Fascineret af fyrværkeri

FYRVÆRKERI er uløseligt forbundet med fest. For eksempel er fyrværkeri et fast indslag på programmet i Tivoli i København og ved åbningen af De Olympiske Lege. Også USA’s uafhængighedsdag og Bastilledagen i Frankrig fejres med kaskader af kulørt lys, og nytårsaften kan man over næsten alle verdens storbyer se fyrværkeri oplyse nattehimmelen.

Men hvornår begyndte man at blive betaget af fyrværkeri? Og hvad kræves der for at kunne skabe disse blændende forevisninger?

En orientalsk skik

De fleste historikere er enige om at kineserne opfandt fyrværkeri omkring det tiende århundrede efter vor tidsregning, da nogle kemikere opdagede at blandingen af salpeter (kaliumnitrat), svovl og trækul er eksplosiv. Det var enten opdagelsesrejsende fra Vesten, for eksempel Marco Polo, eller arabiske handelsmænd der bragte dette letantændelige stof til Europa, og fra omkring det 14. århundrede frydede et europæisk publikum sig over imponerende fremvisninger af fyrværkeri.

Men dette pulver, der på så smuk en måde var i stand til at aflede folks opmærksomhed, var også medvirkende til at lede Europas historie i en ny retning. Militærfolk brugte stoffet, der senere blev kendt som krudt, til affyring af blykugler, sprængninger af slotsmure og rystelser af politiske magter. Encyclopædia Britannica siger: „I løbet af middelalderen udbredtes sprængstoffer til europæisk krigsbrug fra Østen, og fyrværkeriet fulgte med. Og det blev eksperter i militære sprængstoffer der fik til opgave at sørge for festfyrværkeri når sejr og fred skulle fejres.“

I samme periode lader det derimod ikke til at Kina har benyttet sig særlig meget af krudtets destruktive egenskaber. Matteo Ricci, en jesuit fra Italien som var missionær i Kina, skrev i det 16. århundrede: „Kineserne er ikke eksperter i brugen af skydevåben og artilleri, og de benytter dem kun sjældent i krig. Derimod bruges store mængder salpeter til fremstilling af fyrværkeri som fremvises ved lege og festdage. Kineserne holder meget af sådanne forevisninger . . . De er usædvanlig dygtige til at fremstille fyrværkeri.“

Fyrværkeriets hemmeligheder

For de første fyrværkere har det uden tvivl krævet både færdighed og mod at skulle udvikle nye former for fyrværkeri. De fandt at en grovere granulering af krudt brændte ret langsomt, mens en finere granulering var meget eksplosiv. Man fremstillede raketter ved at forsegle den ene ende af et stykke bambus eller et papirrør og fylde den nederste del med groft granuleret krudt. Når krudtet antændtes, blev projektilet slynget op i luften af gasarter som udvidede sig og blev ført ud gennem den åbne ende af røret. (Samme grundprincip bruges i dag til at sende astronauter ud i rummet). Den øverste del af raketten blev fyldt med fint granuleret krudt, og hvis alt gik vel, eksploderede projektilet ved det højeste punkt af sin bane.

Rent teknisk har fyrværkeri ikke ændret sig meget op gennem tiden. Men der er sket nogle forbedringer. I Orienten kunne man oprindelig kun lave hvidt eller guldfarvet fyrværkeri. Det var italienerne der føjede farver til. I begyndelsen af det 19. århundrede fandt de ud af at blande kaliumklorat med krudt. Det fik  blandingen til at brænde ved så høj en temperatur at metaller kunne omdannes til gas, og flammen der opstod, blev tonet. I dag bruger man strontiumkarbonat for at få en rød flamme. Vil man have en stærk hvid flamme, iblandes titan, aluminium og magnesium. Blå opnås ved tilsætning af kobberforbindelser; grøn ved at bruge bariumnitrat; og gul ved at bruge en blanding der indeholder natriumoxalat.

Ved hjælp af computerstyring kan man nu også fremvise fyrværkeri på en mere avanceret måde. I stedet for manuel antænding kan eksperter programmere computere til nøjagtig elektronisk antænding i takt til rytmen i et musikstykke.

Religiøs tilknytning

Som jesuit-missionæren Matteo Ricci bemærkede, spillede fyrværkeri en vigtig rolle ved fejring af religiøse højtider i Kina. Bladet Popular Mechanics forklarer at fyrværkeri blev „opfundet af kineserne som et middel til at jage dæmoner væk ved nytår og andre ceremonielle begivenheder“. I sin bog Days and Customs of All Faiths siger Howard V. Harper: „Fra de tidligste tider har hedenske folkeslag båret på fakler og lavet bål ved deres store religiøse højtider. Intet var derfor mere nærliggende end at tilføje det imponerende, farverige og levende fyrværkeri til festlighederne.“

Ikke længe efter at såkaldt kristne havde taget fyrværkeriet til sig, fik fyrværkere tildelt en beskyttende helgen. The Columbia Encyclopedia siger: „[Sankt Barbaras] far siges at have spærret hende inde i et tårn for derefter at dræbe hende fordi hun var kristen. Han blev ramt af et lyn og døde, og som en udvidet analogi blev Sankt Barbara skytshelgen for alle dem der fremstiller eller bruger skydevåben og fyrværkeri.“

Der bliver ikke sparet

Det lader til at publikum, både når det gælder religiøse og ikkereligiøse festligheder, har en umættelig trang til større og mere imponerende fyrværkeri. Da Matteo Ricci i det 16. århundrede beskrev et festfyrværkeri i Kina, sagde han: „Da jeg var i Nanking, var jeg vidne til en pyroteknisk forestilling i forbindelse med fejringen af den første måned af året. Denne måned er deres store højtid. Ved den lejlighed regnede jeg ud at man med det krudt der blev brugt, kunne have ført en temmelig stor krig i flere år.“ I forbindelse med de udgifter der var forbundet med forevisningen sagde han: „Når det gælder fyrværkeri, lader det til at man ikke bekymrer sig om hvor meget det koster.“

Ikke meget har forandret sig i de mellemliggende århundreder. I år 2000 affyrede man ved en festlig lejlighed 20 tons fyrværkeri over Sydney Harbour Bridge til glæde for over en million tilskuere forsamlet på stranden ved havnen. Samme år brugte man i USA cirka 4 milliarder kroner på næsten 70 tusind tons fyrværkeri. Ja, i mange lande er man fortsat fascineret af fyrværkeri, og det er stadig rigtigt at „når det gælder fyrværkeri, lader det til at man ikke bekymrer sig om hvor meget det koster“.

 [Helsides illustration på side 23]