Polens forbløffende klitter

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I POLEN

ET MEGET grønt landskab med skove, gårde og frodige marker, det er som regel hvad man vil se på billeder af Polens landlige omgivelser. Men vidste du at Polen også har et forbløffende landskab med bølgende, hvide klitter der endog kan ses ude fra rummet? Dette ørkenagtige område, der begrænser sig til en 18 kilometer lang strækning ved Østersøkysten, er en af de største attraktioner i Słowiński Nationalpark.

I en officiel beskrivelse hedder det: „Hav, søer, floder, klitter, skove, tørvemoser og enge støder op til hinanden og udgør en mosaik af forskellige miljøer. . . . Det er det eneste sted hvor klitter strækker sig helt ud i søer og ind i skove.“ Parkens sammensætning af vandreklitter — kaldet hvide klitter — og lavvandede søer finder man ikke magen til noget andet sted i Europa.

Disse store bunker hvidt og gult sand, der dækker et område på 500 hektarer, udgør det største klitområde uden stabiliserende vegetation i Europa. Meget passende er det officielle symbol for Słowiński Nationalpark en  hvid måge der flyver over en gul klit og blåt vand.

De mest almindelige, men mindre iøjnefaldende klitter i parken er de såkaldte grå klitter. De er ældre end de hvide klitter og er tilgroede med græs og træer som, ud over at danne jordbund, holder på sandet og dermed stabiliserer det og gør det mindre udsat for vind og vejr. En af de grå klitter udmærker sig ved at være den højeste i parken. Den er omkring 55 meter høj og kaldes Czołpino-klitten.

Når besøgende ser klitterne — især det vidtstrakte område med hvide vandreklitter, vil de som regel gerne vide hvor alt det sand er kommet fra og hvorfor der er så meget af det på så lille en strækning af Østersøkysten.

Hvordan klitterne opstod

Forskere har ikke nogen endegyldige svar på de foregående spørgsmål, men meget tyder på at menneskelig aktivitet har haft en betydning. Denne slutning er videnskabsfolk nået til efter at have undersøgt pollen som er bevaret i de forskellige jordlag i parken. Deres undersøgelser har vist at en stor del af det område som nu er dækket af klitter, engang var skov, især egeskov. Hvordan forklarer man da den radikale forandring i landskabet?

Man mener at folk der var bosat i området for over to tusind år siden, var skyld i katastrofale brande som ødelagde store skovarealer langs kysten. „Sandet som før blev stabiliseret af skovene, begyndte da for første gang at vandre,“ siges der i bogen Słowiński National Park. Ud fra pollenanalyserne kan man dog se at skovene kom igen, først i form af bøgetræer og siden fyrretræer.

Men af en eller anden grund vågnede klitterne atter af deres dvale og begyndte at vandre engang i middelalderen. I det 16. århundrede var den gamle by Łeba endda i fare for at blive begravet af klitterne. Folkene i byen reagerede ved at bygge en anden by uden for farezonen, men det forværrede blot situationen. I bogen Słowiński National Park siges  der: „Anlæggelsen af byen og havnen førte til fældning af en masse træer, men ingen syntes at være opmærksom på konsekvenserne.“ Skovningen „resulterede i at klitterne begyndte at vandre som aldrig før,“ siger bogen videre. Med en vandring på 3 til 10 meter om året begyndte sandet at dække landsbyer, marker, enge og endog skovområder.

Hvor kom sandet fra?

Selv om det højst sandsynligt var mennesker der bidrog til at landskabet ændrede sig, var det ikke dem der bragte sandet til området. Hvor kom det fra? Kommer det fortsat? Svarene på disse spørgsmål kan give et fingerpeg om parkens fremtid.

Forskere mener at en del af sandet muligvis stammer fra den indre del af landet, hvorfra det er blevet ført ud til havet af floder. Selve kystlinjen kan også have bidraget til sandmængden. Her eroderer bølgerne nemlig konstant klippevæggene, en proces der kaldes abrasion. På et stykke af Østersøkysten ruller bølgerne for eksempel ind i en vinkel på 45 grader, nedbryder langsomt klippevæggen og fører sandet med sig ud. Dette resulterer i en ophobning af sand på havbunden.

Nøjagtig hvordan det går til, ved man ikke, men havstrømme og bølger arbejder sammen om at transportere noget af dette sand fra havbunden til området lige ud for nationalparkens kyst, hvor det bliver til store sandbanker og rev parallelt med kystlinjen. Bølger og strømme tæt ved kysten flytter så lidt efter lidt sandet op på stranden, hvor solen tørrer det og vinden blæser det længere ind på land. Her formes der adskillige parallelle sanddynger som vokser i takt med at sand blæses fra dynge til dynge og til sidst bliver til hvide klitter.

Søer ved „ørkenen“

Słowiński Nationalpark er dog langt fra en livløs ørken. Tværtimod er stedet, takket være store mængder vand, fyldt med liv. Faktisk består kun omkring fem procent af parkens areal af strand og klitter, mens floder, søer og vandløb udgør cirka 55 procent af området.

Den største sø er Łebskosøen, der måler 71 kvadratkilometer og er op til 6 meter dyb, og den største af floderne, Łebafloden, løber ud i denne sø. Den næststørste sø, Gardnosøen, får tilført vand af  Łupawafloden. På grund af de meget sandede og ustabile omgivelser forandres disse to søers bredder hele tiden.

Et eldorado for planter og dyr

Sammen med parkens tre mest dominerende habitater — klitter, hede og fyrreskov — danner søer, floder og vandløb meget forskelligartede miljøer som udgør livsgrundlag for næsten 900 arter af karplanter, deriblandt orkidéer. En af de mest hårdføre og økologisk værdifulde planter er sandhjælmen. Denne plante er som regel den første der indtager klitterne. Dens skællede underjordiske stængler kan sprede sig 13 meter ud og sender adskillige nye skud op til overfladen, hvor de vokser frem i totter. På den måde holder sandhjælmen efterhånden sammen på klitterne og stabiliserer dem så andre planter kan slå rod og vokse.

Eftersom Słowiński Nationalpark ligger på en trækrute, myldrer det med fugle. Omkring 260 forskellige arter, svarende til 70 procent af alle fuglearter i Polen, slår sig enten ned i parken eller gør et midlertidigt ophold når de er på træk. Af vandfugle kan nævnes hættemåger, fjordterner, toppede lappedykkere, ænder, svaner og skalleslugere — en andeart der kan kendes på den strittende „frisure“. Andre arter er store hornugler, kongeørne, små skrigeørne, havørne og ravne. Er man meget opmærksom og bevæger sig med forsigtighed, kan man muligvis også få øje på nogle af de pattedyr der holder til i parken, for eksempel kronhjorte, rådyr, vildsvin, harer og mårhunde, som er beslægtede med ræven.

Ideelt vandreområde

Vandring er den eneste tilladte måde at komme omkring på i parken. Til det formål er der 140 kilometer vandreruter som leder ind til de forskelligartede habitater: nåleskove; grå klitter, enge, heder og moser; søer med udkigstårne og -platforme; hvide klitter; forstrande og endelig kilometervis af hvide sandstrande.

Besøger man stedet om efteråret eller om vinteren, kan man være heldig at se en ganske særlig opvisning når kraftige vinde river i sandet på toppen af klitterne og hvirvler det op så det ligner støvregn fra en havbølge. Man siger da at klitterne ryger. Der kommer også lyd på, for når de millioner af sandpartikler gnider kraftigt mod hinanden, får det klitterne til at summe eller synge.

Parken har på grund af sine usædvanlige og meget varierede naturrigdomme hen ved 800.000 gæster om året. Mange af de besøgende længes sikkert efter at komme væk fra bylivets stress og jag og i stedet søge en naturlig lindring for anspændte nerver i skovens stilhed, bølgernes sagte rumlen og mågernes ensomme skrig.

[Ramme/kort på side 19]

Słowiński Nationalpark

Denne nationalpark ligger midt på Polens kyst, imellem byerne Łeba og Rowy. Parken er opkaldt efter den kasjubiske folkestamme slovintserne, et slavisk folk som boede i området helt frem til slutningen af Anden Verdenskrig. Parken åbnede i 1967 og blev udnævnt til et af verdens biosfære-reservater i 1977. Over halvdelen af området, som er på 18.618 hektarer, er dækket af vand. Den resterende del består af skove (25 procent), strande og klitter (5 procent), moser og heder (8 procent) samt enge og græsområder (8 procent).

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ØSTERSØEN

RUSLAND

POLEN

SŁOWIŃSKI NATIONALPARK

TYSKLAND

TJEKKIET

SLOVAKIET

[Illustration på side 16]

Klitterne ’ryger’ når kraftige vinde hvirvler sandet op

[Illustration på side 16, 17]

Fjordterne

[Kildeangivelse]

Foto taget af Chukchi Imuruk, National Park Service

[Illustration på side 16, 17]

Klitter om sommeren

[Illustration på side 17]

Klitter om vinteren

[Illustration på side 18]

Łebskosøen

[Illustration på side 18]

Skalleslugere

[Illustration på side 18]

Sandhjælme

[Illustration på side 18]

Unikke sandformationer

[Illustration på side 18]

Rådyr