„Et tusindstjernet hotel“

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I FRANKRIG

DER findes sikkert mange der ligesom jeg hellere end gerne ville bytte et ophold på et firstjernet hotel med en aften i ørkenen hvor man kan beundre den betagende stjernehimmel. Det var jeg ret overbevist om efter min tur til det storslåede Sydtunesien i Nordafrika. Her kunne jeg glæde mig over herlighederne på et tusindstjernet hotel — nomadehyrdens ørkentelt.

Gennem hele menneskehedens historie har millioner af mennesker fra så vidt forskellige steder som Asiens stepper, Sahara og Nordamerika levet i sådanne „tusindstjernede hoteller“. Selv om talrige stammer i løbet af det sidste århundrede har været tvunget til at opgive tilværelsen i deres telte, er der stadig tusinder af nomader der drager omkring i ørkenerne. Deres legendariske gæstfrihed gør det til en uforglemmelig oplevelse at tilbringe en dag i deres selskab.

„Huse af hår“

For at kunne besøge en nomadelejr, eller en douar som den kaldes i Nordafrika, kører min guide og jeg gennem ørkenen i en gammel landrover. Efter at have spurgt nogle hyrder om vej får vi omsider øje på silhuetterne af adskillige sortbrune telte i det fjerne. Da vi stiger ud af bilen, slår det os hvor stille der er. Beduinerne siger at denne stilhed renser sindet. Vi bliver hjerteligt modtaget af vores vært, der inviterer os ind i sit telt. Teltet er omkring 12 meter langt, 5 meter bredt  og 2 meter højt. Vi går ind i den del af teltet der er reserveret mændene og gæsterne, og sætter os på nogle smukke tæpper. Den anden del af teltet, som er adskilt ved et forhæng når der er gæster på besøg, er forbeholdt familien og fungerer også som køkken. Mens vi sidder og snakker, serverer vores værtinde den traditionelle myntete, mens døtrene, der er blevet i teltets køkkenafsnit, ælter dej til hvedebrød. Disse lækre brød bages over ilden i et lerfad.

I samtalens løb spørger jeg min vært hvordan teltets tag og sider laves, og det vil han hellere end gerne forklare. De forskellige fag består ikke af et enkelt stykke klæde, men af flere sammensyede baner der hver er omkring 15 meter lange og en halv meter brede. Nogle større telte har 12 eller 13 baner. Hvordan fremstilles de?

Jeg ser en af døtrene sidde i sandet foran teltet i den skarpe eftermiddagssol med en ten i hånden hvormed hun behændigt spinder tykt uldgarn. Garnet bliver vævet til lange baner på en fladvæv. En løs vævning sikrer god ventilation. Men når det regner, svulmer trådene op og gør vævningen tættere så teltdugen bliver vandtæt. Det arabiske ord for telt, bait esh-shaar, „hus af hår“, er således meget betegnende.

Teltets vedligeholdelse

Hvor længe kan et telt holde? Nomaderne vedligeholder omhyggeligt deres ørkenhjem. Min vært fortæller mig at kvinderne i hans husstand væver mindst én bane om året. Normalt bliver den mest slidte bane udskiftet med en ny. På den måde vil en teltdug med otte baner blive helt fornyet på otte år. Nogle steder bliver banerne pillet op i syningen og vendt så indersiden, der ikke er så slidt, kommer til at vende udad.

Hvordan holdes teltet oppe? Den midterste del af teltet bliver holdt oppe af fire pæle af abrikostræ, men der bruges også nogle gange andre træsorter. De to midterste pæle er omkring to og en halv meter lange. Begge pæle bankes ned i jorden, og den anden ende passer ind i en udsmykket overligger af hårdt træ der er 45 til 60 centimeter lang. Overliggeren er en smule krum så toppen af teltet kommer til at minde om en dromedarpukkel. Siderne og den bagerste del af teltet understøttes af adskillige mindre pæle. For at se hvordan teltet er gjort fast, går vi udenfor. Vi ser at barduner lavet af gedehår bruges til at fæstne teltdugen til jorden.

Bag ved teltet beskytter et tæt hegn af tørre buske teltets beboere mod vilde dyr. Ikke langt fra teltet står familiens æsel tøjret til en pløk. I en rund indhegning lige bagved befinder der sig en hjord af får og geder som omhyggeligt vogtes af familiens døtre.

En enkel livsform

Nu er hvedebrødene færdige. Vi dypper dem i en pikant olivenolie. De smager herligt. Jeg ser mig omkring og forundres over hvor enkelt nomaderne lever. Inventaret består blot af en trækiste samt nogle vævede poser, måtter og tæpper. Døtrene viser mig stolt de enkle redskaber de bruger når de karter og spinder uld. Derudover har de kun få materielle ejendele. Det minder mig om den vise udtalelse af hyrden og digteren David, der på et tidspunkt også boede i telte: „[Manden] ophober ting uden at vide hvem der skal samle dem.“ — Salme 39:6.

Mange nomader er digtere. De finder sikkert inspiration i deres omgivelser og elsker at konkurrere om hvem der kan fremsige de smukkeste digte. De er også meget glade for historier og ordsprog. Jeg citerer nogle ordsprog fra De Hellige Skrifter der er fyldt med den fuldkomne visdom fra „Ham der spænder himmelen ud som et tyndt flor, som breder den ud som et telt til at bo i“. (Esajas 40:22) Tiden er nu kommet til at sige farvel. Jeg takker mine værter dybt for deres gæstfrihed og spekulerer på hvornår jeg igen vil få mulighed for at tilbringe en stund i et af disse charmerende „tusindstjernede hoteller“.

[Illustration på side 26]

Hvedebrød der bages over et ildsted

[Kildeangivelser på side 26]

Musée du Sahara à Douz, avec l’aimable autorisation de l’Agence de mise en valeur du patrimoine et de promotion culturelle de Tunisie; kameler: ZEFA/ROBERTSTOCK.COM