Amate — mexicansk papyrus

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MEXICO

DET mexicanske folks historie er både omfattende og fascinerende. Blandt nogle af de værdifulde kulturskatte som er blevet bevaret fra fortiden, er det der kaldes „vidnesbyrd“ — piktografiske håndskrifter, eller kodekser. Disse kodekser gør det muligt at granske mange forskellige emner inden for historie, videnskab, religion og kronologi — samt at studere dagliglivet blandt de højtudviklede mesoamerikanske civilisationer, deriblandt aztekerne og mayaerne. Usædvanlig dygtige tlacuilos, eller ’kunstskrivere’, nedfældede og skildrede deres folks historie på flere forskellige slags materialer.

Selv om nogle af håndskrifterne blev fremstillet af klæde, hjorteskind eller papir lavet af agaveplanten, var amate det mest benyttede materiale. Navnet amate kommer af ordet amatl, der på sproget nahuatl betyder papir. Papiret blev fremstillet af barken fra ficus, eller figentræer, af morbærfamilien. Ifølge Enciclopedia de México „er det vanskeligt at skelne mellem de mange ficusarter medmindre man foretager en nøje undersøgelse  af stammen, bladene, blomsterne og frugten“. Det kan både være ficus involuta, ficus crassiuscula og ficus cotinifolia.

Fremstilling af amate

Da spanierne i det 16. århundrede erobrede Mexico, prøvede de på at standse fremstillingen af amate fordi de mente at traditionen havde tilknytning til gamle religiøse ritualer der fordømtes af den katolske kirke. I sit værk Historia de las Indias de Nueva España e Islas de la Tierra Firme gjorde den spanske munk Diego Durán opmærksom på at de indfødte „nedfældede meget omfattende historiske detaljer om deres forfædre. Disse værker kunne have forsynet os med mange oplysninger hvis ikke man i uvidenhed og med stor nidkærhed havde tilintetgjort dem. I deres uvidenhed mente nogle nemlig at optegnelserne var afguderiske, og de lod dem derfor brænde, skønt de i virkeligheden indeholdt historiske beretninger der fortjente at blive husket.“

Forsøget på at standse fremstillingen af amate lykkedes dog ikke, og heldigvis laves papiret endnu. I de nordlige Sierrabjerge i delstaten Puebla fremstiller man stadig amate; for eksempel i byen San Pablito som ligger i Pahuatlán-området. Bladet Arqueología Mexicana (Mexicansk arkæologi) har gengivet nogle oplysninger som Kong Filip II’s livlæge, Francisco Hernández, nedfældede: „Til papirfremstilling blev kun de tykke grene skåret af træerne, ingen af de nye skud. Grenene blev derefter lagt i blød hele natten i en af de nærliggende floder eller i et vandløb. Den efterfølgende dag hev man barken af grenene, og det inderste lag bark blev skilt fra det yderste. Kun det inderste lag blev brugt.“ Når barken var blevet renset, spredte man fiberstykkerne ud på en glat overflade og slog på dem med en stenhammer.

I dag koges fibrene i store kedler, og der tilsættes aske og kalk både for at blødgøre dem og for at fjerne visse stoffer. Kogningen kan vare op til seks timer. Derefter renses fibrene og lægges i vand. Dygtige fagfolk lægger så fibertrådene en for en i et flettet mønster på en træoverflade. Når det er gjort, slår de med regelmæssige slag på fibrene med en stenhammer indtil trådene sammenvæves og udgør et stykke papir. Til sidst forstærker de kanterne ved at folde dem indad, og papiret bliver lagt til tørre i solen.

Amate fås i mange farver. Den traditionelle farve er brun, men der findes også hvid og elfenbensfarvet amate samt brun- og hvidspættet. Desuden fås det i farver som gul, blå, rosa og grøn.

Stadig populært

Amate bruges til fremstilling af smukt mexicansk kunsthåndværk. Skønt nogle af de malerier der udføres på dette papir, har religiøs betydning, er andre blot stiliserede gengivelser af dyr, festlige lejligheder og scener fra mexicanernes glade levevis. Foruden smukke farvestrålende malerier fremstiller man kort, bogmærker og andet af amate. Den dekorative kunst betager både lokalbefolkningen og besøgende og bliver købt af begge parter. Kunstarten har bredt sig ud over Mexicos grænser og eksporteres til flere steder på jorden, og man har lavet kopier af de gamle kodekser. Tænk hvor betaget spanierne må være blevet af denne kunst da de så den første gang! Diego Durán, dominikanermunken der er citeret tidligere, bemærkede at de indfødte „sørgede for at alt blev skrevet ned og skildret i bøger og på lange stykker papir, med angivelse af år, måneder og dage for hvornår begivenhederne havde fundet sted. Deres love, bestemmelser, statistiske optællinger og så videre blev nedfældet på disse malerier med den største sirlighed og orden.“

Vi kan være glade for at traditionen med at fremstille amate har overlevet så vi i dag kan få indblik i den smukke mexicanske arv. Moderne kunstnere kan, ligesom fortidens tlacuilos, eller skrivere, glæde sig over det forunderlige amate, som med rette kan kaldes mexicansk papyrus.

[Illustration på side 26]

Fibrene bliver hamret flade