke tre i en, og at vi er sjæle og ikke har en udødelig sjæl. (1 Mosebog 2:7; 5 Mosebog 6:4; Ezekiel 18:4; 1 Korinther 8:5, 6) Vi lærte også at helvede er menneskehedens fælles grav, ikke et brændende pinested. (Job 14:13; Salme 16:10; Prædikeren 9:5, 10; Apostelgerninger 2:31) At lære sandheden om helvede var en milepæl, især fordi Old Brethren ikke kunne blive enige om hvad der mentes med det.

Jeg spekulerede dog stadig over om Jehovas Vidner havde den sande tro, for ifølge min opfattelse var de en del af verden. De levede ikke det „enkle“ liv, som jeg troede var så nødvendigt. Men samtidig indså jeg at de opfyldte Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget for alle mennesker. Jeg var helt forvirret! — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

I denne kritiske periode hjalp Vidnernes kærlighed mig til at fortsætte min undersøgelse af deres tro. Hele menigheden viste interesse for vores familie. Adskillige af menighedens medlemmer besøgte os — nogle gange købte de æg og mælk som en undskyldning for at komme. Efterhånden syntes vi ganske godt om dem. De gik ikke vores hus forbi blot fordi et andet Jehovas vidne studerede med os, tværtimod. Hver gang nogen fra menigheden var i nærheden af huset, dumpede de ind. Vi havde stærkt brug for disse besøg, for det gav os mulighed for at lære Jehovas Vidner bedre at kende, og vi værdsatte den ægte interesse og kærlighed de viste os.

Det var ikke kun Jehovas Vidner fra den lokale menighed der viste os personlig interesse. Mens jeg kæmpede med spørgsmålet om passende klædedragt og frisure, fik jeg besøg af Kay Briggs, som var et af Jehovas Vidner fra en nabomenighed. Hun klædte sig beskedent og brugte ikke makeup. Jeg følte mig godt tilpas i hendes selskab og havde let ved at tale med hende. Så en dag kom Lewis Flora på besøg. Han var blevet opdraget i et kirkesamfund der mindede om vores. Han kunne se at jeg befandt mig i et dilemma. Lewis sendte mig et brev på ti sider, hvori han prøvede at berolige mig. Hans omsorg bevægede mig i den grad at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, og jeg læste hans brev igen og igen.

Jeg bad broder O’Dell, der er rejsende tilsynsmand, om at forklare mig hvad der menes med ordene i Esajas 3:18-23 og Første Petersbrev 3:3, 4. „Viser de vers ikke at man skal klæde sig beskedent for at behage Gud?“ spurgte jeg. Hertil svarede han: „Er det forkert at gå med kyse? Hvad galt er der i at flette sit hår?“ * Hos Old Brethren flettede vi de små pigers hår, og kvinderne gik med kyse. Jeg indså nu at vi ikke havde været konsekvente i vores fortolkning af Skrifterne. Den tålmodighed og venlighed den rejsende tilsynsmand viste, gjorde et stort indtryk på mig.

Efterhånden blev jeg mere og mere overbevist om at vi havde fundet den rigtige tro. Men der var en ting som stadig foruroligede mig en hel del — at kvinder klippede deres hår. Kristne ældste ræsonnerede med mig ved at sige at nogle kvinders hår kun voksede til en vis længde, mens andre kvinders hår kunne blive meget langt. Var den ene kvindes hår bedre end den andens af den grund? De hjalp mig også til at forstå hvilken rolle samvittigheden spiller i forbindelse med klædedragt og frisure, og de gav mig noget skriftligt materiale jeg kunne læse derhjemme.

Vi handler efter det vi har lært

Vi søgte efter en kirke hvor medlemmerne viste deres tro i gerning, og vi fandt hvad vi søgte. Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Vi var overbeviste om at Jehovas Vidner er et folk som viser sand kærlighed. Alligevel var det en vanskelig periode for vores to ældste børn, Nathan og Rebecca. De var nemlig gået ind for Old Brethren og var blevet døbt i denne kirke. Med tiden begyndte de bibelske sandheder, som vi underviste dem i, og den kærlighed Vidnerne viste, at have en positiv indvirkning på dem.

Rebecca havde altid længtes efter at få et nært forhold til Gud. Hun syntes det var lettere at bede til ham da hun blev klar over at han ikke forudbestemte et menneskes handlemåde eller  fremtid. Og da hun forstod at Gud ikke er en del af en treenighed, men en virkelig person, én hun kunne efterligne, følte hun at hun kom nærmere til ham. (Efeserne 5:1) Hun var lettet over ikke at skulle bruge den gamle tiltaleform fra King James Version „thee“ og „thou“ når hun talte med Gud. Efterhånden som hun lærte Guds krav vedrørende bøn og hans storslåede hensigt med menneskene om at leve evigt på en paradisisk jord, følte hun sig langt mere knyttet til sin Skaber end før. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

Privilegier vi alle glæder os over

James og jeg og vores fem ældste børn — Nathan, Rebecca, George, Daniel og John — blev alle døbt som Jehovas Vidner i sommeren 1987. Harley blev døbt i 1989, og Simon i 1994. Hele familien er travlt optaget af det arbejde Jesus Kristus befalede sine efterfølgere at gøre, nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget.

Vores fem ældste sønner — Nathan, George, Daniel, John og Harley — såvel som vores datter Rebecca — har arbejdet på Jehovas Vidners afdelingskontor i USA. George er der stadig efter 14 år, og Simon, som gik ud af skolen i 2001, er også for nylig blevet et medlem af betelfamilien. Alle vores sønner er ældste eller menighedstjenere i den menighed af Jehovas Vidner de hver især er tilsluttet. Vi hører til Thayer menighed, i Missouri, hvor min mand er ældste og jeg er travlt optaget af forkyndelsen.

Vi har nu tre børnebørn — Jessica, Latisha og Caleb — og det glæder os at se hvordan deres forældre indgiver dem kærlighed til Jehova. Som familie glæder vi os over at Jehova har draget os til sig, og at han har hjulpet os til at finde frem til det folk der bærer hans navn, og som kendetegnes ved den kærlighed de lægger for dagen.

Vi føler med dem der har et stærkt ønske om at behage Gud, men hvis samvittighed er blevet påvirket af omgivelserne i stedet for af Bibelen. Vi ønsker at de må opleve den glæde vi nu har ved at gå fra dør til dør, ikke for at sælge varer, men for at forkynde budskabet om Guds rige og de forunderlige ting det vil udrette. Jeg får tårer i øjnene af taknemmelighed når jeg tænker på al den tålmodighed og kærlighed vi er blevet vist af det folk der bærer Jehovas navn.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 19]

Da jeg var omkring syv år gammel, og senere som voksen

[Illustration på side 20]

James, George, Harley og Simon klædt i gammeldags tøj

[Illustration på side 21]

Dette billede af mig i færd med at bringe vores varer til markedet blev bragt i en lokal avis

[Kildeangivelse]

Journal and Courier, Lafayette, Indiana

[Illustration på side 23]

Vores familie i dag