Er reformer løsningen?

UREDELIGE forretningsmetoder, partiske dommere og politifolk, social uretfærdighed, en kummerlig sundhedssektor, et middelmådigt skolesystem, udbytning i religionens navn og udpining af miljøet — det er alt sammen noget som virker frustrerende på de fleste af os. Det er også sådanne problemer der fostrer samfundsreformatorer.

I næsten alle samfund findes der nogle som ønsker at forbedre verden. De tilskynder til at forbedre samfundet på en ordnet og ikke lovstridig måde. Generelt drejer det sig ikke om anarkister eller revolutionære, for de fleste samfundsreformatorer holder sig inden for lovens rammer og griber ikke til vold. Nogle få reformivrige beklæder høje poster i samfundet og tager initiativ til at indføre forandringer. Andre ansporer magthaverne til det ved at udføre lobbyarbejde.

Samfundsreformatorer prøver at få samfundet til at tage sin måde at håndtere problemer på op til fornyet overvejelse. De protesterer ikke kun; de har idéer til hvordan man kan forbedre situationen. For at henlede folks opmærksomhed på det de har på hjerte, appellerer de til offentligheden, demonstrerer i gaderne eller søger at få medieomtale. Noget af det værste der kan ske for en samfundsreformator, er at der ikke bliver taget notits af ham.

Reformer gennem tiden

Op gennem historien har der været mange reformer. Bibelen beretter at en offentlig taler for omkring 2000 år siden roste Felix, der var prokurator over den romerske provins Judæa, med disse ord: „Reformer finder sted  i denne nation ved din fremsynethed.“ (Apostelgerninger 24:2) Omtrent 500 år før Felix levede, gennemførte den græske statsmand Solon nogle reformer der skulle forbedre de fattiges vilkår. I The Encyclopædia Britannica står der at Solon „gjorde en ende på fattigdommens værste onder“ i det antikke Athen.

Religionens historie er fuld af reformatorer. Martin Luther prøvede for eksempel at reformere den katolske kirke, og hans initiativer var med til at bane vejen for protestantismen.

Emner for reform

Somme tider prøver nogle også at ændre hverdagslivet ved for eksempel at fremme en helt ny livsstil. Det var tilfældet med Lebensreform-bevægelsen i Tyskland i begyndelsen af det 20. århundrede. Efterhånden som samfundet blev stadig mere industrialiseret, syntes mange at livet var blevet mekanisk og upersonligt. Nogle blev fortalere for en mere naturlig livsstil. De gik ind for motion, udendørsaktiviteter, naturmedicin og vegetarkost.

Andre sætter fokus på uretfærdigheden i samfundet og lægger pres på deres regering for at få rettet op på situationen. Siden begyndelsen af 1970’erne har grupper af miljøaktivister protesteret mod at man udpiner og ødelægger miljøet. Nogle af disse grupper har siden hen vokset sig store og er blevet verdensomspændende organisationer. Aktivisterne gør mere end at demonstrere og protestere mod miljøtrusler; de kommer også med forslag til hvordan man kan råde bod på situationen. De har været med til at ændre lovgivningen i forbindelse med eksempelvis hvalfangst og nedsænkning af giftaffald på åbent hav.

I 1960’erne foretog man på Det Andet Vatikankoncil en reform af den katolske kirke. I 1990’erne var der også katolske lægfolk som ønskede at indføre reformer. De foreslog for eksempel en ændring af kravet om cølibat. Reformatorer inden for den engelske statskirke gennemførte en ændring der gjorde det muligt for kvinder at blive ordineret til præster.

Ikke lige populære blandt alle

Nogle reformer har udrettet utrolig meget godt. Blandt andet finder man i Bibelen talrige eksempler på herskere og andre der fremmede gavnlige reformer. Sådanne bestræbelser førte til åndelig genopblomstring, en forbedring af de sociale forhold samt Guds godkendelse. (2 Kongebog 22:3-20; 2 Krønikebog 33:14-17; Nehemias, kapitel 8 og 9) I nyere tid har den højere prioritering af grundlæggende friheder, borgerrettigheder og menneskerettigheder i høj grad medvirket til at beskytte og forsvare underprivilegerede mindretal og enkeltpersoner der bliver forfulgt.

Men når reformer er indført, kan de ofte byde på overraskelser. John W. Gardner, en tidligere amerikansk minister, har engang sagt: „Det er et af historiens paradokser at de der vil indføre reformer, ofte fejlbedømmer konsekvenserne af dem.“ Lad os se på nogle eksempler.

I begyndelsen af 1980’erne iværksatte Det Europæiske Fællesskab nogle landbrugsreformer til fremme af græsarealer og heder. En ny landbrugspolitik bevirkede at over 300.000 hektarer dyrkningsjord i Tyskland og Italien kunne omlægges til græsland. Trods de gode intentioner var der uforudsete risici. Det forlyder fra FN’s miljøprogram: „Initiativer til at tage landbrugsjord ud af produktionen hilses i første omgang velkomne som en mulighed for at øge sådanne områders økologiske værdi. Men de kan også have negative konsekvenser idet de får folk til at forlade traditionelle landbrugsmetoder og gå over til uhensigtsmæssige former for skovbrug.“

Hvad angår bestræbelserne for at hjælpe de fattige, siger man fra den internationale fond for landbrugsudvikling: „Alle bestræbelser for at hjælpe de fattige gennem institutionelle reformer  støder på et dybtliggende problem. Institutioner bliver som regel oprettet og administreret med de mægtiges interesser for øje. . . . ’Store mænd’ er tilbøjelige til at drive lokale institutioner på en måde der tjener deres egne interesser.“

Et andet eksempel er kvindebevægelsen, som ændrede livet for kvinderne i den vestlige verden ved blandt andet at skaffe dem stemmeret og bedre mulighed for at få en højere uddannelse og en karriere. Selv blandt tilhængerne af kvindernes frigørelse indrømmer nogle dog at kvindebevægelsen ganske vist har løst visse problemer, men at den samtidig har skabt grobund for andre. Forfatteren Susan Van Scoyoc har stillet spørgsmålet: „Har vi virkelig forbedret kvindernes kår, eller har vi ved at forvente at kvinder skal ligestilles på arbejdspladsen uden at der sker tilsvarende fremskridt på hjemmefronten, givet dem en tilværelse som er det rene mareridt?“

Tandløse reformer

Nogle samfundsreformatorer er blevet beskyldt for at stræbe efter reformer for reformernes skyld. Frederick Hess, der har forsket i skolereformer, siger i sin beskrivelse af det han kalder „tandløse reformer“: „Problemet med de skuffende resultater af omfattende reformbestræbelser ligger i selve deres beskaffenhed. I stedet for at tjene til problemers løsning er disse reformer blevet bekvemme afledningsmanøvrer der faktisk har forværret“ de problemer som de skulle løse. Han fortsætter: „Eftersom hver regering er tilbøjelig til at indføre nye reformer, begynder hele processen forfra med få års mellemrum.“

Reformer kan også ende med at fremme et andet, undertiden direkte destruktivt, forehavende. Lebensreform-bevægelsen i Tyskland var med til at udklække teorien om arvehygiejne, studiet af hvordan man forbedrer menneskearten ved at udvælge mænd og kvinder som vil kunne frembringe et stærkere afkom. Ekstreme elementer misbrugte dog denne viden til støtte for nationalsocialisterne i deres ideologiske kamp for at skabe et herrefolk.

Selv ivrige forkæmpere for reformer bliver af og til skuffede over resultaterne. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har beklagende sagt: „Jeg tror det mest frustrerende er at vi alle ved hvad der er galt, og hvad der skal gøres, men at vi ikke altid kan føre det ud i livet. Nu og da får generalsekretærens sekretariat mandat til at gøre noget ved et problem, men de ressourcer der er nødvendige for at kunne føre beslutningerne ud i livet, står ikke til rådighed. Når der af og til sker utrolige ting og vi ønsker at vække verdens samvittighed, vil ingen gøre noget på grund af tidligere tiders dårlige erfaringer.“

 Samfundsreformatorer skal ikke regne med at blive populære, for ved at gøre opmærksom på deres sag vil de gøre livet mere besværligt for andre. „Samfundsreformatoren har altid været en torn i kødet,“ stod der i avisen Die Zeit i et citat fra Jürgen Reulecke, der er professor i samtidshistorie og har stor viden om samfundsreformatorer. Selv om de fleste holder sig inden for lovens rammer og undgår vold, er der også nogle som bliver utålmodige hvis fremskridtet lader vente på sig. Det kan føre til at en reformbevægelse udklækker ekstremister der overskrider lovens beføjelser.

Har de seneste års omfattende reformer gjort folk i almindelighed mere tilfredse med livet? Det synes ikke at være tilfældet.  I Tyskland viser meningsmålinger for eksempel at folks tilfredshed med livet inden for de sidste 30-40 år dybest set har ligget på samme niveau. Hvad med religion? Har religiøse reformer resulteret i flere kirkemedlemmer? Er vore dages troende mere tilfredse med religionen? Nej. Dette fremgår af at den vestlige verden bliver mere og mere verdsliggjort, og at folk føler sig mindre og mindre tiltrukket af de etablerede trossamfund.

Var Jesus en samfundsreformator?

Det vil nogle måske hævde. Men er det sandt? Dette spørgsmål er vigtigt for enhver der ønsker at være en sand tjener for Gud, eftersom det indebærer at man følger lige i Jesu fodspor. — 1 Peter 2:21.

Der er ingen tvivl om at Jesus var i stand til at gennemføre reformer. Som et fuldkomment menneske kunne han have banet vejen for omfattende forandringer og nyskabelser. Det fik ham dog ikke til at indlede nogen kampagne for at befri verden for korrupte embedsmænd eller uærlige forretningsfolk. Han iværksatte heller ikke demonstrationer mod uretfærdighed skønt han selv skulle blive et uskyldigt offer for en groft uretfærdig behandling. Til tider havde Jesus ’ikke noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. Og dog startede han ikke en pressionsgruppe for at gøre opmærksom på de hjemløses behov. „De fattige har I . . . altid hos jer,“ forklarede han da nogle klagede over ødselhed med økonomiske midler. Jesus forholdt sig neutral i verdens konflikter. — Mattæus 8:20; 20:28; 26:11; Lukas 12:13, 14; Johannes 6:14, 15; 18:36.

Jesus var naturligvis ikke ligeglad med fattigdom, korruption og uretfærdighed. Bibelen viser tværtimod at han var dybt berørt af menneskehedens sørgelige tilstand. (Markus 1:40, 41; 6:33, 34; 8:1, 2; Lukas 7:13) Men det Jesus tilbød, var en helt enestående løsning. Det han havde i tanke, var ikke bare en reform, men en fuldstændig forandring af den måde hvorpå menneskenes anliggender administreres. Denne forandring vil blive indført ved hjælp af det himmelske rige, der er oprettet af menneskets Skaber, Jehova Gud, og har Jesus Kristus som konge. Det vil den følgende artikel komme ind på.

[Tekstcitat på side 6]

„Det er en af historiens paradokser at de der vil indføre reformer, ofte fejlbedømmer konsekvenserne af dem.“ — John W. Gardner

[Tekstcitat på side 7]

„Jeg tror at det mest frustrerende er at vi alle ved hvad der er galt, og hvad der skal gøres, men at vi ikke altid kan føre det ud i livet.“ — FN’s generalsekretær, Kofi Annan

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

„Jeg satte livet på spil for at beskytte miljøet“

Hans har sejlet i 48 år, heraf mere end 35 som kaptajn. Mod slutningen af sin karriere var han kaptajn på et fartøj der blev brugt af en miljøorganisation. Han fortæller:

„Jeg har altid ment at mennesket burde respektere miljøet og behandle naturen værdigt. Så da jeg fik mulighed for at føre et skib for en miljøgruppe, slog jeg til med det samme. Vi havde til opgave at gøre opmærksom på miljøtrusler. Så snart vi havde planlagt en kampagne på havet, fik vi medierne inddraget for at få offentlighedens opmærksomhed. En gang sejlede vi ud på havet og gik i aktion mod dumpningen af radioaktivt affald og giftstoffer. Ved en anden lejlighed prøvede vi at standse nedslagtningen af sæler og sælunger.

Det var ikke et job for bangebukse. Jeg satte livet på spil for at beskytte miljøet. Ved en protestaktion lænkede jeg mig selv til ankeret på et skib og endte med at blive sænket ned til havbunden sammen med det. En anden gang befandt jeg mig i en gummispeedbåd der sejlede ved siden af et større skib. Pludselig var der nogen der kastede en tung metaltromle ned på gummibåden så den krængede over. Jeg blev hårdt kvæstet.“

Til sidst erkendte Hans at selv om organisationens hensigter var gode, satte han sit liv på spil uden at der var store chancer for at det ville have nogen varig indvirkning på miljøet. (Prædikeren 1:9) Kort efter at han havde forladt miljøgruppen, begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner og blev selv et vidne for Jehova. I dag er han heltidsforkynder. „Bibelen hjalp mig til at indse at det eneste realistiske håb om at miljøets interesser vil blive varetaget, er uløseligt knyttet til Guds messianske rige.“

[Ramme/illustration på side 9]

Hun kæmpede for reformer

Sara (navnet er ændret) blev født i Asien midt i 1960’erne. Hun var teenager da en revolution i hendes land førte til at en ny regering kom til magten, en som lovede politiske og sociale reformer. Til at begynde med var befolkningen glad for forandringen, men inden der var gået et år, begyndte den nye regering at forfølge modstandere, ligesom den gamle havde gjort. Mange var desillusionerede, og Sara engagerede sig i organiseret modstand mod den nye regering. Hun fortæller:

„Vores oppositionsgruppe holdt møder, og vi protesterede offentligt. Jeg var i færd med at sætte plakater op og uddele løbesedler på gaden i hovedstaden da militsen arresterede mig. Det endte dog med at de lod mig gå. Andre i vores gruppe var ikke så heldige. To af mine veninder blev arresteret og henrettet. Mit liv var i fare, så min far bad mig indtrængende om at forlade landet.“

Da Sara kom til Europa, begyndte hun at studere Bibelen og blev døbt som et af Jehovas Vidner. I dag er hun heltidsforkynder. Idet Sara tænker tilbage, siger hun:

„Det jeg længtes efter, var retfærdighed og en løsning på vores sociale problemer. Jeg kunne se at vores nye regering i begyndelsen havde de samme mål, men at den derefter blev så yderliggående at den mistede dem af syne og begyndte at undertrykke befolkningen. Jeg nåede også til den erkendelse at den protestgruppe jeg tilhørte, ikke sad inde med løsningen på landets problemer. (Salme 146:3, 4) Nu kan jeg se at løsningen på alle menneskehedens problemer er Guds messianske rige.“

[Illustration på side 7]

Berlinmurens fald i 1989

[Illustration på side 8]

Har religiøse reformer resulteret i flere kirkemedlemmer?

[Kildeangivelse på side 5]

Øverst til højre: U.S. Information Agency photo

[Kildeangivelse på side 7]

Kofi Annan: UN/​DPI-foto af Evan Schneider (feb97); baggrund: WHO/​OXFAM