MOSES blev født i dødens skygge. Det folk han tilhørte, bestod af nogle nomadefamilier som havde bosat sig i Ægypten sammen med deres far, Jakob, eller Israel, for at undgå hungersnød. I årtier havde de levet i fredelig sameksistens med deres ægyptiske naboer. Men så skete der en forandring. En anset historisk kilde siger: „Der [fremstod] en ny konge over Ægypten . . . Og han sagde til sit folk: ’Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi. Kom! Lad os handle klogt med dem, for at de ikke skal blive talrigere.’“ Hvad var planen? At begrænse den israelitiske befolkning ved med tyranni at tvinge folket „til at udføre trællearbejde“ og ved at give de hebraiske jordemødre påbud om at dræbe alle de nyfødte drengebørn som de hjalp til verden. (2 Mosebog 1:8-10, 13, 14) Men på grund af disse modige jordemødre som nægtede at adlyde befalingen, voksede israelitterne i tal. Ægypternes konge gav derfor følgende befaling: „Enhver nyfødt søn skal I kaste i Nilen.“ — 2 Mosebog 1:22.

Et israelitisk ægtepar, Amram og Jokebed, ’frygtede ikke kongens ordre’. (Hebræerne 11:23) Jokebed fødte en søn, der senere blev beskrevet som „ualmindelig køn“. * (Apostelgerninger 7:20) Måske havde de på fornemmelsen at dette barn var særlig begunstiget af Gud. Hvorom alting er, de nægtede at lade deres barn blive dræbt. Med risiko for deres eget liv besluttede de at skjule barnet.

Efter tre måneder kunne Moses’ forældre ikke længere holde ham skjult. Til sidst, da de ikke havde noget andet valg, skred de til handling. Jokebed anbragte drengen i en papyrusark og satte ham ud på Nilen. Denne handling var, uden at Jokebed selv vidste det, begyndelsen til noget som fik stor historisk betydning. — 2 Mosebog 2:3, 4.

Mange forskere affærdiger disse begivenheder som fiktion. Tidsskriftet Christianity Today siger: „Faktum er at man ikke har fundet et eneste direkte arkæologisk vidnesbyrd om [de år] Israels børn opholdt sig i Ægypten.“ Selv om der måske ikke findes håndgribelige beviser, er der mange indirekte vidnesbyrd  om at Bibelens beretning er troværdig. Egyptologen James K. Hoffmeier siger i sin bog Israel in Egypt: „Arkæologiske data viser tydeligt at Ægypten blev besøgt af folkeslag fra Levanten [lande ved Middelhavets østlige bred], især på grund af klimatiske problemer der medførte tørke . . . I en periode fra omkring år 1800 til 1540 før Kristus var Ægypten således et attraktivt sted at flytte til for de indbyggere i det vestlige Asien der talte et semitisk sprog.“

Det har desuden længe været anerkendt at Bibelens beskrivelse af israelitternes trældom i Ægypten er nøjagtig. Bogen Moses — A Life oplyser: „Bibelens beretning om undertrykkelsen af israelitterne synes at være bekræftet af et ofte afbildet gravmaleri fra oldtidens Ægypten  som meget detaljeret viser en gruppe slaver i færd med at fremstille teglsten.“

Bibelens beskrivelse af den lille ark som Jokebed brugte, virker også troværdig. Bibelen siger at den var lavet af papyrus, som ifølge Cooks Commentary „ofte blev brugt af ægypterne til fremstilling af lette og hurtige både“.

Men er det ikke svært at tro at en statsleder ville befale at børn skånselsløst skulle slås ihjel? Forskeren George Rawlinson siger: „Massedrab på børn . . . har været almindeligt udbredt på flere tidspunkter i historien og i forskellige dele af verden, og man har betragtet det som en bagatel.“ Ja, selv i vor tid kan man finde den slags gruopvækkende eksempler på massemord. Bibelens beretning kan virke chokerende, men er desværre alt for troværdig.

Jokebed overlod ikke sit barns skæbne til tilfældigheder. Hun „satte [arken] mellem sivene ved Nilens bred“. Det var sikkert et sted hvor der var gode chancer for at arken ville blive opdaget. Her plejede Faraos datter at komme ned for at bade. * — 2 Mosebog 2:2-4.

Den lille ark blev hurtigt opdaget. „Da [Faraos datter] åbnede den, så hun barnet, og se, drengen græd. Da fik hun medlidenhed med ham, skønt hun sagde: ’Det er et af hebræernes børn.’“ Den ægyptiske prinsesse bestemte sig for at adoptere ham. Det navn hans forældre havde givet ham, er for længst glemt. I dag kendes han verden over ved det navn hans adoptivmor gav ham, nemlig Moses. * — 2 Mosebog 2:5-10.

Men er det ikke ret usandsynligt at en ægyptisk prinsesse ville tage et sådant barn til sig? Nej, for ifølge ægyptisk religion skulle man gøre en række gode gerninger i sit liv for at få adgang til himmelen efter døden. Med hensyn til adoption i Ægypten siger arkæologen Joyce Tyldesley desuden: „Ægyptiske kvinder var ligestillede med ægyptiske mænd. De havde de samme juridiske og økonomiske rettigheder, i hvert fald i teorien, og . . . kvinder havde lov til at adoptere.“ Et gammelt papyrusdokument om adoption attesterer en ægyptisk kvindes adoption af sine slaver. Om ansættelsen af Moses’ mor som amme siger The Anchor Bible Dictionary: „At Moses’ biologiske mor blev betalt for at amme ham, . . . svarer til den praksis der står nedfældet i mesopotamiske adoptionskontrakter.“

Nu hvor Moses var blevet adopteret, ville man da holde hans hebraiske oprindelse som en hemmelighed for ham? Det er der nogle hollywoodfilm som lader formode. Men Bibelen indikerer noget andet. Moses’ søster, Mirjam, fik arrangeret at han blev ammet af sin egen mor, Jokebed. Man kan ikke forestille sig at denne gudfrygtige kvinde ville skjule sandheden for sin søn. Og eftersom det dengang var almindeligt at amme børnene i flere år, havde Jokebed rig lejlighed til at fortælle Moses om ’Abrahams, Isaks og Jakobs Gud’. (2 Mosebog 3:6) En sådan åndelig grundvold var til stor gavn for Moses, for efter at han var blevet overdraget til Faraos datter, blev han „oplært i al ægypternes visdom“. Historikeren Josefus’ påstand om at Moses havde rang af general i en krig mod Etiopien, kan ikke bekræftes. Bibelen siger dog at Moses „var magtfuld i sine ord og gerninger“. * — Apostelgerninger 7:22.

I en alder af 40 havde Moses sikkert gode forudsætninger for at blive en fremtrædende leder i Ægypten. Han kunne opnå magt og rigdom hvis  han forblev i Faraos husstand. Men så skete der noget som vendte op og ned på hans liv.

En dag fik Moses „øje på en ægypter som slog en hebræer, en af hans brødre“. I mange år havde Moses kun nydt fordelene ved henholdsvis sit hebraiske og sit ægyptiske tilhørsforhold. Men da han så en af sine landsmænd blive slået — måske så voldsomt at det kunne have kostet manden livet — traf han en beslutning som fik store følger. (2 Mosebog 2:11) Han „nægtede . . . at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk“. — Hebræerne 11:24, 25.

Moses skred hurtigt ind og gjorde noget som ikke stod til at ændre. „Han [slog] ægypteren ihjel og gemte ham i sandet.“ (2 Mosebog 2:12) Dette var ikke en handling begået af et menneske „med tendens til pludselige vredesudbrud“, sådan som en kritiker har påstået. Det var snarere en handling, om end fejlvurderet, der udsprang af hans tillid til Guds løfte om at Israel ville blive udfriet fra Ægypten. (1 Mosebog 15:13, 14) Måske har Moses naivt troet at det han gjorde, ville anspore hans folk til at gøre oprør. (Apostelgerninger 7:25) Men til hans store ærgrelse nægtede israelitterne at anerkende ham som leder. Da nyheden om drabet nåede Farao, blev Moses tvunget til at gå i landflygtighed. Han bosatte sig i Midjan og giftede sig med en kvinde ved navn Zippora, som var datter af Jetro, en nomadehøvding.

I 40 lange år levede Moses en enkel tilværelse som hyrde, og hans håb om at blive israelitternes befrier var knust. Men en dag da han drev Jetros småkvæg hen til et sted i nærheden af Horeb, viste Jehovas engel sig for ham i en brændende busk. Måske kan vi se situationen for os: „Før mit folk, Israels sønner, ud af Ægypten,“ befaler Gud. Men den Moses som svarer, er tøvende og usikker: „Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og at jeg skulle føre Israels sønner ud af Ægypten?“ Moses omtaler endog en svaghed han har, og som nogle filmproducenter har undladt at skildre, nemlig at han øjensynlig har en talefejl. Sikke en forskel der er på Moses og heltene i gamle myter og legender! De 40 år han har været hyrde, har gjort ham mere ydmyg og mild. Selv om Moses er usikker på sig selv, er Gud ikke i tvivl om at han vil være egnet som leder. — 2 Mosebog 3:1–4:20.

Moses forlader Midjan og kommer frem for Farao med krav om at Guds folk skal have lov til at rejse. Fordi den stædige monark nægter at give dem tilladelse, bliver Ægypten ramt af ti  plager. Den tiende plage bringer død over alle Ægyptens førstefødte, og endelig giver Farao israelitterne lov til at forlade landet. — 2 Mosebog, kapitel 5-13.

Disse begivenheder er velkendte for de fleste. Men har de virkelig fundet sted? Nogle hævder at beretningen må være opdigtet eftersom Faraos personlige navn ikke nævnes i den. * Men førnævnte James K. Hoffmeier siger at ægyptiske skrivere ofte med vilje udelod navnene på faraonernes fjender. Han anfører følgende: „Ingen historiker vil vel betvivle ægtheden af beretningen om Tuthmosis III’s felttog i Megiddo fordi navnene på kongerne af Kadesj og Megiddo ikke er optegnet.“ Hoffmeier siger at der måske er „gode teologiske grunde“ til at Bibelen ikke nævner Farao ved navn. En af dem er at opmærksomheden derved først og fremmest rettes mod Gud, ikke mod Farao.

Nogle kritikere betvivler ikke desto mindre troværdigheden af beretningen om jødernes masseudvandring fra Ægypten. Forskeren Homer W. Smith bruger det argument at en sådan masseudvandring „afgjort ville have sat sine tydelige spor i den ægyptiske eller aramaiske historie . . . Det er mere sandsynligt at legenden om udgangen fra Ægypten er en forvansket og  fantasifuld beretning om nogle få jøders flugt fra Ægypten til Palæstina.“

Det er sandt at der ikke findes ægyptiske inskriptioner som bekræfter denne begivenhed. Men ægypterne var ikke blege for at ændre historiske inskriptioner hvis sandheden stillede dem i et dårligt lys eller skadede deres politiske interesser. Da Tuthmosis III kom til magten, forsøgte han at fjerne mindet om hans forgænger, dronning Hatshepsut. Egyptologen John Ray siger: „Hendes indskrifter blev udraderet, hendes obelisker omgivet af en mur, og hendes monumenter glemt. Hendes navn forekommer ikke i senere annaler.“ Lignende forsøg på at ændre eller skjule pinagtige kendsgerninger har også fundet sted i vor tid.

Hvad angår mangelen på arkæologiske vidnesbyrd om jødernes vandring i ørkenen, må vi huske at de var nomader. De byggede ingen byer, og de dyrkede ingen afgrøder. De efterlod sig formentlig ikke meget andet end deres fodspor. Man kan dog finde overbevisende vidnesbyrd om ørkenvandringen i Bibelen. Den nævnes flere gange i denne hellige bog. (1 Samuel 4:8; Salme 78; Salme 95; Salme 106; 1 Korinther 10:1-5) Det er værd at bemærke at også Jesus Kristus bekræftede at ørkenvandringen havde fundet sted. — Johannes 3:14.

Det er altså hævet over enhver tvivl at Bibelens beretning om Moses er sandfærdig. Men det er mange år siden han levede. Hvordan kan hans liv have betydning for dig?