En gammel ed der stadig er aktuel

OMKRING år 400 før vor tidsregning skrev Hippokrates, en græsk læge der traditionelt bliver betragtet som lægekunstens fader, den hippokratiske ed; og denne eds ophøjede retningslinjer er stadig vejledende for lægestanden. Det er en udbredt opfattelse at det forholder sig sådan. Men er denne opfattelse nu også korrekt?

Kendsgerningerne tyder på at det måske ikke er Hippokrates selv der har skrevet den ed der bærer hans navn. Desuden tilslutter den moderne lægestand sig ikke altid disse retningslinjer som de oprindelig blev udformet.

Ved vi hvem der rent faktisk skrev denne lægeed? Og har den nogen værdi i dag?

Var det Hippokrates der skrev den?

Der er flere grunde til at sætte spørgsmålstegn ved om det var Hippokrates der nedskrev dette løfte. For det første indledes løftet med en påkaldelse af en række guddomme, men Hippokrates betragtes som den første der holdt lægevidenskab og religion adskilt, og han rettede opmærksomheden mere mod fysiske end mod overnaturlige årsager til sygdom.

For det andet var flere af de ting som Hippokrates’ ed forbyder, ikke i modstrid med den almindelige lægepraksis på Hippokrates’ tid. (Se rammen på side 21). For eksempel blev abort og selvmord hverken fordømt i loven eller af de gængse religiøse normer dengang. Desuden lover den der aflægger eden, at overlade kirurgi til kirurgerne. Men kirurgiske behandlingsmetoder udgør en del af Corpus Hippocraticum (de hippokratiske skrifter), en samling lægevidenskabelige værker der ofte bliver tilskrevet Hippokrates og andre oldtidsskribenter.

Så selv om spørgsmålet stadig giver anledning til diskussion blandt lærde, er der meget der tyder på at den hippokratiske ed rent faktisk ikke blev skrevet af Hippokrates selv. Den filosofi der kommer til udtryk i eden, stemmer imidlertid meget godt med pythagoræernes filosofi fra det fjerde århundrede før vor tidsregning. Pythagoræerne antog idealer om livets hellighed og ville ikke selv udføre kirurgiske indgreb.

Vanry og oprejsning

Uanset hvem lægeedens virkelige forfatter var, kan der ikke herske tvivl om den kolossale indflydelse den har  haft på lægegerningen i den vestlige verden, især på det etiske område. Eden er blevet kaldt „et højdepunkt i udviklingen af lægevidenskabens etiske begreber“, „grundlaget for læge-patientforholdet i de industrialiserede lande“ og „den ypperste norm for [læge]standens moral“. I 1913 sagde den anerkendte canadiske læge sir William Osler: „Det er ikke så væsentligt om den er fra Hippokrates’ tid eller ej . . . I femogtyve århundreder har den været professionens ’trosbekendelse’, og på mange universiteter er aflæggelsen af eden stadig en forudsætning for at få tilladelse til at virke som læge.“

Lægeeden gennemgik dog en periode først i det 20. århundrede hvor den kom i miskredit, måske på grund af den videnskabelige udvikling der foregik i denne periode. I en tid hvor rationalismen blev stadig mere fremherskende, kan eden have virket forældet og irrelevant. Men i takt med videnskabens fremskridt er der et voksende behov for etiske retningslinjer. Måske er det derfor eden igen har vundet indpas.

At aflægge en ed eller et løfte er igen blevet en forudsætning for at blive optaget på et medicinsk fakultet eller få en medicinsk  kandidateksamen. En undersøgelse fra 1993 som omfatter lægevidenskabelige fakulteter i USA og Canada, viser at 98 procent af de fakulteter der indgik i undersøgelsen, stadig havde en eller anden form for edsaflæggelse som fast praksis. I 1928 var det kun 24 procent. I Storbritannien viser en lignende undersøgelse at omkring 50 procent af de medicinske fakulteter stadig gør brug af en ed eller erklæring. I Australien og New Zealand ligger tallet også på omkring 50 procent.

Eden tilpasses tidsånden

Men den hippokratiske ed har ikke været uforanderlig. Igennem århundrederne har man tilpasset den kristenhedens fremherskende lære. Nogle gange har der været foretaget ændringer for at få den til at omfatte andre spørgsmål, som for eksempel hvad man skulle gøre ved pestofre. Også i nyere tid har man formuleret eden så den passer med tidsånden.

I mange versioner af eden er begreber der ikke længere er aktuelle i den moderne lægegerning, blevet fjernet, mens andre som er vigtige for samtiden, er blevet tilføjet. Det gælder for eksempel princippet om patientens autonomi, eller selvbestemmelsesret, der har afgørende betydning for lægegerningen i dag; men dette begreb fandtes slet ikke i den oldgræske lægekunst og indgik derfor ikke i den hippokratiske ed. Patientens rettigheder udgør en vigtig del af mange nutidige deklarationer om lægevirksomhed.

Ydermere har læge-patientforholdet ændret sig sådan at begreber som informeret samtykke har fået større og større betydning. Så det er forståeligt at det kun er et lille antal medicinske fakulteter der holder fast ved den hippokratiske ed i dens tidligere form.

Andre ændringer af eden er måske mere forbavsende. I 1993 var det kun 43 procent af de lægeløfter der bruges i Amerika og Canada, der indeholdt et løfte om at læger skal stå til ansvar for deres handlinger. Og i de nyeste versioner af eden er der slet ikke nævnt noget om en straf for at bryde den. Det at påkalde en gud og det at afgive et løfte om ikke at foretage aktiv dødshjælp og abort forekom endnu sjældnere. Og et løfte om ikke at have seksuel omgang med patienter indgik kun i 3 procent af de erklæringer der blev brugt på de fakulteter undersøgelsen omfattede.

Hvilken betydning har en ed?

På trods at de mange ændringer der er foretaget af den hippokratiske ed, bliver brugen af løfter ofte betragtet som noget væsentligt i en profession der har nogle basale etiske og moralske forpligtelser. I forbindelse med førnævnte undersøgelse fra 1993 fandt man ud af at de fleste af de løfter der bruges, fokuserer på den forpligtelse man som læge påtager sig over for sine patienter — den forpligtelse der ligger i at man som vordende læge lover at yde sine patienter den bedste behandling. Aflæggelsen af en sådan ed henleder opmærksomheden på de høje moralnormer der har fundamental betydning for lægegerningen.

I en leder i The Medical Journal of Australia skrev professor Edmund Pellegrino: „For mange lyder nutidens lægeløfte måske kun som et brudstykke af et gammelt normsæt. Men det der i professionens bevidsthed er tilbage af disse normer, er nok til at minde os om at hvis vi glemmer dem, vil vi gøre lægevidenskaben til et helt igennem kommercielt og proletarisk foretagende.“

Om den hippokratiske ed og de moderne erklæringer og deklarationer den har dannet grundlag for, er relevante i dag eller ej, vil sikkert fortsat give anledning til akademisk debat. Men uanset hvad man når frem til, er den forpligtelse lægerne har påtaget sig til at hjælpe de syge, al ære værd.

[Ramme på side 21]

DEN HIPPOKRATISKE ED

SOM GENGIVET I MEDICINSK ETIK AF DANIEL ANDERSEN, CARL ERIK MABECK OG POVL RIIS

Idet jeg kalder lægeguden Apollo, Asklepios, Hygæa og Panakeia til vidne samt alle guder og gudinder, sværger jeg at ville holde efter evne og bedste skøn denne ed og contract.

Jeg vil agte den, der har lært mig kunsten, lige med mine forældre og dele mit brød med ham og, når han behøver det, yde ham hans fornødenheder; hans afkom vil jeg agte lige med mine brødre og lære dem denne kunst, hvis de ønsker at lære den, uden honorar og forskrivning. Forskrifter og videnskabelig undervisning og al anden lærdom vil jeg meddele mine og min lærers sønner samt elever, der har sluttet contract og er taget i ed efter lægelavets lov, men ingen anden.

Diætetiske forskrifter vil jeg benytte til de syges gavn efter evne og bedste skøn og hindre dem, der kan volde skade og fortræd.

Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde fosterfordrivende midler. Jeg vil bevare mit liv og min kunst rent og fromt.

Jeg vil ikke skære for sten, men overlade det til specialisterne.

I de huse, hvor jeg kommer, vil jeg komme til gavn for de syge, idet jeg holder mig fjern fra al bevidst uret og forførelse både i andre henseender og i kønslig, både over for kvinder og mænd, frie og slaver.

Hvad jeg ser og hører i min praksis eller uden for praksis i menneskenes liv, hvad som ikke bør komme ud, det vil jeg fortie, idet jeg anser sligt for embedshemmelighed.

Når jeg handler efter denne ed og ikke bryder den, så lad det forundes mig at nyde godt både af mit liv og af min kunst, idet jeg nyder anseelse hos alle mennesker til evig tid; men overtræder jeg den og bliver mensvoren, da times der mig det modsatte heraf.

[Illustration på side 20]

En side fra Corpus Hippocraticum

[Kildeangivelse på side 20]

Billede af Hippokrates og side fra Corpus Hippocraticum: Med tilladelse af National Library of Medicine