Hvorfor har vi brug for håb?

HVAD hvis Daniel, den unge kræftpatient beskrevet i indledningen af den foregående artikel, havde bevaret sit stærke håb? Ville han så have besejret kræften? Ville han være i live i dag? Selv de mest glødende fortalere for håb ville nok afholde sig fra at vove en sådan påstand. Og her har vi en vigtig pointe: Værdien af håb må ikke overvurderes. Det er ikke et universalmiddel.

I et interview i CBS News advarede dr. Nathan Cherney om faren ved at tillægge håb for stor betydning når man har med meget syge mennesker at gøre: „Vi har haft tilfælde hvor ægtemænd skældte deres kone ud for ikke at have mediteret tilstrækkeligt eller tænkt positivt nok.“ Dr. Cherney tilføjede: „Hele denne teori har skabt den illusion at sygdomsforløbet kan styres, og når patienterne så får det dårligere, er det som om man bebrejder dem at de ikke har kunnet hæmme svulstens vækst, og det er ikke rimeligt.“

De der har en dødelig sygdom, kæmper en krævende og udmattende kamp. At føje skyld til deres i forvejen tunge byrde er sikkert det sidste deres kære ønsker at gøre. Bør vi så konkludere at håbet er uden værdi?

Bestemt ikke. Det skal nævnes at førnævnte læge er specialist i smertelindrende behandling — altså behandling der ikke direkte fokuserer på at bekæmpe selve sygdommen eller forlænge livet, men på at gøre patientens liv mere rart og behageligt i den tid vedkommende har tilbage. Sådanne specialister er overbeviste om værdien af behandlinger der fører til en gladere sindstilstand, selv hos de alvorligt syge. Der er adskillige beviser på at håbet kan bevirke dette — og mere til.

Værdien af håb

„Håb er en effektiv terapi,“ hævder læge og skribent W. Gifford-Jones. Han har analyseret adskillige undersøgelser som er blevet foretaget for at bedømme værdien af at give dødeligt syge patienter følelsesmæssig støtte.  Det formodes at denne type støtte hjælper folk til at bevare håbet og et mere positivt livssyn. En undersøgelse fra 1989 viste at patienter der modtog denne form for støtte, levede længere, men nyere forskning har været mindre kategorisk i den henseende. Nogle undersøgelser har dog bekræftet at patienter der får følelsesmæssig støtte, har færre smerter og lider mindre af depression end de der ikke får støtte.

En anden undersøgelse fokuserede på den indflydelse optimisme og pessimisme har på sygdomme i kranspulsårerne. I denne undersøgelse, hvor der indgik over 1300 mænd, foretog man en omhyggelig bedømmelse af om de adspurgtes livssyn var optimistisk eller pessimistisk. Da man ti år senere fulgte op på undersøgelsen, viste det sig at over 12 procent af dem havde haft sygdomme i kranspulsårerne. Af disse mænd var der cirka dobbelt så mange pessimister som optimister. Laura Kubzansky, der er professor i sundhed og social adfærd ved Harvard School of Public Health, siger: „Størstedelen af vidnesbyrdene om at ’positiv tænkning’ er godt for helbredet, har været baseret på forlydender. Denne undersøgelse giver nogle af de første konkrete medicinske beviser på dette inden for hjertesygdomme.“

Nogle undersøgelser viser at de der mener at deres helbred er dårligt, kommer sig langsommere efter et kirurgisk indgreb end de der synes at deres helbred er fortrinligt. Selv en lang levetid er blevet kædet sammen med optimisme. En undersøgelse analyserede hvordan de ældre bliver berørt af positive og negative holdninger til alderdom. Efter at ældre mennesker under computerspil var blevet præsenteret for flygtige budskaber der forbandt ældningsprocessen med øget visdom og erfaring, lagde man mærke til at deres gang blev mere energisk. Faktisk svarede forbedringen til den der opnås efter et 12 ugers motionsprogram!

 Hvorfor er håb og optimisme tilsyneladende gavnligt for helbredet? Måske har forskere og læger endnu ikke så indgående et kendskab til menneskets sind og legeme at de kan give endegyldige svar. Eksperter der studerer emnet, kommer dog med nogle kvalificerede gæt. For eksempel siger en professor i neurologi: „Det er rart at være glad og fortrøstningsfuld. Det er en behagelig tilstand som er ensbetydende med et lavt stressniveau, og kroppen trives under sådanne forhold. Det er endnu en ting folk selv kan gøre i et forsøg på at holde sig raske.“

Denne opfattelse kan forekomme banebrydende for nogle læger, psykologer og forskere, men ikke for dem der studerer Bibelen. For næsten 3000 år siden blev den vise kong Salomon inspireret til at nedskrive denne tanke: „Et hjerte der fryder sig er god medicin, men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ (Ordsprogene 17:22) Læg mærke til den ligevægt der afspejles her. Dette vers siger ikke at et glad hjerte vil helbrede ethvert onde, men blot at det er „god medicin“.

Man kunne med rimelighed spørge: Hvis håb var medicin, hvilken læge ville da ikke ordinere det? Desuden har håbet gavnlige virkninger der omfatter langt mere end helbredet.

Optimisme kontra pessimisme

Forskere har fundet ud af at optimister har gavn af deres positive livssyn på mange måder. De har ofte bedre resultater i skolen, på arbejdet og endda når de dyrker sport. Som eksempel på det sidstnævnte kan anføres en undersøgelse af et kvindeligt atletikhold. Trænerne foretog en grundig vurdering af kvindernes rent sportslige formåen. Kvindernes forventning til deres egen formåen blev også omhyggeligt bedømt. Det viste sig at kvindernes mål af håb, deres optimisme, gav et langt mere præcist fingerpeg om deres præstation end alle de statistikker deres trænere havde udarbejdet. Hvorfor har håbet så stor magt?

Man har lært meget ved at studere optimismens modsætning, pessimismen. Da nogle forskere i 1960’erne testede dyrs adfærd, gav det et uventet resultat der fik dem til at lancere udtrykket „tillært hjælpeløshed“. De opdagede at også mennesker kan lide af noget tilsvarende. For eksempel blev nogle testpersoner udsat for en ubehagelig lyd og fik at vide at de kunne få den til at holde op ved at trykke på en række knapper. Det lykkedes dem at stoppe larmen.

En anden gruppe fik det samme at vide — men når de trykkede på knapperne, skete der ikke noget. Mange i denne gruppe kom forståeligt nok til at opleve hjælpeløshed. I senere tester tøvede de med overhovedet at foretage sig noget. De var overbeviste om at lige meget hvad de gjorde, ville det ikke gøre nogen forskel. Men selv blandt testpersonerne i denne anden gruppe var der optimister som nægtede at give op over for en sådan hjælpeløshed.

Psykologen Martin Seligman, der var med til at forberede nogle af de første eksperimenter, følte sig tilskyndet til at gøre det til en levevej at studere optimisme og pessimisme. Han forskede i tænkemåden hos folk der var tilbøjelige til at betragte sig selv som hjælpeløse. Han konkluderede at en sådan pessimistisk måde at tænke på hæmmer folk på mange af livets områder eller ligefrem virker handlingslammende. Seligman opsummerer den pessimistiske tænkemåde og dens virkninger således: „Femogtyve års undersøgelser har overbevist mig om at hvis vi, ligesom en pessimist, har for vane at mene at det er vores skyld når vi har modgang, og at modgangen vil vare ved og påvirke alt hvad vi gør, vil vi få flere vanskeligheder end hvis vi ikke havde den overbevisning.“

Som nævnt før kan den slags konklusioner forekomme nogle som noget helt nyt, men på dem der studerer Bibelen, virker de bekendte. Læg mærke til dette ordsprog: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“ (Ordsprogene 24:10) Ja, Bibelen siger tydeligt at modløshed og de medfølgende negative tanker vil tappe en for handlekraft. Hvad kan man gøre for at bekæmpe pessimisme og erfare mere optimisme og håb i sin tilværelse?

[Illustration på side 4, 5]

Håb kan udvirke meget godt